Stortest: Find den bedste kamera-mobil
Mobiltelefonerne får hele tiden bedre kameraer. Behøver du ikke andet kamera? Vi giver dig svaret her efter test af seks mobiler med kamera.
De nyeste modeller praler af at have samme specifikationer, som kompaktkameraerne havde for nogle år siden. Er de ganske enkelt blevet så gode i dag, at det er de eneste hverdagskameraer, man behøver?
Et kompaktkamera er et kompromis. Det kommer aldrig til at tage lige så gode billeder som et spejlreflekskamera med betydelig bedre optik. Mange vælger alligevel et kompaktkamera, fordi det er tilpas enkelt at tage med sig, selv om man kun får acceptabel billedkvalitet. Men i dag har de fleste af os altid et kamera med os, i og med at næsten alle mobiltelefoner har et indbygget. Så begynder det at blive vanskeligt at motivere sig tilat tage et yderligt lille kamera med.
Imponerende tal
Mobilernes kameraer har længe manglet det, mange forbrugere først kigger efter, nemlig antallet af megapixels. 2 eller 3 lyder ikke så imponerende, når man sammenligner med de 8, som mange nye kompaktkameraer kan skilte med. Men mobilproducenternes nyeste modeller er nu kommet op på 5 megapixels, hvilket er mere end nok, så længe du ikke har tænkt dig at udskrive billeder i plakatstørrelse.
Som mange ved, er der vigtigere egenskaber hos et kamera end pixels. Disse begynder nu at dukke i op flere af topmodellerne. Alle mobiltelefonerne, vi testede, havde for eksempel autofokus. De elendige diodelamper er nu begyndt at blive erstattet af ordentlige Xeron-blitz.
LG KU990 Viewty
En stilig og kompakt kameramobil med et let anvendeligt grænsesnit. Men det hjælper ikke, når billederne bliver et skema over alle typer farveproblemer.
Viewty ser virkelig ud som et traditionelt kompaktkamera. En tiltalende, stor Schneider-Kreutsnach linse giver forhåbninger om, at forudsætninger for gode billeder er til stede. Men hvorfor findes der ingen linsebeskyttelse? En ordentlig Xenon-blitz og en lyssensor trækker op i vurderingen, men det trækker fra, at man er nød til at åbne telefonen og tage batteriet ud for at komme ind til hukommelseskortet. Mobilen ligger ganske godt i hånden ved fotografering, og man behøver ikke at skifte greb for at ændre indstillinger.
I hurtigmenuen kan man ændre blitz-mode, motiv-mode, ændre eksponeringskompensation og sekvens-mode. Derimod har man gemt indstillinger for hvid-balancen og makro i en undermenu, hvilket er lidt synd. Den trykfølsomme skærm har god respons, så det er ikke noget problem at håndtere menuerne med fingrene.
Det enkleste i verden burde være at tage billeder i fuldt dagslys. Selv her mislykkedes Viewty med et svagt rødstik i billederne, som får folks bukser til at se lilla ud. Indendørsbillederne har et lignende, men mere interessant farveproblem. Benytter man auto-mode, ser vi samme rødstik, men slår man over til mest egnede motiv-mode, får man i stedet gulstik i billederne.
Det støjer også noget, men det er så tilpas ufarvet, at det ikke forstyrrer nævneværdigt. Slukker man lyset, dukker andre problemer op. Ved lange eksponeringer bliver farverne overmættede, og stearinlysets lue bliver spøgelsesagtig. Viewty har også problemer med at fange skarpheden. Med blitzen på bliver farverne udvandede og belysningen blive ujævn, selv på så kort afstand som over et middagsbord. Makrobillederne blev gode, men selv da uskarpe.
Karakter:
Billedkvalitet: 3
Brugervenlighed: 4
Funktionalitet: 4
Kvalitetsindtryk: 5
Samlet vurdering: 3
Pris: kr. 3.269
Plus:
hurtig skærm
god trykfølsom skærm
ufarvet støj
Minus:
ingen linsebeskyttelse
dårlig blitz
farveproblemer
Nokia N82 (bedst i test)
På papiret er N82 en endda bedre kameramobil end N95. Men billedbehandlingen giver en overdreven skarphed, som ikke altid er behagelig.
Nokia kører, som man plejer, med sin Tessar-linse fra Carl Zeiss, noget som har fungeret godt tidligere. En ordentlig Xeron-blitz er en god overraskelse, og ligeledes at man har en meget god linsebeskytter. Hukommelseskortets låge er lidt trang, men er i det mindste tilgængelig fra ydersiden, hvis man ikke overfører billederne med kabel eller Bluetooth i stedet.
Mobilen ligger relativt godt i hånden. Menuen er ganske god, med alt direkte tilgængelig fra topmenuen. Knapperne er ikke specielt vellykkede, da de er så små, at de kan være vanskelige at ramme.
Udendørsbillederne har korrekte farver og ser skarpe og gode ud. Næsten lidt for skarpe. Ser man nærmere efter i detaljerne, ser det ud som om N82 har et temmelig aggressivt skarphedsfilter. Indendørsbillederne er bedst i testen. Alt ser naturligt ud, og støjen er knap mærkbar.
Men selv her mærker man sig den overdrevne skarphed, når billederne blæses op på en stor dataskærm. I dårlig belysning gør den et godt job med god skarphed, selv om farverne er i overkanten varme. Slår man blitzen til, får man et relativt godt oplyst billede, men i stedet bliver farverne lidt vel kolde og man taber betydeligt i kontraster. Nærbillederne afslører igen at skarpheden er for hård, noget som giver skarpe kanter.
Karakter:
Billedkvalitet: 4
Brugervenlighed: 4
Funktionalitet: 4
Kvalitetsindtryk: 4
Samlet vurdering: 5
Pris: kr. 4.499
Plus:
gennemgående gode billeder
hurtig skærm
Minus:
overdreven skarphed
dårlige knapper
Nokia N95 8GB
I grunden bliver billederne rigtig gode, men det er i efterbehandlingen, at Nokia roder det til med en alt for hård komprimering - helt unødvendig.
Ved første øjekast bliver man som fotointeresseret ikke specielt imponeret af den opdaterede N95. Modellen har Tessar-linse fra Carl Zeiss, men kun en fotolampe i stedet for en ordentlig blitz. Eller rettere sagt er det en Xenon-blitz, men den er så lille og svag, så det lige så godt kunne være en diode.
Grebet er acceptabelt, og takket være den let gummiagtige belægning føles det aldrig, som om der er nogen fare for, at den glider ud af hånden. Skærmen er lidt større end på N82, men føles ikke lige så hurtig. Derimod er farverne mere korrekte. Menusystemet er det samme som på N82.
Udendørs fungerer N95 som forventet godt. Til forskel fra N82 er der ikke overdreven skarphed i billederne, men derimod mærkes det, at billederne af en eller anden grund er hårdere komprimeret. Hvorfor, kan man spørge sig, når telefonen har otte gigabyte hukommelse indbygget.
Indendørs billederne er også gode, så længe man ikke kigger for nøje langs skarpe kanter, hvor komprimeringen synes tydelig. I stearinlysets skær får man i auto-mode dårlig kontrast og et for mørkt billede - med rigtig scene-mode får man en ligeså dårlig kontrast, men i stedet overdrevent lys. Støjen er derimod ikke så slem. Blitzlampen er ikke helt tilstrækkelig, og det giver problemer med skarphedsdybden, samt at farverne er lidt for blege. I makro-mode er det også problemer med skarphedsdybde, og komprimeringsproblemerne synes tydelig.
Karakter:
Billedkvalitet: 4
Brugervenlighed: 4
Funktionalitet: 3
Kvalitetsindtryk: 5
Samlet vurdering: 4
Pris: kr. 5.799
Plus:
gode kontroller
jævn billedkvalitet
Minus:
hård komprimering
dårlig blitz
ingen linsebeskyttelse
Samsung SGH-H800
Det ser ud som et almindeligt kamera, har funktioner som et almindeligt kamera og markedsføres som fotografens mobiltelefon. Men billederne bliver dårlige.
Tilhører man dem, som ikke kan lide plastic og er bange for at ødelægge mobilen, kommer man til at elske G800. Den giver indtryk af at være bygget af solidt aluminium og har en betryggende tyngde. Autofokuslampen og lyssensoren har selskab af en virkelig Xeron-blitz.
På oversiden finder vi søgeren, som afslører, at G800 er den første mobil, som faktisk har optisk zoom. Ved siden af sidder der en usædvanlig god udløserknap, som både føles stabil og har et tydeligt trykpunkt. Indtil videre godt gået af Samsung. Menuen giver adgang til de vigtigste indstillinger. Skærmen er ganske hurtig, men ikke i klasse med Nokia.
Med tanke på udførelsen, funktioner og markedsføringen af G800, havde vi forventet et ganske godt resultat. I hvert fald udendørs. Men billederne ser uklare ud, og en uvelkommen gullig tone undergraver indtrykket. Derimod er billederne ikke så hårdt komprimeret.
Indendørs er det også et orgie i gulstik, men her får man også tydelig støj på den hvide væg. I svagt lys med lang eksponering bliver det uskarpt, men farverne er acceptable. Med blitz bliver det i stedet for mørkt med støj. Makro-mode er heller ikke god med fejlagtig fokus. Det trækker også fra, at der næsten ikke er nogen information om kameraindstillinger i billedfilen.
Karakter:
Billedkvalitet: 2
Brugervenlighed: 5
Funktionalitet: 5
Kvalitetsindtryk: 6
Samlet vurdering: 3
Pris: kr. 3.539
Plus:
optisk zoom
passende komprimering
velbygget
Minus:
en stor skuffelse
gennemgående dårlige billeder
Samsung SGH-G600
Det holder ikke at klemme endnu flere megapixels i en kameramobil, hvis alt andet mangler. Billederne bliver store, men dårlige.
Det er forbavsende, at SGH-G600 regnes for en kameratelefon, eftersom det meste, man er ude efter, savnes. Linsen er den samme legetøjsagtige, som på de fleste almindelige kameratelefoner, og som blitz må man lade sig nøje med en elendig diodelampe. Det var derfor med en vis skepsis, vi forestillede os hvordan fem megapixels billeder skulle blive. Menuerne er ganske let anvendelige, men funktionerne er mere egnet til leg end gode billeder. Skærmen er meget langsom, specielt under mørke forhold. I de tilfælde tager det lang tid at fokusere, eftersom der ikke findes nogen hjælpelampe.
Også Samsung virker til at være glad for at komprimere så meget som muligt. Det kan man undre sig over, når hukommelseskort er så billige, som de er. Kontrasten er lidt overdreven, men værre er det med gulstik, der ikke får billederne til at se varme ud, men bare misfarver.
Indendørs blev billederne ikke bedre. En grålig dis lægger sig over hele billedet. Desuden er skarpheden langt fra den bedste, og komprimeringen kan ses. Det dæmpede middagsbillede ødelægges af, at G600 ikke lykkedes med at fokusere, og at der er tydelig støj. Savnet af en ordentlig blitz giver et meget dårligt resultat med et kraftig blåstik i billedet. Makrobillederne er også uskarpe og har et meget kraftigt gulstik.
Karakter:
Billedkvalitet: 3
Brugervenlighed: 3
Funktionalitet: 3
Kvalitetsindtryk: 4
Samlet vurdering: 3
Pris: kr. 2.999
Plus:
beskyttet linse
Minus:
gulstik
hård komprimering
dårlig blitz
Sony Ericsson K850i
Noget har Sony Ericsson gjort rigtigt, for billederne er skarpe. Derimod er det anstrengende at bruge, og indendørs bliver resultatet ubalanceret.
K850i har en forside, der ser ud som en mobiltelefon og en bagside, der ligner et kamera. Blitzen er seriøs, ingen fotolampe her. Udløseren er smal og ganske vanskelig at trykke ned. Menuerne er ikke så dårlige. De fleste indstillinger ligger relativt enkelt tilgængelig i menuen. Men det havde været bedre med hurtigknapper for de vigtigste funktioner.
Derimod savnes eksponeringskompensation helt, og det er skidt. Endnu værre er det, at knapperne er så besværlige. Navigeringsknappen er en besværlig, tynd plastramme, som ligger mellem cifferknapperne, hvilket gør det let at komme til at ramme dem i stedet. Menu knapperne er touchknapper i nederste del af skærmen, og ofte må man dunke med fingeren et par gange, før der sker noget.
Udendørs billederne virker tiltalende, bløde og behagelige. De opleves desuden som skarpe, men om det handler om optikken, eller om de bare ikke er komprimeret helt i stykker er svært at afgøre. Derimod kan man klage over visse optiske forstyrrelser og lilla kanter.
Indendørs er der ganske megen småstøj på den hvide væg, mens de sorte partier trækker mod det blålige. Middagen i dæmpet belysning skal man ikke fotografere uden blitz, uanset om det er på automatik eller i motiv-mode. Med blitz bliver det bedre farver og hyggelig oplyst, selv om skarpheden ikke blev så god som ønsket. Nærbillederne blev ganske gode, men med ujævn skarphed.
Karakter:
Billedkvalitet: 4
Brugervenligehed: 3
Funktionalitet: 4
Kvalitetsindtryk: 4
Samlet vurdering: 4
Pris: kr. 3.499
Plus:
skkarpe billeder
bløde udendørs billeder
pæne blitz billeder
Minus:
dårlige knapper
ingen eksponeringskompensation
Konklusion
Er der noget, vi kan konstatere, så er det, at kameramobilerne har langt igen, før de når op på kvaliteten hos dagens kompaktkameraer.
Derimod var det meget interessant at sammenligne med et ældre kompaktkamera med samme specifikationer, for der var kvaliteten på samme (lave) niveau. Dette til trods for at både optik og sensor er større, hvilket giver enorme fordele.
Bedre elektroniske komponenter og kraftigere processorer for billedbehandling kan altså i dag opveje dette. Med tanke for hvor hurtigt kompaktkameraerne har udviklet sig de seneste år, kan vi forvente os en tilsvarende hurtig udvikling hos mobilerne.
Så svaret på det indledende spørgsmål er, at du kan smide dit gamle kompaktkamera ud og få tilsvarende billeder med en moderne kameratelefon. Derimod er det en god idé. at komplementere med et nyt kompaktkamera i de tilfælde, hvor billedkvaliteten virkelig er vigtig. Det er vanskelig at være entusiastisk over for nogen af kameramobilerne, men i det hele taget gør Nokia-telefonerne det godt. LG havde for store farveproblemer, og Samsung gav gulnede billeder. Sony Ericsson skal have ros for, at de ikke ødelægger skarpheden i billederne.