Forrygende dansk computerspil rydder op i din hjerne

Det starter med et trafikuheld. Den traumatiske begivenhed bliver ikke udpenslet på nogen måde. Blot forbi-glidende gadelamper i roligt mørke og en afslappet samtale mellem et barn og et forældrepar, der pludseligt afbrydes af splintret glas og hvinende bremser. Så er vi i gang.

Denne elegante kickstart er karakteristisk for det splinternye, danske spil Figment, som på smuk vis fortæller sin historie med håndtegnet charme og en lydside, der forbløffer med sin musikalitet og idérigdom fra start til slut. 

Spillet igennem befinder vi os inde i hjernens forskellige afdelinger, hvor vi i skikkelse af den modvillige helt Dusty (som repræsenterer hjernens mod) og hans makker, den evigt optimistiske fugl Piper, må tage kampen op mod de væmmelige mareridt og mørke væsener, som vælter rundt i hjernens fin-tunede mekanikker og laver rod i systemet med skepsis og ildelugtende kaos. 

Historien starter i den ydre storhjerne, og herefter arbejder vi os videre igennem gåder og udfordringer i hjernens forskellige landskaber og afdelinger, fra de kreative ”friheds-øer” beplantet med ukuleletræer, bløde kålorme-broer og blomster formet som tubaer og trompeter til ”clockwork town”, hjernens logiske kraftcenter, hvor man skal finde vej gennem landskaber fyldt med snurrende tandhjul, metalrør, gamle telefonskiver og knirkende hejseværk. 

Metaforikken er poetisk gennemført ned til de mindste detaljer. Såsom når hjernens belønningssystem udskiller endorfiner efter en vundet kamp mod en modstander, der derefter kan samles op som lysende power-perler og tilfører ekstra energi til næste udfordring. Eller som når man støder på Tunge Tanker, der i kraft af deres vægt kan bruges til at løse en puzzle. Eller som når det værste mareridt af dem alle dukker op i form af et fire-armet insektlignende monster, der fyrer sorte kugler af fortvivlelse afsted mod en, mens dens ekko-forstærkede stemme fylder landskaberne med demotiverende beskeder om meningsløsheden ved alt. 

”Your struggle is pointless friend! Everything is!” råber det lilla mareridt, mens det stikker af ind i et nyt område af hjernen på sine elastiske langben, indsvøbt i et soundtrack af dyster heavy metal.

Det bedste af det hele

Og lige her har vi det bedste af det hele ved Figment: Spillet er sprudlende musikalsk. Hvert område har sit eget lydmæssige udtryk, og hver modstander bryder ud i sang som i en musical, når handlingen når et højde- eller vendepunkt (eller, som det hedder i computerspil-sprog: Når vi når til en bossfight). 

For eksempel er den logiske del af hjernen indsvøbt i et lydlandskab af tørt anslåede strengeinstrumenter og tiktak-tiktak-tiktak-rytmik, krydret med raslen fra hejsemekanikker og let summen fra lyspærer. Og ud af dette landskab dukker hovedmodstanderen op: en dramatisk, fransktalende edderkop, der kaster sig ud i en skøn, triphoppet og ret kælen sang som en anden cabaret-stjerne – og, efter et par hårde slag, dør langsomt og dramatisk, som i en opera. Det er fantastisk. 

Hvert lille fuglehus, hver metalkasse, hvert tandlæge-traume og hver trompetblomst afgiver sin egen stemning eller lyd i musikken, og det er så fin en idé, at der står efterladte instrumenter overalt rundt omkring i hjernelandskabet som et levn fra (og måske en vemodig påmindelse om) hjerne-indehaverens tidligere musik-hobbies, der er blevet forladt. Musiktemaet slås da også an i et af de minder, man samler op på sin vej gennem de mange puzzles. ”Jeg vidste ikke, du kunne spille ukulele. Men hop nu ud i bad”, lyder det fra et par mor-ben i en døråbning. Oh, smerte, al den upåskønnede kreativitet. Det er lige, så man ser for sig, hvordan ens eget ikke-vedligeholdte guitar-spil står og støver til som et gammelt slot inde i ens egen hjerne.  

Bilulykker og dødsmetal

Udover den gode og meget varierede musik er sangteksterne også fyldt med skøn poesi. Tag blot en linje som ”Too much fear went through the gate / and left it in an altered state”. Det er jo vidunderligt. Og der er meget af det. 

Efterhånden som Dusty og Piper får kæmpet sig vej til de mere bevidste dele af hjernen (her er landskaberne fyldt med tykke bøger, floder af kaffe og trapper lavet af post-it-notes) begynder trafikuheldet fra begyndelsen at optræde tydeligere. Vejskilte og knuste ruder indtager landskabet, som bliver mørkere og mørkere. Torden og regn tager til, hjernens forsvarsmekanismer bliver ondere. 

”You will lose everything! You will lose everyone!” synger det lilla insektmonster i et storslået grunge-nummer, der får min kærlighed til spillet til at stige endnu et hak og giver mig lyst til at høre Soundgarden og Pearl Jam resten af dagen. Fabelagtigt. Men kort efter bliver tingene endnu mørkere…

Jeg afslører ikke mere; blot at her er endnu et unikt spil fra danske spiludviklere, som vi kan være stolte af. Spil det med dit musikalske barn (de vil elske det). Spil det med dine forældre, der tror, at computerspil ikke er kreative og opfindsomme. Spil det, hvis du elsker uptempo skramle-jazz, eller hvis du elsker dødsmetal, eller musicals, eller bare vil overraskes. Spil det, hvis du er stresset. Spil det, hvis du har slået hovedet. 

Og sidst men ikke mindst: Spil det, hvis du vil mindes om det glemte, kreative projekt, der måske står og falder hen et sted inde i din egen hjerne, men længes efter at blive aktiveret. Der er kræfter derinde, som er klar til at hjælpe. De skal bare lige op og i gang.

Launch-trailer: