Verdens dyreste fyldepen
Den kan skrive. Verdens formentlig dyreste fyldepen har set dagens lys og må være en seriøs kandidat som gadget til manden, der har alt.
Sådan én har kun de få, og klubben af indehavere bliver eksklusiv - fyldepennen, der findes i tre varianter og kun findes i i alt ni eksemplarer, koster 730.000 dollars eller noget i retning af 4,3 mio. danske kr.
Fyldepennen - the Limited Edition Mystery Masterpiece – er skabt som et samarbejde mellem Montblanc og Van Cleef & Arpels. Se hvad vi kan, siger firmaet i kor, og der er også grund til at løfte øjenbrynene bare et øjeblik.
Man får et helt unikt skriveværktøj med rubiner, smaragder, ikke færre end 840 diamanter og over 20 andre ædelstene.
Meget kan man sige, men med sådan et redskab i hånden, må man vel være i stand til at skrive under på hvad som helst.