24 gode gratis-programmer til pc'en
Digi.no har i årevis holdt øje med både gode og gratis Windows-baserede pc-programmer. Favoritterne kalder de netjuveler. Her er 24 bud inden for bl.a. antivirus, kontorprogrammer, ripning, chat og download.
Det er faktisk muligt at klare sig med gratis programmer på computeren - det gælder alt fra styresystem over tekstbehandling, regneark, mailprogram, billedadministration, sjove spil til sikkerhedsprogrammer.
Udvalget er stort og der kommer hele tiden nyt til. digi.no har holdt skarpt øje med mulighederne og udviklingen siden 2001 og hver dag omtalt et af de gratis programmer. Nu har de lavet en liste over de gode.
Antivirus
Avast! er digi.no-redaktionens foretrukne antivirus-løsning til hjemme-PC. Programmet er nemt at få til at fungere og kræver ikke så mange ressourcer af maskinen, som mange andre kendte programmer.
Et andet godt alternativ er AVG Anti-virus, som netop er kommet i en ny version.
Browser
En stor del af digi.no-redaktionens medarbejdere bruger Firefox til at læse sider på nettet. Er man afhængig af funktionerne i Internet Explorer, kan ekstra-programmet Maxthon give ekstra. Det norske program Opera er standardudstyr på redaktionens maskiner, men det er nu også udbredt uden for fædrelandet.
Spyware
Du kan ikke nøjes med en enkelt spionprogram-fjerner. Men den norske redaktions erfaring er, at Ad-aware og Spybot i fællesskab klarer det meste.
Lokal søgemaskine
Vil du kunne søge i alt, hvad du har på din PC, anbefaler redaktionen Copernic Desktop Search. Det er ikke så kendt som andre tilsvarende programmer, men godt og effektivt.
Kontorprogrammer
OpenOffice.org er et godt alternativ til Microsoft Office kontorpakken - tekstbehandling, regneark etc.
Regnemaskine
Xcalc, der er en norsk udviklet regnemaskine, er favoritt hos nogen af digi.nos redaktionsmedarbejdere.
Musik-bibliotek
Flere på digi.no-redaktionen bruger iPod. I stedet for iTunes bruger de det gratis program MediaMonkey til at holde styr på musikken.
Ripning
Skal CD'ere laves om til MP3-filer, anbefales Exact Audio Copy.
Firewall
Den version, der følger med Windows, giver kun besked om, at nogen forsøger at trænge ind på din PC. Er det ikke sikkerhed nok, anbefaler redaktionen ZoneAlarm.
Billedbehandling
Redaktionens medlemmer bruger Photoshop-konkurrenten Gimp.
Zip-filer
Vil du pakke og udpakke komprimerede filer, anbefales ZipGenius, der kan klare en række af de kendte formater.
Chatprogram
Live Messenger er fin, men digi.no vil gerne være fri for alle reklamerne og er derfor begyndt at bruge Pidgin (tidligere Gaim). ved hjælp af det kan man kommunikere med brugere, der anvender ICQ, AIM, Microsoft Messenger, Yahoo, Google Gtalk og mange andre.
Kodeord
I stedet for at skrive adresser, brugernavne og kodeord op på små papirlapper, kan du med fordel bruge KeePass, der er en avanceret kodeords-organisator, der låses med et master-kodeord. Programmet har en supergod kryptering - men mist ikke dit master-kodeord.
Filadministration
Skal man flytte og rydde op i filer, er FreeCommander - med to vinduer - et velegnet program.
Ryd op på harddisken
JDiskReport er et smart program, som giver dig mulighed for at analysere en harddisk og sortere filene efter alder, hvad du hyppigt bruger og størrelse.
Vil du rydde endnu mere op, er Crap Cleaner velegnet. Programmet sletter ubrugte/midlertidige filer fra både Windows og en konstant voksende liste af programmer. Cleaner kan også rydde op i de lister, som viser dig (og andre brugere af maskinen) hvilke filer der senest er anvendt og fjerne diverse efterladenskaber fra afinstallerede programmer.
Synkronisering
SyncBack er et smart og brugervenligt program, der er godt til at holde sikkerhedskopier opdaterede.
Download
Skal du hente store filer - for eksempel en demoversion af et spil - er Fresh Download velegnet. Det øger hastigheden og sikrer mod afbrydelser.
Billedadministration
Faststone er et program som er lille og nemt at bruge til at vise og administrere billeder. Tilbyder også i en vis grad behandling af billeder - eksempelvis at fjerne røde øjne.
Virtuel jordklode
Flere på digi.no-redaktionen er dybt fascinerede af, hvad man kan i Google Earth og har brugt timer på at flyve fra sted til sted.
Her kan du læse mere om digi.no-redaktionens erfaringer med og omtaler af gode gratis-programmer .