Mobning blev til ensomhed: »Jeg besluttede, at jeg ikke gad alt det der venskabsfis«

Den dag i dag kan han ikke gå under en viadukt eller tunnel uden at se sig frygtsomt over skulderen.

Ligesom han stadig har nætter, hvor han ikke kan sove eller vågner op badet i sved, fordi barndommen endnu en gang har indhentet ham.

Men for 26-årige Jesper er hverken angsten for at gå under afskærmede steder eller mareridt om gamle plageånder det værste aftryk, som en barndom præget af hård mobning har sat i ham.

Det er ensomheden.

Det, at han ikke har en eneste, han kan ringe til, hvis han skulle få lyst til at se nogen efter en endt arbejdsdag som vagt i et parkeringshus i det indre København.

»Når jeg kigger på folk omkring mig, så ser jeg, at de hygger og smiler og samler sig i grupper. De har venner. Den slags føler jeg aldrig, at jeg har oplevet. Min barndom har været spildt, tænker jeg, for jeg fik aldrig lov til at skabe en god en med venner og leg, som der jo hører til. Og i dag har jeg så svært ved den sociale kontakt. Jeg har ikke den der kammerat, jeg kan ringe og tale med. Jeg føler ikke, at jeg kan stole på folk.«

Den spinkle fyr med det korte, lyse hår tager et langt sug af endnu en rød Prince, skutter sig og ryster på hovedet til tilbuddet om et tæppe til at holde den kolde sommerdag stangen her ved et udendørs cafébord. Det er ikke kulden, men minderne, der får kroppen til at sitre, fortæller han og kigger op med et blik, der skifter mellem insisterende, vredt og pludselig flakkende frygtsomt.

En historie om et mobbeoffer

Historien om, hvordan mobning førte til en barndom og ungdom i ensomhed, begynder for ham i et såkaldt socialt belastet boligkvarter i en større by i Jylland, hvor han boede i de første 12 år af sit liv. Her begyndte han i en klasse, hvor han med egne ord var den ene af tre pæredanske børn; resten var børn af kurdere, tyrkere, thailændere og arabere, og de havde ligesom et fællesskab og sammenhold, som han aldrig blev en del af.

Hvorfor det lige var ham, der skulle mobbes, ved han faktisk ikke. Han var vel det nemmeste offer, konstaterer han med et skuldertræk.

Hvad blev du drillet med?

Igen et skuldertræk. Alt. Han var lille, tynd og havde lyst grydeklip, et udseende, der adskilte ham fra de andre børn og medførte tilråb som homo og svans.

»Jeg VAR vel det nemmeste offer, jeg ved det ikke, jeg ved virkelig ikke, hvorfor det altid skulle gå ud over mig.«

Allerede børnehavetiden husker han som lidt hård, men ikke med den konstante mobning, som skoletiden medførte.

Den begyndte allerede inden skoledagens start, for på vej til skole skulle han under to viadukter. Der kunne der godt stå en flok og vente. Så fortsatte det ellers igennem skoledagen med tilråb, drillerier og skub i frikvartererne, som i timerne skiftede over til knips på ørerne, papirkugler i nakken og hviskende fornærmelser.

Men det værste var, når han skulle hjem. Allerede nede i cykelkælderen kunne han ane, hvad der ventede på hjemvejen, når cyklen var punkteret, kæden pillet af, eller cyklen på anden måde var udsat for hærværk. Så stod de som regel og ventede på ham, når han kom trækkende op fra cykelkælderen. Plageånderne var såkaldte klassekammerater, deres venner, brødre og fætre fra andre klasser.

Når han søgte hjælp hos lærerne, fik han ingen, oplevede han. På ham virkede det, som om de ikke så, hvad der foregik – hverken i klasseværelset eller i frikvartererne –og derfor ikke troede ham.

»Der var en fyr fra klassen; han gik altid ind i mig sådan med en skulder, du ved, når han gik forbi mig. Og når jeg til sidst flippede ud, så var det mig, der blev smidt ud, for lærerne så det aldrig. Til sidst gad jeg ikke engang prøve at fortælle det mere. De troede aldrig på mig. Jeg følte mig totalt magtesløs, og til sidst valgte jeg at tage kampene selv.«

I dag tænker han, at det er anderledes. At man tror mere på børn. Hans oplevelse er, at mobning dengang var et tabu, ingen ville tale om det eller anerkende det som et problem.

»Det virkede på mig, som om de voksne troede, at vi børn bare kunne finde på alle mulige historier. Som om at når de ikke havde set det, kunne det ikke være sket. Men sådan noget finder man jo ikke bare på.«

Efterhånden udviklede den oprindeligt stille dreng et iltert temperament og begyndte også til noget kampsport, så han kunne klare sig selv. Hele skolen kendte ham efterhånden som ”ham den hidsige”, og når han endnu en gang sad uden for døren og kukkelurede, grinede de: »Der sidder ham den hidsige Jesper«.

Selvfølgelig kunne hans mor se, at der var noget galt, at hendes søn var ked af det. Men Jesper sagde aldrig noget hjemme. Han var bange for, om hun ville gøre noget, som ville gøre situationen værre for ham. Hans fem år ældre søster tævede for eksempel en dag en af hans plageånder, da hun overværede et mobberi. Og dér gik det fra ondt til det værre. Så han forsøgte at lade som ingenting derhjemme, men pjækkede eller løj sig syg så ofte, som det kunne lade sig gøre.

Mobning handlede ikke om hudfarve

For ham at se handlede mobberiet ikke om hudfarve, etnicitet eller religiøst tilhørsforhold, men om, at han var anderledes og i mindretal i forhold til en gruppe med et fællesskab.

»Jeg tror, at når det forholder sig sådan, så begynder folk per automatik at få en bestemt opfattelse af en og ser ned på en i stedet for at lære mennesket at kende. Derfor synes jeg, at det er så vigtigt, at forældrene giver den her moralske eller anerkendende opdragelse til deres børn – så de lærer, at her er alle lige, om du er gul, blå, grøn eller rød. Alle skal kunne trives sammen.«

For scenariet kunne lige så godt have været den anden vej rundt, tror han, nemlig at det var etnisk danske børn, der mobbede et barn af indvandrere.

»Hvilket nok desværre sker i skolerne i dag. Og så havde det været en indvandrer, der havde stået her i dag og havde fortalt sin historie i stedet for mig.«

Da Jesper som 12-årig flyttede til København med sin mor, var det med en helt klar erkendelse af, at det var nu, han havde sin chance for en ny start. Nu han havde muligheden for at få de venner, han aldrig havde haft.

»Jeg tænkte, at nu skulle der endelig ro på. Men jeg var så psykisk påvirket, at jeg havde svært ved at åbne op og var indelukket. Jeg fik stablet nogle kontakter på benene, men der var aldrig nogen, der blev tætte. Det turde jeg ikke.«

Løste problemer med vold

Og så kendte den mobbede dreng kun til én måde at løse vedvarende problemer med klassekammerater på: vold. Så da en klassekammerat blev ved med »at spille smart«, som han siger, og han gentagne gange havde bedt ham lade ham være i fred, kammede det over for ham, og han kastede en stol i hovedet på den anden dreng. Der var blod ud over det hele, husker Jesper og ryster på hovedet, imens han piller endnu en cigaret ud af pakken.

»Men læreren på den nye skole var ret cool. Han sagde bare noget med, at det var sgu ikke så smart lige her inden sommerferien, men der var ingen løftede pegefingre. Jeg tror, at han kunne se, hvordan jeg havde det. Det var første gang, at jeg oplevede det.«

Han faldt dog ind i en gruppe, hvor sammenhængskraften i smøger og småballade snart blev afløst af hash og hærværk. Men han hørte til et sted, følte han, selv om det krævede, at han fulgte gruppen og holdt facaden som en af dem.

»Min samvittighed sagde, at det var skidt, det vi lavede, men hvis det var det, der skulle til for at være med, så gjorde jeg det. Og med hashen følte jeg, at jeg ikke behøvede nogen facade, at jeg for første gang nogensinde bare kunne slappe af og være mig. Selvom det selvfølgelig også var en slags facade at være skæv hele tiden.«

10. klasse droppede han ud af, han var for rastløs til mere skolebænk, og efter nogen tid på kokke- og tjeneruddannelsen droppede han også det. For allerede på det tidspunkt havde han blikket rettet frem mod en familie og dens fællesskab, som han vidste, han ville have. Og her passede arbejdstiderne i restaurationsbranchen ikke ind. Det gjorde livet i hashtåger sådan set heller ikke, men det var til gengæld sværere at slippe.

Ud af hashmisbruget og ind i uddannelse

Historien her tog et dramaturgisk vendepunkt, da Jesper som 18-årig en tilrøget aften til en fest forsvandt fra sig selv og sin bevidsthed. Han blackoutede. Op til flere gange.

»Dagen efter sagde jeg til mig selv: Vil jeg virkelig det her, eller vil jeg videre?«

Han valgte det sidste og tog en kold tyrker med koldsved, cigaretter og stædighed. To forfærdelige uger, hvorefter han aldrig kiggede sig tilbage efter den flok, han havde hængt med. Og han vidste, at han nu var helt alene igen. Men sådan måtte det være, for at han kunne stable den fremtid på benene, som ville kunne bære hans familiedrømme.

Som 22-årig blev han uddannet som sikkerhedsvagt med topkarakterer i flere fag.

»Jeg var sgu selv helt rystet, det var en fed fornemmelse, og jeg er virkelig stolt af det,« siger han og smiler et af sine flygtige smil.

Fra sikkerhedsvagtuddannelsen fik han også »stablet nogle bekendtskaber på benene«, som han siger. Sådan nogle, som han kunne tage ud i flok med og tage en øl med og tale om tiden på vagtskolen. Samtidig flyttede han ind hos en 10 år ældre fyr, som tilbød ham et værelse på Nørrebro, og her oplevede han det tætteste, han synes, han har været på et rigtigt venskab. Sådan noget med at kunne tale om damer og have hinandens ryg.

Det holdt bare ikke ved. Da Jesper valgte at flytte til Helsingør med sin kæreste og lille datter, så han ikke mere til vennen.

»Kom og besøg mig«, opfordrede han ellers og tilbød oven i købet at betale billetterne til toget. Men turen var åbenbart for lang fra København, og pludselig vendte hele hans barndom tilbage til ham.

»Jeg fik bare den her følelse af, at jeg aldrig kan stole på nogen. Så jeg besluttede, at jeg ikke gad alt det der venskabsfis, for det er det samme, der sker igen og igen.«

Forsøgte selvmord – og opgav

Jesper holdt sig til sin 10 år ældre kæreste, og de blev gift, selv om forholdet gik op og ned. Blandt andet fordi hans angst for at binde sig og blive svigtet spillede ind. Men det var den eneste base, han følte, at han havde.

Alligevel sank Jesper sank dybere og dybere ned i et depressivt dødvande. Til sidst besluttede han sig for at tage sit eget liv ved røgen fra en kuglegrill. Men som han lå der på sofaen og ventede på at sove ind i den forgiftede røg, sagde noget i ham, at det her var helt forkert. Så han åbnede vinduerne og trillede kuglegrillen ud igen.

Næste dag tog han til læge og fik konstateret en dyb depression, og i tiden efter levede han på sygedagpenge, lykkepiller og samtaler hos en psykolog. Datteren, som i dag er tre år, var planlagt, men forholdet til konen kunne ikke holde, så i dag er datteren hans på halv tid efter skilsmissen i vinter.

Den seneste årrække har bortset fra den store glæde ved at blive far været hård for Jesper. Først døde hans højt skattede mormor i en trafikulykke, og hermed forsvandt omdrejningspunktet for den følelse af familiefællesskab, der kun opstod med og omkring hende ved højtider og familiefrokoster. Med hende døde også den oldemor, som Jesper havde glædet sig til, at hun skulle være for hans datter. Hun nåede aldrig at leve op til titlen på det krus, han havde foræret hende, med påskriften “oldemor”.

Herefter døde den tante, som altid havde holdt af ham, som han var, ligegyldigt hvad den mobbede dreng gjorde.

I vinter tog døden et andet fast holdepunkt fra den unge mand, hans stedfar.

»Han var der for mig. Og respekterede mig sindssygt meget og har været et forbillede. Han gjorde så meget for andre. Han var selv flygtet fra Algeriet, kom hertil, fik skabt sig et liv, som han så brugte på at hjælpe andre. Da han døde af et slagtilfælde, kom der mennesker fra hele Europa til hans muslimske begravelse. Vi anede ikke, at han havde betydet så meget for så mange,« siger han og sidder lidt og kigger ned i askebægeret på cafébordet.

Drømmen om en ven – og håbet for datteren

»Jeg synes, at mit liv har været meget kaotisk i forhold til, hvor gammel jeg er. Der sker for meget ...«

Jesper ryster på hovedet og skodder stumpen af en cigaret. Han har taget en beslutning, fortæller han. Han VIL ikke være ensom mere.

»Næst efter min datter så er mit største fokus lige nu at få stablet noget socialt på benene. Ikke bare sådan noget med at gå ud i en gruppe og drikke sig stiv. Nej, sådan noget med en, man kan ringe til og spørge: ”Vil du med ud at spise?”. Eller ”skal vi grille i aften?”. Eller bare gå en tur i Kongens Have. Når man kigger rundt – det er jo det, folk gør.«

Han lader blikket følge en gruppe af unge, som pjattende og grinende forsvinder med armene slynget om hinanden ind i den grønne park midt i København.

Nemt er det ikke, erkender han. Og om det nogensinde lykkes, ved han heller ikke. Men han vil tro på det. Det er hans store drøm. En ven, og så at hans datter aldrig nogensinde skal gå igennem det, han har været udsat for. Det vil knuse hans hjerte, er han overbevist om.

»Og hvis hun på den anden side driller, vil hun komme til at se sin far sur. Hun skal lære at acceptere andre og tage dem, som de er – ligesom min stedfar lærte mig. Hun skal have den samme fordomsfrie opdragelse, som jeg selv har fået. I min familie dømmer vi ikke nogen. Ligegyldigt hvor du kommer fra, eller hvem du er. Sådan skal hun også være.«

Ensomhed bliver mobningens følgesvend

Ensomhed er stort problem blandt de helt unge, hvor der også er sket en mindre stigning i antallet af ensomme, viser en analyse fra ensomhedsforsker og lektor ved SDU & Region Midt Mathias Lasgaard og Katrine Rich Madsen, Statens Institut for Folkesundhed – og den ensomhed grundlægges for nogen i barndommen, fortæller forskeren.

Det bekræfter seniorkonsulent hos Børns Vilkår Bente Boserup, og hun fortæller, at ensomheden ofte er et resultat af mobning.

Ensomhed er på børnenes top-10

Hun er tidligere chef for Børnetelefonen, hvor børn kan ringe ind og tale om deres problemer.

»Når vi taler med børn og unge, som er ensomme, har de ofte en historie om mobning med sig,« forklarer hun og tilføjer, at netop ensomhed nu ligger på en top-10 over emner, som børn og unge ringer om.

Det er ikke bestemte børn, der bliver mobbet og er ensomme; det er bestemte omstændigheder i for eksempel skoleklassen, der skaber mobning, understreger hun.

»Hvis ikke børn får hjælp af voksne til at skabe en god og inkluderende kultur i klassen, vil der let kunne være nogen, der bliver udstødt på grund af mobning. Og ensomhed bliver mobningens følgesvend.«

Skoleskift er ofte ikke nok

For selv om barnet skifter skole og kommer ind i et godt klasseklima med gode lærere, er barnet ofte så skadet, at det trækker sig og holder sig ude. Det bliver en del af barnets adfærd at trække sig, for det magter ikke flere nederlag, og så synes de andre, at barnet er mærkeligt.

Ifølge Bente Boserup kan det ikke at have nogen overhovedet at dele tanker og følelser med være invaliderende for børn, og det kan bide sig fast og følge dem ind i ungdoms- og voksenlivet. Her kan de få svært ved at starte på en uddannelse eller et arbejde, for de aner ikke, hvordan man begår sig socialt, indgår i grupper og danner relationer.