Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Danske tøjstørrelser går et nummer ned

Danske butikker ændrer tøjstørrelserne, så stadig flere kunder ikke mindes om, at de er overvægtige. En Small er nu størrelse 38-40 i Føtex. Forsker advarer.

Tøjstørrelserne ændres i takt med, at folk bliver federe. Fænomenet hedder ”downsizing” og det gør, at small i USA ikke længere er en 36-38, men derimod en 38-40. Large bliver til medium, X-large til large og så videre.

Det skriver forbrugerbladet Tænk.

Også danske butikker har indset, at folk hellere vil være medium end large. Føtex er en af dem, og IC Companys, som designer og markedsfører mærker som InWear, Tiger of Sweden, Saint Tropez, By Malene Birger, gør smallstørrelsen større, fordi forbruger nødig vil gå en størrelse op.

Ernæringsforsker Berit Heitmann er professor ved Institut for Sygdomsforebyggelse. Hun mener, at butikker og tøjproducenter bør gå tilbage til de oprindelige størrelser.

”I og med, at der er knyttet sygdom og tidlig død til overvægt, kan forvirringen omkring tøjstørrelserne måske udgøre en risikofaktor, hvis den betyder, at folk tager en eventuel stigning i deres vægt mindre seriøst, fordi det ikke giver udslag i prøverummet,” siger hun til Tænk.

Small er 38-40 i Føtex

Også Ubberup Højskole, som blev landskendt gennem TV2-programmet ’Livet er fedt’, kritiserer, at large bliver til medium.

Han mener, at der er risiko for, at folk fortrænger deres overvægt, når de ikke kan læse den på det lille mærke i tøjet.

”Jeg synes, det er at stikke folk blår i øjnene,” siger han.

IC Companys siger, at folk er blevet større, og tøjfirmaet derfor ændrer størrelserne.

”De forskellige tøjmærker har forskellige størrelser, alt efter hvilken kvindetype mærket henvender sig til. Samtidig er folk over tiden blevet højere og større, og af psykologiskeårsager vælger skaberne bag tøjmærkerne derfor ofte at lave målene om, så en medium i dag faktisk svarer til det, der var en large for få år siden,” siger quality controller Tina Allerup fra IC Companys.

Føtex siger, at tøjstørrelserne ikke er ændret, fordi kunderne bliver rundere.

”Der er ikke nogen dansk standard for tøjstørrelser, og det betyder, at hvert mærke selv kan udvikle sine tøjstørrelser. Her i Føtex udvikler vi kollektionerne med henblik på netop vores målgruppe, og derfor svarer vores størrelse small til 38-40,” siger indkøber Lisbeth Kjerulf Mikkelsen.