Drop scorereplikken, når du flirter
Smarte eller platte kommentarer er ikke vejen frem, når der skal flirtes i byen. Det handler mere om at blive bevidst om, hvilke signaler man udsender.
En succesrig flirt er ikke lig med en god indgangsreplik. Det er et langt mere subtilt spil, hvor ens kropssprog og mentale tilstand spiller en større rolle, end de fleste af os nok er bevidste om.
Så hvis en flirt skal gå godt, så skal man som udgangspunkt have det godt, lyder det samstemmende fra to eksperter.
- At flirte handler i en eller anden grad om at hvile i sig selv. For det er en satsning og en måde at vise sin sårbarhed, siger par- og psykoterapeut Katrine Axholm.
Coach i kropssprog Jesper Bergstrøm lægger også vægt på, at en god flirt begynder med at have det godt, for så sender vi de allerbedste signaler til andre mennesker.
- Når man er i godt humør, har haft en god dag, taget lækkert tøj på, måske har hygget sig med sine venner og hørt god musik, så udsender man de rigtige positive signaler, siger Jesper Bergstrøm.
Så inden man overhovedet henvender sig til en anden person i baren, så handler det om at have styr på sig selv.
- Man skal hvile i sig selv, være i balance og føle, at man er noget værd, siger kropssprogscoachen.
Så på den baggrund bliver indgangsreplikken mindre vigtig, mens udstråling og kropssprog bliver langt mere afgørende. Og det er svært at snyde sig til den rigtige udstråling, men føler man sig glad, er man godt på vej, siger Jesper Bergstrøm.
- Når man er glad, så smiler man, retter ryggen og har et åbent kropssprog.
Og det er vigtigt, når man skal gøre kur til en. Og så skal man sørge for at have øjenkontakt. Og meget gerne lidt længere tid, end man normalt ville have - for det er et signal om, at man er interesseret.
- Når vi har øjenkontakt, så udskiller vi nogle signalstoffer, der gør, at vi får det bedre og connecter bedre med andre, siger han.
En flirt kræver også, at man finder modet frem og tør satse. For man viser sig selv frem og risikerer at blive afvist, siger Katrine Axholm.
- Man skal turde at være legende og i en eller anden grad seksualiserende, spille lidt op, smile, være åben, blød og modtagelig.
- Og så skal man stikke fingeren i jorden og have lidt pli, i forhold til hvad er passende. Lad være med at være plat, vær charmerende. Det er jo en balancegang mellem at turde satse og samtidig prøve at læse den anden, siger hun.
/ritzau fokus/