Fortsæt til indhold
Digitalt

10 trin til en sikker computer

Fra bankoplysninger til uerstattelige fotos – hele dit liv ligger på din pc. Sådan sikrer du dine data.

Natasja Broström, Datatid

1. Vacciner din pc

Computervira er forbryderiske kodestumper, som ormer sig ind i pc'er. Når de får lov, udøver de deres onde gerninger, hvilket vil sige, at de genererer penge til deres ejermænd ved at stjæle alt af værdi på din pc. De udtrækker adgangskoder, bankoplysninger og legitimationsoplysninger. For at forblive sikker skal din første forsvarskæde bestå af en god antivirus-software-pakke. Du kan købe antivirus-pakker fra Norton og McAfee eller gratis downloade og installere Microsoft Security Essentials. AVG Antivirus Free 2012 er en anden god mulighed.

Læs også: Stortest: Hvilken sikkerhedspakke beskytter dig bedst?

2. Check din firewall

Firewall’ens opgave er at spotte programmer, som sender mistænkelige data, og stoppe enhver, som forsøger at få adgang til din pc via nettet uden tilladelse.

Hver pc skal have sin egen firewall. Windows har en indbygget, og det kan betale sig at tjekke, om den er slået til og arbejder korrekt. For at tjekke din firewall klik på "Start" og derefter Kontrolpanel > System > System og sikkerhed > Kontroller firewallstatus. Tilstanden skal være markeret "til".

3. Vær opdateret

Softwareprogrammører opdaterer jævnligt deres programmer. Opdateringer kan udluge bugs, som forårsager nedbrud, tilføje nye features og til tider løse problemer, som ellers kunne hjælpe hackere. Windows bliver ofte opdateret. For at opdatere klikker du på "Start" og skriver Update i søgefeltet.

Klik derefter på Windows Update > Søg efter opdateringer. Klik på "Installer opdateringer". Du kan indstille denne proces, så Windows automatisk opdaterer sig selv. I Windows Update-menuen klikker du på Skift indstillinger > Installer opdateringer automatisk. Automatikken kan dog sløve din pc.

4. Tilføj en adgangskode

Hver brugerkonto på din pc bør være beskyttet af en stærk adgangskode. For at tilføje en adgangskode klikker du på Start > Kontrolpanel > Brugerkonti og Familiesikkerhed. Klik derefter på "Skift adgangskode til Windows" og derefter "Opret en adgangskode til din konto". Indtast din nye adgangskode. Du skal gøre det to gange for at være sikker på, at du har skrevet koden korrekt. Du kan få hjælp til at tjekke styrken af din kode her.

Læs også: Sådan får du et sikkert password

5. Bliv advaret i tide

Nettets sorte får opretter falske hjemmesider for at lokke besøgende til eller hacker en eksisterende side og planter deres bug. Heldigvis kan du med McAfee SiteAdvisor teste, om en internetside er sikker. Gå ind på www.siteadvisor.com og hent det gratis værktøj. Dine søgeresultater får herefter tilføjet en sikkerhedsvurdering gående fra grøn til gul til rød. AVG’s tilsvarende redskab findes på http://free.avg.com.gb-en/linkscanner.

6. Test dit forsvar

Antivirus arbejder diskret, så hvordan kan du være sikker på, at det virker? Brug den såkaldte EICAR-testfil, en tekststreng, som provokerer den beskyttende software, men uden at skade din pc på nogen måde. Åbn Explorer og gå ind på http://eicar.org/86-0-Intended-use.html.

Løb teksten igennem, indtil du finder en boks med en tekststreng, der begynder med X50!P. Marker teksten og vælg "Kopier". Åbn Notesblok og indsæt strengen. Klik på Filer > Gem som…, og navngiv filen "test.com". Når du trykker [Enter] skulle dit antivirusprogram gerne træde i funktion.

7. Begræns adgangen

Det er en god ide at bruge din pc med en standard brugerkonto og kunne logge ind som Administrator, hvis du skal foretage større ændringer. I "Standard mode" vil forandringer i opsætningen ikke påvirke andre brugere. Dvs., at kommer en hacker forbi, vil vedkommende have sværere ved at infiltrere din maskine. I Kontrolpanel vælger du Tilføj eller Fjern brugerkonti > Opret en ny konto. Vælg Standardbruger og giv kontoen et navn. Næste gang din maskine starter, vælger du din nye konto. Husk at tildele kontoen en adgangskode som vist i afsnit 4.

8. Test filer for vira

Hvis du modtager en mistænkelig fil, som din antivirus ikke har markeret som farlig, så lad være med at åbne den. Få i stedet en vurdering hos for eksempel F-Secures Online Scanner. Upload din fil og lad skanneren tjekke. Eller gå ind på www.virustotal.com, hvor din fil analyseres af 40 forskellige antivirussystemer. På sitet klikker du på "Choose file". Klik derefter på "Scan it". Den mystiske fil bliver derefter analyseret.

9. Tag backup online

Du bør altid have en backup-plan. Det kan være noget så simpelt som at kopiere filer til en cd, men hvad hvis dit hus brænder eller bliver oversvømmet? Den sikre løsning er at bruge Microsofts Skydrive.

Gå ind på SkyDrive, og log ind på din Live-konto. Klik på "Overfør", vælg filer på din pc, og klik på "Åbn" for at overføre dem.

10. Prøv et pc-tjek

Selv hvis du tror, at din pc er sikret, kan det betale sig at give den et regelmæssigt helbredstjek. Gå ind på F-Secures fremragende Health Check. Accepter licenskravene ved at klikke i boksen og klik derefter på "Run check".

Testen tager lidt tid, men du får en komplet rapport, når den er færdig. Klik i øvrigt aldrig på internet pop-ups, som umotiveret dukker op og tilbyder at give din maskine et tjek. Det er med stor sandsynlighed et fupnummer.

Læs også: Sådan sikrer du dig, når du bruger netbank