Fortsæt til indhold
Digitalt

Test: Vælg det rette videokamera

HD-videokameraerne er generelt gode, men det kræver computerkraft at redigere sine egne optagelser.

Testet af norske Lyd & Bilde

Efter at have indkøbt fladskærm og indset at der ikke findes alt for mange højopløste kanaler at se på, får man måske lyst til selv at indspille sit eget materiale – men er det tid for et HD-videokamera allerede?

Svaret på spørgsmålet er ”ja” – men ikke for alle. Efter at have testet seks HD-videokameraer kan vi med sikkerhed sige, at der findes imponerende apparater på markedet. Generelt er kvaliteten god. Problemet ligger mere i den datakraft, der kræves for at redigere filmene, samt at man behøver en del yderligere dyre faciliteter for at få det meste ud af et HD-videokamera. Er man indforstået med disse ulemper, kan man imidlertid få taget nogle virkelige perler.

High Definition, højopløsning, indebærer, at fem gange så mange billedpunkter skal benyttes for at lagre informationen sammenlignet med en traditionel standard opløst film. Det giver gode muligheder for imponerende skarphed. Forskellige typer HD-kameraer er tilgængelige. Forskellene ligger i, hvilke komprimeringsformater kameraerne benytter, og hvilket medium filmene lagres på.

Kameraer, som indspiller på harddisk, har større lagringskapacitet end kameraer, som indspiller på hukommelseskort, men de er på den anden side større og mindre håndterbare. Der findes kameraer med indbygget DVD-brænder, men ulempen er at disse diske ikke kan bruges direkte i en DVD-afspiller tilkoblet tv´et. Det sidstnævnte alternativ står Hitachi for med sit kamera med indbygget Blu-ray afspiller. Ganske vist tager det plads, men disken kan afspilles direkte i en almindelig Blu-ray afspiller. Vi har valgt at teste kameraer med forskellige lagringsløsninger, eftersom det er op til brugeren hvad der passer bedst.

Premiereaftenen

Når materialet er klippet og klart, er problemet så, hvordan man deler det med andre. Det går ikke an bare at brænde det højopløste materiale på en DVD skive, så disse bliver klar til afspilning på en almindelig afspiller. Man er helt enkelt henvist til de nye, højopløste formater – og da må man punge op med en klækkelig sum for brænderen. Og så er det jo langt fra sikkert, at svigerforældrene har en HD-afspiller, eller for den sags skyld en højopløst skærm.

Ny teknologi er ofte dyr teknologi, og man kan altså ikke forvente at have de samme muligheder med HD-videokameraer, som man i dag har med lavopløste videokameraer. Hvis man da ikke er klar til at investere i mere end selve kameraet selvfølgelig.

Tænk lidt selv

Løftet om knivskarp film lokker selvfølgelig meget. Vi har altså kastet os over seks HD-videokameraer. for at finde ud af hvilke der fortjener at lægges i tasken med tøjet til vinterferien. Men man skal ikke stirre sig blind på vores vindervalg. Gå i stedet ud fra dine egne behov – det er kun på den måde, man kan virkeliggøre sine egne fotodrømme!

Brug ikke penge på funktioner som aldrig vil blive brugt, men se efter om de funktioner, du virkelig har brug for. Det vil være fint at gennemtænke nogle grundlæggende spørgsmål. Spiller størrelse og vægt nogen rolle? Et større kamera giver næsten altid bedre kontrolmuligheder, men det kan medføre, at man lader det ligge derhjemme.

Er det vigtigt, at kameraet har en natmodus? Vil man sigte og optage på en enkelt måde, er god automatik vigtigt. Eller ønsker man at eksperimentere med gode manuelle kontroller? Batteritiden er værd at se på – de fleste kameraer i testen har godt med lagringsplads og kan lagre mere film end batteritiden tillader. Muligheden for at tilslutte en ekstern mikrofon – unødvendigt udstyr eller en nødvendighed for akkurat dine film?

AVCHD – fremtidens format

Fem af seks kameraer i denne test lagrer filmene i formatet AVCHD eller en variant af dette. Det er udviklet med hensyn til hjemmebrug snarere end professionelt brug, og hovedvægten er lagt på effektiv komprimering snarere end perfekt kvalitet. Alt sammen for at vi skal få plads til så mange bryllups- eller ferieminder som muligt.

Formatet benytter en komprimeringsteknik som kaldes Long-GOP. Det indebærer, at mange billeder ikke er lagret som selvstændige billeder. I stedet består de af information om, hvad der er ændret siden forrige billede.

At arbejde med materialet kræver en kraftig pc med meget arbejdshukommelse og en hurtig processor, gerne en flerkernet. Det kan altså blive en pinefuld affære at forsøge at lave noget morsomt ud af filmen fra barnets fødselsdagsselskab, hvis man ikke har en hurtig pc. Konklusionen er alligevel, at AVCHD med rette kan kaldes fremtidens format – det er bare ikke helt modnet endnu.