Her er appen, der kan gøre dig gravid
Glow bruger dataanalyse til at forudsige, hvornår kvinder er mest frugtbare, og det har efter sigende hjulpet 50.000 kvinder med at blive gravide.
Kan en app gøre dig gravid? Det lyder akavet og ikke særlig romantisk, men ikke desto mindre er det, hvad Glow forsøger. Bare rolig, appen er ikke aktivt med på lagnerne, men ved at indsamle data om menstruationscyklus og helbred beregner deres algoritme, hvornår kvinden har ægløsning, og forudsiger, hvornår hun er mest frugtbar. Det burde ikke være nødvendigt at have en smartphone for at formere sig, men flere og flere vælger at få børn senere i livet, og det gør, at det ikke nødvendigvis er så nemt at blive gravid, som seksualundervisningen i folkeskolen hævdede. Det kan data måske kurere.
»Vi vil hjælpe kvinder med at blive gravide så hurtigt og effektivt som muligt på en naturlig vis, så de ikke behøver at bruge titusinder af kroner på fertilitetsbehandling,« siger Jennifer Tye, der er marketingchef i Glow.
Primært til kvinder – men også til mænd
Glow henvender sig primært til kvinder og fungerer ved, at man indtaster information om sin menstruationscyklus. Derefter analyserer appen oplysningerne og sammenligner med den typiske cyklus og forudsiger dermed, hvornår kvinden har ægløsning næste gang. Jo længere man bruger Glow, des bedre bliver den til at forudsige næste menstruation og ægløsning. Appen har en indbygget kalender, der viser, hvor stor sandsynligheden er for at blive gravid for hver enkelt dag. En grøn cirkel markerer de dage, hvor man er mest frugtbar, og man kan få en påmindelse, inden man har ægløsning, eller menstruationen begynder.
Jennifer Tye forklarer, at Glows data viser, at en tredjedel af kvinderne faktisk gætter forkert med seks dage eller mere, når de skal vurdere, hvornår de er mest frugtbare.
»Når du prøver at blive gravid, er det ret kritisk, hvis du er en uge for sent på den,« siger hun.
Hver dag stiller Glow en række spørgsmål om ens helbred, såsom om man dyrkede motion, røg, drak alkohol, dyrkede sex (og i så fald hvilken position) eller følte sig stresset, oplysninger, der skal være med til at give dig et bedre indblik i dit helbred, der kan påvirke fertiliteten. Jennifer Tye understreger, at Glow ikke stiller en diagnose, men de kan gøre opmærksom på, hvis der er symptomer, man bør tjekke med sin læge.
»En af vores brugere fortalte, at det havde taget ni år, for at hun blev diagnosticeret med PCOS (polycystisk ovariesyndrom, red.), men efter at have brugt Glow i et par måneder rådede appen hende til at blive tjekket for det,« siger Jennifer Tye.
Glow er dog ikke kun for kvinder. Mænd kan også bruge appen sammen med deres partner, så de kan følge med i hendes cyklus.
»Det burde være nemt og sjovt at lave børn, men det kan blive stressfuldt og føles som en byrde, og en af mine veninder fortalte, at det var en lettelse at kunne involvere sin mand, så han også vidste, hvornår det er bedst at dyrke sex, så hun ikke behøvede at minde ham om det, hvilket ikke er særlig sexet. Det gjorde, at de følte sig mere i balance med hinanden,« siger Jennifer Tye.
Mandlige brugere af Glow har også mulighed for at få svar på spørgsmål om deres helbred, såsom motion, BMI, rygning, alkohol- og søvnvaner og stress, som kan være med til at identificere potentielle fertilitetsproblemer.
»For mange mænd er fertilitetsproblemer lidt af et tabu, og de har ikke lyst til at blive diagnosticeret, så det kan være nemmere at åbne en app på mobilen,« siger Jennifer Tye.
Øger sandsynligheden drastisk
Ifølge Glow øger kvinder, der følger deres cyklus nøje med Glow, sandsynligheden for at blive gravid med 38 procent. Og selv om hun ikke vil ud med, hvor mange brugere de har, oplyser Jennifer Tye, at 50.000 kvinder er blevet gravide efter at have brugt Glow.
»Det virker måske åbenlyst, at det er bedst at blive gravid midt i ens cyklus, men det er ikke altid så enkelt, og det kan vores målrettede timing hjælpe med,« siger hun.
Glow er gratis at bruge og fås til iPhone og Android (dog kun på engelsk). Appen er dog ikke kun for kvinder, der forsøger at blive gravide – halvdelen af brugerne forsøger faktisk at undgå det og bruger appen til at holde styr på p-piller, forstå deres cyklus bedre eller til at opdage symptomer på endomitriose eller polycystisk ovariesyndrom, ligesom Glow har et meget aktivt forum. Er man allerede gravid, kan man bruge Glows søster-app Nurture til bedre at forstå, hvad der sker med ens krop.
Det kan virke påtrængende, at smartphonen nu også skal involveres i, hvordan vi laver børn, men måske kan det være med til at vi moderne mennesker bedre kan forstå vores krop og rent faktisk få børn på naturlig vis uden hjælp fra kunstig befrugtning – men med hjælp fra mobilen.