Pas på fup-opkald
Bølge af telefonopkald fra udenlandske svindlere forsøger at fralokke danskere penge.
Korte telefonopkald fra ukendte udenlandske numre rammer i disse dage mange danskere. I bedste fald er de irriterende eller afbryder nattesøvnen, men kan også koste forbrugerne dyrt.
Hvis der bliver ringet tilbage på opkaldene, venter der en stor regning, da telefonnummeret i den anden ende er såkaldte overtakserede numre, som typisk koster 50-100 kr. i minuttet at ringe til.
Den nye bølge får nu flere teleselskaber til at advare mod fup-opkaldene, der bl.a. kommer Somalia, Nigeria og Chile.
»Lad være med at ringe tilbage,« lyder budskabet i en meddelelse på TDCs hjemmeside.
Noter numrene
De ramte kunder bliver opfordret til at gå ind på TDCs Facebookside og oplyse, hvilke numre der har ringet til dem, så disse numre kan blive lukket ned.
Og det har mange gjort. Bl.a. en kvinde, som fortæller, at hun fejlagtigt har svaret på et opkald, da hun kender nogle i Chile.
»Men blev mødt af stønnelyde... og måske en giftig mobilregning nu?!,« konstaterer hun.
Opkald fra Chile
Netop opkald fra Chile, numre med ”+56” foran, bliver der advaret mod på Telenors Facebookside, hvor mange kunder ligeledes beretter om, at de har fået fupopkald.
»Vi advarer løbende om det på hjemmesiden og lukker for numrene så snart, vi kommer undervejs med det,« siger pressechef Peter Glüsing.
Hos Forbrugerrådet opfordrer telepolitisk medarbejder Martin Salamon selskaberne til lægge pres på de udenlandske teleselskaber i de lande, hvor der bliver kaldt op fra.
»Lige som selskaberne herhjemme kan lukke ned for overtakserede numre i Danmark, kan selskaberne i udlandet også lukke ned for disse numre i deres lande,« siger Martin Salamon.
Uigennemskueligt
Han mener, at de forbrugere, der ringer tilbage til svindlerne, bør holdes skadesløse.
»Det er uigennemskueligt, hvad der foregår, og selskaberne, bør sikre, at forbrugerne ikke bliver udsat for denne form for svindel,« lyder det fra Martin Salamon.
Det vil TDC muligvis også gøre ud fra konkrete vurderinger af, om kunden har handlet i god tro, oplyser Rasmus Avnskjold, presserådgiver hos TDC. Han understreger, at selskabet allerede lægger pres på de udenlandske operatører.
»Men det er ikke altid, at det nytter. Og vi kan ikke spærre for al trafikken til et helt land,« siger Rasmus Avnskjold.
Kun få hopper i fælden
Han har ikke tal for, hvor mange forbrugere, der hopper på svindlen, men vurderer, at det er meget få.
Selv om mange kunder ikke lader sig narre, oplever de gener ved at blive ringet op midt om natten.
»Vi kan sagtens følge irritationsmomentet, men vi kan ikke spærre for numre, vi ikke kender. Vi kender først numrene, når de begynder at ringe op,« fortæller Rasmus Avnskjold.
Ifølge TDC stammer svindelnummeret fra Japan, og selskabet kalder det Wangiri-fup, hvilket direkte oversat betyder ”et ring og afbryd”. Det foregår ved, at svindlere sætter en maskine til at ringe op fra hele nummerserier ad gangen. Disse numre er kraftigt overtakserede og foretager opkald til hele nummerserier i f.eks. Danmark. Opkaldet varer ganske få sekunder, så modtageren ikke når at svare, men bliver kraftigt overtakseret, hvis denne ringer tilbage.