Ny Messenger får audio/video-feature
<p>Microsoft-medarbejder løftede sløret for den nye udgave under et møde med studerende på Georgias Institute of Technology.</p>
Windows Messenger-brugere verden over kan se frem til en ny version om cirka et års tid.
Det afslørede en Microsoft-medarbejder over for studerende på Georgias Institute og Technology i USA. Medarbejderen Andrew Jenks er tidligere studerende på stedet, men blev rent faktisk ansat af Microsoft, inden han afsluttede sin eksamen.
Andrew Jenks fortalte de studerende, at Microsoft arbejder på et nyt Messenger-udviklingsværktøj specielt til programmører, og nærmest i en sidebemærkning tilføjede han, at udviklingsværktøjet ville være klar i en beta-version, samtidig med at Windows Live Messenger 9 sendes på gade sidst i 2008 eller tidligt i 2009. Det skriver LiveSide.net.
Det kom også frem, at Microsoft arbejder på at tilføje et video/audio chatværktøj til flere personer, men det vides endnu ikke, om det kommer med i Messenger 9 eller først i Messenger 10.
Microsoft vil i øvrigt ikke længere opdatere Messenger til Mac, men i stedet udvikle en ny version til Mac OS X. Til gengæld arbejder Microsoft på en opdatering af den Messenger 7, der benyttes i Xbox Live.