Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Supervaccine mod allergi

Forskerne håber på at være klar i 2010 med en alt-i-ét-vaccine mod allergi, eksem og astma etc.

Der er håb om, at allergikere kan se frem til færre røde øjne og rindende næser. En ny lovende vaccine ser ud til at kunne tage livtag med alt fra pollenallergi, madvareallergi og eksem. Det er schweisiske forskere, som håber på, at de i løbet af 2010 kan tilbyde allergikere en multivaccine mod allergi. Vaccinen kaldes banebrydende, og ifølge de seneste forskningsresultater, kan allergikere blive op til hundrede gange mere modstandsdygtige mod potentielle angreb, skriver den norske netavis VG.

I forsøget deltog 40 mænd og kvinder, som var allergiske mod husstøvmider. Nogle af dem fik over en seksugers-periode den nyudviklede vaccine, mens de resterende fik såkaldt placebomedicin uden virkning.

De, som fik vaccinen, blev mærkbart og hurtigt mere tolerante overfor husstøvmiderne.

Andre studier har vist, at vaccinen også er effektiv mod astma og snue, og et studie, som gennemføres nu, undersøger effekten på eksem.

Indeholder ufarlig DNA

Hundredetusindevis af danskere har astma og/eller allergi, samtidig lider mange af høfeber, som for mange er særlig slemt i foråret.

Det er medicinalfirmaet Cytos Biotechnology, som står bag "supervaccinen", og forskerne håber, at den skal kunne udrydde alle allergiske reaktioner. Vaccinen indeholder ufarlig DNA, som ligner det, man finder i bakterien, som forårsager tuberkulose.

Det kunstige DNA snyder immunsystemet til at tro, at det bliver angrebet af farlige bakterier. Dermed aktiveres de sygdomsbekæmpende hvide blodlegemer.

Eftersom en enkelt vaccine kan beskytte mod mere end én type allergi, tror forskerne, at den slet og ret omprogrammerer immunsystemet.