Fortsæt til indhold
Digitalt

Test af MSI Prestige 15: Flot arbejdsmaskine fra gamingspecialist

Alt skal jo ikke være arbejde, og det forstår denne bærbare pc fra gamingspecialisten MSI. Den er som skabt til den rejsende forretningsmand, der også har et liv ved siden af jobbet.

Peter Hyldahl

Bærbar computer:

MSI Prestige 15

Pris:

11.200 kr.

MSI er først og fremmest kendt som producent af gamingcomputere – også bærbare. Men denne model, MSI Prestige 15, er ikke kun en gamingbærbar – det mere end antyder det nydelige, mørkeblå aluminiumsdesign.

Den 15,6” store skærm har en smal ramme. Der er ikke mange effekter, og på oversiden af låget er der blot et nydeligt logo. Gamingslægtskabet bliver dog lidt afsløret, inden vi tager maskinen i brug. Prestige 15 har nemlig ekstra plads til køling og synlige køleribber. Der er altså noget, som kan blive varmt under tasterne …

Stærk motor

Det, der bliver varmt, er en Core i7-processor og et Nvidia GTX-grafikkort. Dette parløb afslører, at maskinen i allerhøjeste grad er gearet til at håndtere tunge grafikopgaver. Læg dertil 16 GB hukommelse, og så er du altså godt kørende med en heftig motor under kølerhjelmen.

Læs også: Dell er klar med verdens mindste 17-tommers laptop

Det er godt nok ikke en rendyrket gamingmaskine, vi har på testbænken her. Men der er ikke mange spil på Steam og andre tjenester, du ikke kan fyre af. Og det får du lyst til, for den store skærm indbyder til både spil og underholdning.

Under gaming kan du i den grad mærke, at GTX 1650-grafikkortet ikke har problemer med at trække full HD-skærmen. Skærmbilledet har ikke helt den samme ro, som du oplever med større og kraftigere gamingmaskiner, men Prestige 15 er ret godt med.

Hvis du streamer film, nyder du, at skærmen har god glans og høj skarphed. Her kunne vi dog godt ønske os højere opløsning, da rigtig mange serier og film i dag kan streames i 4K.

Tynd og let

Men nu er der jo heller ikke tale om en rendyrket underholdnings-pc. MSI er rettet mod forretningsfolk – især dem, der rejser meget, og som også har et liv ved siden af jobbet. Til prisen på omkring 11.000 kr. får målgruppen en særdeles vridningsstabil bærbar, der med sine 1,65 kilo bestemt egner sig til den omkringfarende leder. Prestige 15 er blot 1,6 cm tyk – bestemt godkendt.

Læs også: Huawei MateBook X [TEST]: Lækker letvægter fuld af kræfter og funktioner

Tastaturet er oplyst og har en let gummiagtig overflade, og det minder på mange måder om de gode tastaturer, som vi kender fra Lenovo. Det er i fuld størrelse – selv piletasterne har størrelse som de øvrige taster. Vi sætter også pris på, at touchpaden er ekstra bred, og at der er indbygget fingeraftryksscanner i den. Samlet set skaber det indtrykket af et rent og lækkert design, hvor alt bare fungerer.

Maskinen fanger hurtigt de netværk, den kender, og opfører sig i det hele taget meget eksemplarisk og stabilt. En klar anbefaling herfra!

Artiklen er publiceret i samarbejde med altomdata.dk
Artiklens emner
MSI