Mindeskrift: Hotmail er død

I mit hummer i København stod 256k-modemmet på gulvet og blinkede, blibbede og bloppede som en gammel faxmaskine. Det kunne sagtens tage et halvt minuts skratten at få en god forbindelse og tjekke mail. Ofte var min Hotmail tom – kun få nyhedsbreve og lidt junkmail var nået frem, for selv om vi skrev marts 2000, så var der ikke så mange at lege med endnu på det der internet.

En veninde havde et par år forinden fortalt mig om Hotmail. Det var gratis og dødsmart, påstod hun. Det, som alle brugte.

Jeg var skeptisk, for det var i en tid, da vi stadig fandt det naturligt at betale for ydelser. Folk købte stadig aviser, kuverter og plader. Tænk engang …

Men hun havde ret. Hotmail var gratis, og det var genialt, at man kunne tjekke sin mail på en hvilken som helst computer.

Jeg vurderede, at Hotmail nok havde fat i den lange ende og blev skrevet op på en computer på Aarhus Bibliotek.

Som sagt var der ikke den store aktivitet i min indbakke. Ofte ringede vennerne og jeg stadig bare til hinanden, hvis vi ville noget. Men en dag skete der noget mystisk.

Hjertevarmende mail

Jeg modtog en e-mail fra en pige, der hed Katrine. Hun skrev en lang og tårevædet e-mail, om hvor forfærdeligt det var, at vi ikke længere var kærester, og at jeg var rejst til Beograd.

Det varmede naturligvis mit hjerte, at hun fortrød, at vi havde slået op, men jeg må være ærlig at sige, at følelsen blev lidt overskygget af det faktum, at vi aldrig havde været kærester, at jeg ikke var rejst til Beograd, og at jeg ikke anede, hvem denne Katrine var.

Men jeg havde ikke så meget at lave ud over at pleje min vinterdepression i hovedstaden, så jeg skrev tilbage. At jeg forstod hendes følelser. At jeg håbede, hun ville blive glad igen en dag. Og at jeg var den forkerte Jakob.

Jeg klikkede ”Send” og gik i seng.

Dagen efter startede jeg modemmet op igen og minsandten, om ikke der var svar fra Katrine.

Mine ord havde talt til hendes sønderrevne hjerte, og nu ville hun vide, hvem jeg var. Om jeg var 13 eller 73 år, som hun skrev.

Jeg svarede, at jeg var 25 år og boede i København. Dertil en usund dosis selvmedlidende Weltschmerz og afgrundsdybe tanker. Kierkegaard ville have været stolt.

Med hjertebanken og nye spørgsmål til Katrine sendte jeg mailen retur.

Et par timer senere var der en ny, lille, rød trekant i Hotmail. »You’ve got mail«.

Og sådan fortsatte det. Aften efter aften. Mail efter mail. Og Katrine begyndte at underskrive med ”Søde smil fra din cyberprinsesse”.

Moderne mystik

Katrine og jeg lærte at kende hinanden bid for bid uden nogensinde at have hverken set et foto eller hørt den andens stemme.

Det var terapi, det var online forelskelse og moderne mystik. Vi talte om kærligheden, fraværende fædre, og hvorvidt det var en god idé at aflyse hendes frisøraftale på onsdag. Vi optrådte i hinandens drømme og diskuterede, hvordan det kunne lade sig gøre, når vi ikke havde den fjerneste anelse om, hvordan den anden så ud.

I dag ville man jo bare google sig frem allerede efter den første mail, men der var altså stadig fire år til, at Facebook ville blive opfundet, og Google var dengang bare to nørders eksperiment i Californien.

Efter nogle uger indførte Katrine og jeg skriveforbud mellem kl. 9-18, for det var fuldstændig umuligt at få lavet noget på jobbet, når Hotmail- en blev tjekket hvert kvarter, og Katrine var begyndt at pjække fra timerne for at skrive det næste epos til ”Den forkerte Jakob”, som jeg blev kaldt af hendes veninder, der fulgte nøje med i vores e-flirt.

Men uden fællesoplevelser og berøringer gled vi langsomt fra hinanden, og efter 26 dage og lige så mange nætter var det slut.

I den sidste mail besluttede vi, at vi skulle ses, hvis jeg engang kom til Aarhus.

Det gjorde jeg to måneder senere.

Dampen dampede af

Mit hjerte bankede i dobbelttakt, og håndflad-erne var klamme, da jeg trådte ind ad døren til Ziggy’s på Trøjborg. For første gang skulle jeg se hende. Høre hende. Og hun mig. Hvem var den pige, som havde fyldt mig med så stærke følelser på så kort tid?

Ville hun ligne et frispark? Ville hun synes om en tændstik som mig? Ville der være violiner? Ville vi droppe burgeren og gå direkte til ”desserten”?

Det havde været kærlighed ved første klik på computeren, men i virkelighedens verden klikkede vi slet ikke.

Katrine talte med en tykkere Aarhus-dialekt end samtlige Nils Malmros-karakterer til sammen, og hun syntes, det var irriterende, at jeg talte så hurtigt og fægtede med armene.

Det var hyggeligt, ja. Og spændende at se ansigtet bag tasterne – endda et kønt et af slagsen. Men vi så aldrig hinanden igen.

Jeg har gemt vores mange e-mails på computeren, og hvis jeg blev vækket midt om natten her 13 år senere og blev bedt om at fortælle om Hotmail – hvilket virker usandsynligt – så er det Katrine, min cyberprinsesse, jeg tænker på.