Test: 5 robustkameraer - Rå og vandtætte
Du kan dykke med et robustkamera, og det kan tåle at falde på jorden. Men hvad med billedkvaliteten?
Mens salget af kompaktkameraer er faldende, bliver robustkameraerne stadig mere populære. Det er ikke så underligt. De koster ikke meget mere end almindelige kompaktkameraer og byder på cool design med stødsikring og så god vandtæthed, at man rent faktisk kan dykke med dem.
Dermed er de langt mere praktiske at tage med på eventyr, da de kan tåle fald, snorkling, dykning samt sne og slud. Og hvis kameraet f.eks. bliver mudret til, skal det bare skylles i lunkent vand og tørres med et håndklæde.
Læs testen af robustkameraer fra 2014 her
Små billedsensorer
Indvendig er de ikke så forskellige fra kompaktkameraerne, så forvent samme billedkvalitet. Men ud over stødsikring og pakninger til at tætne luger og åbninger har de som regel GPS-logging og undervandsindstillinger oveni.
Når man tager billeder under vand, må kameraet kompensere for, at farverne ændrer sig under vandoverfladen. Autofokus fungerer også dårligere, og der er meget mørkere end over vandet.
Mængden af billedstøj, men også farvegengivelse og billeddynamik adskiller sig derfor kraftigt fra, hvad man kan få fra et systemkamera.
Speciel optik
De små robustkameraer adskiller sig også fra kompaktkameraerne på et andet, ikke uvæsentligt punkt. De har ikke noget objektiv, der stikker ud af kameraet. Det harmonerer nemlig dårligt med vandtæthed, så derfor har robustkameraerne zoomen indfældet i kameraet. Det begrænser selvfølgelig, hvor stor den kan være, og ingen af kameraerne har derfor mere end 5x zoom.
Få kontrol over dine billeder med vores guide
Dykkerkameraer
For ivrige dykkere er robustkameraerne en overkommelig måde at få undervandsbilleder på. De fleste kameraer i testen kan tages med på mere end 10 m dybde uden undervandshus og har gode makroegenskaber, så man kan komme meget tæt på motivet.
Med de samme egenskaber som et almindeligt kompaktkamera duer de lige så godt over vand. De fleste har Wi-Fi til trådløs overførsel og deling af billeder, og fungerer i øvrigt ligesom et almindeligt kamera.
Hvilket kamera der passer bedst til dine behov, kan du finde ud af på de følgende sider.
Alle priser er baseret på gennemsnitlige markedspriser pr. maj 2015.
Det skal du huske
Et robustkamera er kun vandtæt, når alle luger og åbninger er tætnet. Små silikonepakninger holder vand, støv og snavs ude, men vandet kan stadig sive ind, hvis man ikke er omhyggelig med rengøringen.
Tjek derfor alle pakninger for støvkorn, hår eller snavs, der kan føre til, at vand trænger ind. Husk, at der ikke er mere end et regnskyl til, før der kommer vand ind i kameraet, hvis pakningerne er utætte.
De professionelle smører et tyndt lag silikone på pakningerne for at forsegle kameraet, før de dykker. Det behøver du ikke, bare sørg for god rengøring.
Testkriterier og karakterer
Alle kameraer gennemgik den samme tjekliste: Gribevenlighed, hvor god adgang der er til de vigtigste funktioner, responstid, fokushastighed og præcision. Kvaliteten af kamera, skærm og optik er også vurderet nøje.
Testbilleder blev taget i vores faste opsætning af testplancher og farvekort under kontrollerede lysforhold. De dannede grundlag for test af skarphed, opløsning, optisk kvalitet, farvegengivelse og billedstøj. Kvaliteten af stillbilleder og video-optagelser blev vurderet på en kalibreret 27 tommers iMac-skærm.
Alle karakterer er givet efter en samlet vurdering af egenskaber, hvor billedkvalitet vejer tungest. Brugervenlighed, funktionalitet, kvalitetsindtryk og ydelse udgør de andre komponenter, som den samlede vurdering er baseret på. Kvaliteten af video-optagelserne er ikke vægtet i bedømmelsen.
Vi tester:
- Kamera Dybde Fald MP Zoom Optik* Pris**
- Ricoh WG-5 GPS 14 m 2,2 m 16 4x 25-100 mm f/2.0-4.9 2.499 kr.
- Fujifilm FinePix XP80 15 m 1,8 m 16 5x 28-140 mm f/3.9-4.9 1.699 kr.
- Nikon Coolpix AW130 30 m 2,1 m 16 4x 25-100 mm f/2.8-4.9 2.690 kr.
- Panasonic Lumix FT30 8 m 1,5 m 16 4x 25-100 mm f/3.9-5.7 1.399 kr.
- Olympus Stylus TG-4 15 m 2,1 m 16 4x 25-100 mm f/2.0-4.9 3.490 kr.
* Tilsv. 35 mm filmformat
** Markedspris pr. maj 2015
Ricoh WG-5 GPS -Lysstærkt panserkamera
Et af de sejeste kameraer, vi har testet, med nogle unikke funktioner, der passer godt til de mest aktive.
Plus:
God billedkvalitet i godt lys, meget tillidsvækkende kvalitet og lysstærk optik.
Minus:
Moderat billedkvalitet i svagt lys, beskeden batterilevetid og træge knapper.
Fakta:
- Type: 16 MP robustkamera med 1/2,3" billedsensor
- Optik: 25-100 mm f/2.0-4.9, 4x zoom
- Skærm: 7,6 cm LCD, 460K billedpunkter
- Højdepunkter: GPS, 14 m dybde, 2,2 m fald, -10 ºC, 100 kg tryk
- Pris: 2.499 kr.
Ricoh-kameraet ligner en slægtning til Casios G-Shock ure og er lige så hårdført og veludstyret. Tidligere hed WG-kameraerne Pentax WG, men efter at Ricoh opkøbte firmaet, hedder de hårde bananer i denne serie altså Ricoh. Opskriften er dog den samme. Et gribevenligt ydre – også med handsker på – og lysstærk optik med en makroafstand på kun 1 cm.
WG-5 GPS er topmodellen med GPS-logging af billeder; det er vandtæt ned til 14 m og kan tåle fald fra 2,2 m. Zoomen på 25-100 mm dækker det meste, man normalt vil fotografere, og lysstyrken på blænde f/2.0 gør, at kameraet fanger mere lys. Det har også små LED-lamper, der oplyser motiver på kort afstand.
Den bagbelyste skærm på forsiden viser bl.a., hvor langt under overfladen kameraet befinder sig, når man dykker.
Billedkvalitet
Indtil et vist punkt er billedkvaliteten rigtig god. Farvegengivelsen er fin og jævn, og der er ikke meget billedstøj i godt lys. Men når kameraet skal skrue op for følsomheden i svagt lys, øges støjen, og billederne bliver meget grumsede.
Fujifilm FinePix XP80 - Hurtigt snapshot-kamera
Man får meget for pengene med Fujifilms mest hårdføre kamera, men det har sine begrænsninger.
Plus:
Lille, let og billig med 5x zoom og hurtig skudhastighed, som fanger motivet uanset vejrforhold.
Minus:
Svag batteritid og for meget billedstøj i dårlig belysning.
Fakta:
- Type: 16 MP robustkamera med 1/2,3" billedsensor
- Optik: 28-140 mm f/3.9-4.9, 5x zoom
- Skærm: 6,6 cm LCD, 460K billedpunkter
- Højdepunkter: Wi-Fi, 10 fps, 15 m dybde, 1,8 m fald, -10 ºC
- Pris: 1.699 kr.
XP80 er så lille, at det næsten kan være i en bukselomme. Alligevel har Fuji fået plads til en 5x zoom på 28-140 mm, som giver større rækkevidde end noget andet kamera i robustklassen. Det har ikke GPS, som kan logge, hvor billederne er taget, men har Wi-Fi til trådløs overførsel og fjernstyring (over vandoverfladen), og det kan tage intervalbilleder og har 11 filtereffekter til at peppe billederne op.
Kameraet kan tåle 15 m vanddybde og fald fra 1,8 m, og har en skudtakt på hele 10 fps. Det kan også skyde hurtige billedserier på 60 fps, men med reduceret opløsning i 16:9 bredformat og kun 70 eksponeringer ad gangen.
Billedkvalitet
Skarpheden er forbavsende god for sådan en lille 5x zoom, og der er ikke generende mængder billedstøj under ISO 800. Men hvis lysfølsomheden skrues op, falder skarpheden, samtidig med at billederne bliver meget grumsede. Man kan kalde XP80 et “godtvejrskamera”, der egner sig bedst til solrige dage udendørs.
Panasonic Lumix FT30 - Nemt og bekvemt
Når pris og størrelse er vigtigt, er Panasonics lille kamera fristende, men det er ikke uden fejl.
Plus:
Lille, let og prisbilligt robustkamera, der er nemt at bruge.
Minus:
Svag billedkvalitet, især i dårligt lys, middelmådig skarphed, dårlig batterilevetid og lyssvag skærm.
Fakta:
- Type: 16 MP robustkamera med 1/2,3" billedsensor
- Optik: 25-100 mm f/3.9-5.7, 4x zoom
- Skærm: 6,6 cm LCD, 230K billedpunkter
- Højdepunkter: 8 m dybde, 1,5 m fald, -10 ºC, blitzsko
- Pris: 1.399 kr.
Det ser måske ikke så sejt ud, men det lille Panasonic-kamera kan tåle nogle knubs. Og noget vand. Kameraet er ikke særlig avanceret og har begrænsede funktioner. F.eks. er der ikke GPS, Wi-Fi eller Full HD-video her. Men det kan tåle fald fra 1,5 m, kan dykke ned til 8 m og er lille nok til at glide ned i lommen uden problemer.
Lumix FT30 har en lille, lavopløst skærm og en 4x zoom på 25-100 mm, hvilket burde være nok til det meste. Det har også en lille LED-lampe, der kan oplyse motiver under vand.
Billedkvalitet
Med en billedsensor svarende til de andre robustkameraer havde vi forventet god billedkvalitet. I stedet er den kun middelmådig. Og det er endda i godt lys. Indendørs, hvor lysfølsomheden tvinges op, bliver billederne meget grumsede allerede fra ISO 400. FT30 er således også et “godtvejrskamera”, hvor der skal en del lys til, for at billederne i det mindste bliver brugbare.
Nikon Coolpix AW130 - Kompetent dykkerkamera
Nikons robustkamera er perfekt til hobbydykkere, der stiller høje krav til billedkvaliteten.
Plus:
Rigtig god billedkvalitet, lysstærk skærm, god batterilevetid og mange nyttige funktioner.
Minus:
Ingen manuel kontrol.
Fakta:
- Type: 16 MP robustkamera med 1/2,3" billedsensor
- Optik: 24-120 mm f/2.8-4.9, 5x zoom
- Skærm: 7,6 cm OLED, 921K billedpunkter
- Højdepunkter: GPS, Wi-Fi, 7 fps, 30 m dybde, 2,1 m fald, -10 ºC
- Pris: 2.690 kr.
AW130 er proppet med funktioner og mangler egentlig kun manuel eksponeringskontrol og råfilformat for at være komplet. Det er det eneste kamera i testen, der kan dykke ned til 30 m uden undervandshus, og det gør det perfekt til hobbydykkere.
Nikon-kameraet har en omfattende GPS-funktion med kompas, kort på skærmen samt højde- og dybdemåler – plus 5x zoom fra 24 til 120 mm. Hurtigt er det også med lynhurtig autofokus og 7 fps serieoptagelse. Wi-Fi til trådløs billedoverførsel eller fjernstyring er indbygget.
Billedkvalitet
Kameraet leverer overbevisende billedkvalitet med lav støj, selv i svagt lys. Mens andre kameraer i testene lever skumle billeder selv ved ISO 800 lysfølsomhed, kan AW130 fint anvendes op til 1600 ISO i svagt lys.
Olympus Stylus TG-4 - Robustkamera for entusiaster
Hvis du vil have et kamera, der er lige så godt under vand som på catwalken, så er Olympus det bedste valg.
Plus:
Rigtig god billedkvalitet, mange nyttige funktioner, fin batterilevetid, råfilformat og god brugervenlighed.
Minus:
Kun middelgod skærmopløsning og en del billedstøj ved høj ISO.
Fakta:
- Type: 16 MP robustkamera med 1/2,3" billedsensor
- Optik: 25-100 mm f/2.0-4.9, 4x zoom
- Skærm: 7,6 cm LCD, 460K billedpunkter
- Højdepunkter: GPS, Wi-Fi, 15 m dybde, 2,1 m fald, -10 ºC, 100 kg tryk
- Pris: 3.490 kr.
Det var Olympus, der skabt robustsegmentet, og de har siden været blandt de førende på billedkvalitet. Det nye TG-4 giver samme høje kvalitet som Nikon AW130, men har et par ekstra funktioner, der vil appellere til entusiaster. TG-4 er f.eks. det eneste kamera i testen, der kan gemme billederne som råfiler til efterbehandling.
Entusiaster med en vis erfaring kan hente mere ud af råfilerne, bl.a. dæmpe udbrændte partier, reducere billedstøj og korrigere farver. Det er lettere at få et godt resultat med råfiler end med de komprimerede jpeg-filer, som de andre kameraer gemmer.
Det har også Wi-Fi med fjernstyring og trådløs overførsel af billeder, GPS-logging med højde, dybde og barometer – og det kan dykke ned til 15 m. Eller til 45 m med et undervandshus, som er ekstraudstyr.
Billedkvalitet
TG-4 yder billedkvalitet på et så højt niveau, at kameraet trygt kan bruges i dårligt lys. Det følger Nikon-kameraet på støj-egenskaber, men har fordelen af et trin bedre lysstyrke, så man fint kan bruge kameraet ved høj lysfølsomhed. Olympus TG-4 er kort sagt stadig det kamera, man skal slå, i robustklassen.
Læs den fulde test på Lyd & Billede