Guide til bilisten: Kør mere miljøvenligt
Især brændstofforbruget har stor betydning. Sparer man der, sparer man også på CO2-udledningen.
Sætter du dig ind bag rattet med ønsket om at køre mere miljøvenligt, starter vejen dertil med at køre mere brændstoføkonomisk.
Sparer man der, sparer man nemlig også på CO2-udledningen.
Det allervigtigste er at køre i det rigtige gear og - så vidt det er muligt - med jævn hastighed ved at undgå hårde opbremsninger og pludselige accelerationer.
Forudseenhed i trafikken er også en væsentlig faktor, fremhæver Søren Holten Jacobsen, chefinstruktør på FDM Sjællandsringen.
- Slip speederen i god tid frem mod et kryds. Man skal ikke træde koblingen ud imens, for så opstår der tomgangsforbrug. Slip speederen, så man får nulforbrug, råder han og fortsætter:
- Man skal også holde sekunders afstand til den forankørende - både sikkerhedsmæssigt, men også brændstoføkonomisk. Hvis den forankørende varierer farten en lille smule, kan du stadig holde din egen hastighed.
Kører man med campingvogn, har cykler eller en tagboks på taget, øges vindmodstanden, og det koster også energi.
I de kommende kolde vintermåneder kan vejret også påvirke bilen. Især når bilen skal startes i den bidende kulde, forklarer Søren Holten Jacobsen.
- Man skal selvfølgelig have iset ruderne af, men bilen har ikke godt af at stå i tomgang. Motoren skal varmes op, men det er mest effektivt, at den varmer op, mens man kører, siger Søren Holten Jacobsen og tilføjer:
- Man skal ikke give den fuld skrald til at starte med, for motoren er jo kold, så man skal køre forsigtigt med den.
Inden man sætter sig bag rattet, skal man overveje, om det overhovedet er turen værd. Især hvis man eksempelvis bruger bilen i morgenmylderet til arbejde, som ligger en overkommelig afstand fra matriklen, lyder det fra dokumentationschef ved Rådet for Sikker Trafik Jesper Sølund.
- Én ting er måden, man kører på, men hvis der er så meget trængsel, at du hele tiden skal stoppe op, accelerere, stoppe op og accelerere, er det i sig selv ikke særligt økonomisk, siger Jesper Sølund og fortsætter:
- Mange af de her ture er på fem-otte kilometer, og så kan man lige så godt cykle. Motion og sundhed er også et aspekt, som kommer ind her.