Fortsæt til indhold
Digitalt

LibreOffice kan hentes nu

Den første officielle version af kontorpakken LibreOffice kan nu downloades gratis.

Af RASMUS ELM RASMUSSEN, Alt om Data

Det er ikke gratis kontorpakker der mangler i dagens it-verden. Med Google Docs, Microsoft Office Web Apps og OpenOffice er der glimrende løsninger at vælge imellem. Nu kommer så en helt fjerde.

Udviklerne bag LibreOffice stammer fra OpenOffice, men så sig sure på deres gamle arbejdsgivere hos Oracle, og brød samarbejdet for at udvikle deres egen open source baserede kontorpakke. Den har været i støbeskeen siden efteråret, men nu er den første officielle version – LibreOffice 3.3 - så klar til at kunne hentes af alle som måtte ønske det.

Dansk version klar

LibreOffice fås på dansk og består af tekst- og layout-værktøjet Writer, regnearksprogrammet Calc, præsentationsprogrammet Impress, databaseprogrammet Base, matematikprogrammet Math samt et program som skriver PDF-filer.

Der er understøttelse af en lang række formater og blandt nyhederne i LibreOffice 3.3 er blandt andet muligheden for at gemme i .docx, .xlsx og .pptx samt understøttelse af SVG (Scalable Vector Graphics), VBA-makroer og regneark med op til 1.048.576 rækker, mod 65.536 tidligere.

Har du lyst til at prøve kontorpakken, kan LibreOffice hentes her.