Undgå at smartphonen ruinerer dig
Med gode råd leder eksperter dig uden om faldgruberne på rejsen.
Selv om EU netop har indført prisloft for samtaler og datatrafik på din telefon, kan du ende med en dyr regning efter udlandsrejsen.
Få teleeksperters hjælp til sno dig uden dig værste faldgruber.
Nedenstående råd er lavet med hjælp fra Nicolas Fredriksen, stifter af portalen telepristjek.dk, Martin Salamon, teleekspert i Forbrugerrådet, Torben Rune, direktør i Netplan og Erhvervsstyrelsen.
Pas især på uden for EU
Mens priserne i EU er blevet forsøgt presset ned med maksimale priser på opkald, sms og datatrafik, hersker der stadig wild west-tilstande for resten af verden.
Så få styr på, hvad du betaler for telefoni og data i udlandet. Loft for regningen uden for EU kan være en falsk tryghed, da forbruget kan blive registreret med dages forsinkelse.
Din smartphone er en stressmaskine
Slå telefonsvareren fra
Slå telefonsvareren fra før udlandsrejsen. Ellers betaler du for to opkald: et til din telefon i udlandet og et fra din telefon til telefonsvareren i Danmark.
Dertil kommer et opkald for at aflytte beskeden. I EU betaler du ikke for, at folk ringer til telefonsvareren.
Roaming kan ruinere dig
Det er ikke nok at slukke mobilen, når du sætter dig i flyet.
Slå roaming fra, inden du forlader Danmark. Ellers kan den på få minutter i udlandet hente mails og andre data for tusindvis af kroner. Især iPhones er slemme til at lave f.eks. opdateringer, der nemt kan sluge 100 MB.
Undgå talepakker
Flere teleselskaber tilbyder særlige udlandspakker, som skulle give dig mulighed for at tale billigere på ferien.
Men med meget høje opkaldspriser er det kun de færreste, som får gavn af pakkerne.
Køb et nyt simkort
Med lokale taletidskort kan du spare penge, når folk hjemmefra ringer til dig og ofte også ringe billigere til Danmark.
Sms dit nye nummer til bekendte eller tag to telefoner med for at se, hvem der ringer og svar tilbage fra dit udenlandske simkort. Det vil ofte også være billigere at bruge et lokalt datakort.
Brug kendte trådløse netværk
Både når det gælder telefoni og internet kan de trådløse netværk give store besparelser på rejsen.
Flere restauranter, bysamfund og hoteller tilbyder dem gratis. Hold dig til kendte netværk, da svindlere kan opsætte falske for at aflure dine kodeord.
Familier kan spare
Sæt et loft for dine børns mobilforbrug eller spær deres telefoner for telefoni i udlandet.
Der kan også være meget at spare for familierne, hvis de køber lokale simkort for at være i kontakt med hinanden.
Ups, telefonen er stjålet
Tjek om din rejseforsikring dækker, hvis mobiltelefonen forsvinder i udlandet. Bliver den stjålet, bør du straks melde det til dit teleselskab.
Ellers kan du hæfte for op til 8.000 kr. af det misbrug, der måtte ske, indtil du har fået simkortet spærret.