Test af HTC One mini: Den er krympet for meget
HTC er hoppet med på minivognen og har lanceret en lillebror til HTC One.
Præcis som HTC One kommer HTC One mini med Android Jelly Bean og HTC’s egen HTC Sense 5.0 brugerflade, der bl.a. inkluderer BlinkFeed. Det er en ny type startskærm, der præsenterer nyheder og indhold fra sociale medier i en strøm, som man kan bladre frem og tilbage i. Mest af alt minder BlinkFeed om en blanding af den populære Flipboard-app og de dynamiske fliser fra Windows Phone 8. Og brugeren vælger naturligvis selv, hvilket indhold der skal vises i strømmen.
Fantastisk lydkvalitet
Som musikafspiller – både med hovedtelefoner og med de eksterne højttalere – var og er HTC One noget ganske særligt. Det gælder så sandelig også HTC One mini, der både byder på Beats Audio og indbygget forstærker. Lyden i hovedtelefonerne er simpelthen uovertruffen, og med de to eksterne stereohøjttalere – HTC kalder dem BoomSound – kan HTC One mini også levere hæderlig lyd præcis ligesom storebror.
Her er HTC One mini krympet i vask
Hvad angår design og materialer, er der i øjeblikket ingen telefon på markedet, der overgår HTC One, som har et unibody-kabinet fremstillet af ét stykke eloxeret aluminium. Og bagsiden er let buet – det såkaldte pudedesign – så telefonen er lidt tykkere på midten end i kanterne. Præcis det samme gælder for HTC One mini, der altså også er fremstillet i samme materiale som HTC One. Men der er tale om to separate elementer – forside og bagcover – som er fæstnet på hver sin side af en hvid plastickant. Denne kant er rammen for hele telefonen, så skærmens glas heller ikke når helt ud til kanterne, som det er tilfældet med HTC One.
Præcis som HTC One har One mini et lukket kabinet, hvilket betyder, at brugeren ikke kan komme til batteriet. Og hukommelsen kan heller ikke udvides, hvilket er en skam, da HTC One mini kun kommer i en version med 16 gigabyte indbygget lagerplads. Begge telefoner leveres med 4G/LTE, der understøttes af 800/1800/2600 MHz frekvensbåndene.
Og her er der skåret ind til benet
På en række punkter er der selvfølgelig konkrete forskelle på HTC One og HTC One mini. Når en smartphone skal gøres både mindre og billigere, skal der hugges en hæl og klippes en tå, hvilket i praksis betyder, at HTC One mini f.eks. må undvære NFC, ligesom den heller ikke har indbygget IR og dermed må undvære muligheden for at agere fjernbetjening for familiens tv.
Mest overraskende er det, at der også er forskel på kameraet. Vi har ellers skamrost HTC One for det innovative UltraPixel-kamera, og HTC One mini er også i princippet udstyret med næsten det samme kamera (UltraPixel, 4 MP, pixelstørrelse 2.0 µm, f/2.0 blænde og 28 mm objektiv). Faktisk er den eneste forskel på papiret, at One mini mangler optisk billedstabilisering (OIS) og ikke understøtter HDR-video.
Alligevel er der ret stor forskel på billedkvaliteten. Billederne fra HTC One mini er i direkte sammenligning med billeder fra storebror mere uskarpe og underbelyste, og vi kan absolut ikke kaste roser efter UltraPixel-kameraet på HTC One mini på samme måde, som tilfældet var med HTC One.
Konklusion
HTC One mini er en glimrende mellemklasse-smartphone, der har en masse af de features og funktioner, som gør HTC One til tidens Android-konge. Software og brugerflade har de to modeller tilfælles, ligesom HTC One mini kommer med samme fremragende lydkvalitet som storebror. Men selv om de to telefoner er fremstillet i samme materiale, er HTC One mini knap så eksklusivt designet. Skærmopløsningen er mindre, og det samme gælder i den grad ydelse og tempo. Lagerpladsen er halveret, og kameraet kan ikke leve op til de høje forventninger, som vi på grund af HTC One havde til UltraPixel-teknologien.
HTC One mini er klart en bedre “mini-model” end Samsung Galaxy S III, men den er så sandelig også dyrere. Og i betragtning af at man for samme pris kan få langt bedre telefoner end HTC One mini – f.eks. fås Sony Xperia Z i øjeblikket for under 4.000 kr. – så har vi svært ved at anbefale den. Endnu en gang må vi konkludere, at man ikke får noget godt produkt ud af at krympe et hit i kogevasken!
Pris:
- 3.590 kr.
Plus:
- Lydkvalitet og BoomSound
- Lækre materialer
Minus:
- For lidt lager kan ikke udvides
- For dyr
Læs hele testen hos Lyd & Billede