Det gik galt fra den dag, de begyndte at trykke Nanna på maven i børnehaven

Nanna gik kun i børnehave, første gang hendes mor Anette fik den ubehagelige besked, at omverdenen også godt kunne se, hvad hun nok vidste, men ikke anede, hvad hun skulle gøre ved: At hendes datter var større end de andre børn.

»Vi står ude på legepladsen, og så trækker en pædagog mig lidt til side. Han siger, at de andre børn er begyndt at trykke Nanna på maven,« fortæller Anette Frejlev Jensen.

Hun kunne godt se, at Nanna var større end de andre børn, men i en hverdag, hvor Nanna inden sin toårs fødselsdag var blevet storesøster til tvillinger, var der ikke mange ledige stunder at give af.

»Jeg græd hele vejen hjem fra børnehaven den dag, og i de følgende dage talte jeg med Nannas far og familien om, hvad man kunne gøre. Det var herefter, at vi kom op på børneambulatorisk afdeling,« siger Anette.

I dag er Anette glad for, at pædagogen tog ansvar og sagde noget til hende, selv om det var en ubehagelig besked at tage imod.

Men skyldfølelsen ramte Anette hårdt og skulle bearbejdes, før hun kunne overskue at bede om hjælp udefra til at håndtere datterens overvægt. Det var ikke en følelse af manglende omsorg, men rettere en erkendelse af, at opmærksomheden ikke havde været rettet mod Nannas vægt, i stedet havde fokus i familien været på at få hverdagen til at glide. Det betød nogle gange, at forældrene ikke stoppede Nanna i at spise videre, når tvillingerne også krævede opmærksomhed.

Otte år og for tyk

Det begyndte at gå op for Nanna, at hun adskilte sig fra vennerne i otteårsalderen.

»Jeg kunne godt se, at jeg var større end de andre, og når jeg kiggede på vores tøj, så var det heller ikke det samme,« siger Nanna.

Hun ville også gerne gå i det smarte tøj som vennerne, men overvægten satte ikke kun en stopper her. Også når Nanna gerne ville være med til at lege med de andre, måtte hun tit stoppe for at få vejret, og hun blev hurtigt forpustet.

»Det var tit mig, der blev fanget, når vi legede fange,« husker hun tilbage.

Det endte med at blive den såkaldte Holbæk-metode, der ændrede Nannas liv. Men familien fra Lolland forsøgte sig med mange andre slankemetoder først.

Ambulatorisk afdeling, coach og diætist

I Nannas hoved var det op til hende selv at tabe sig. Hun begyndte at løbe med sin mor, men der skete ikke rigtigt noget. Heller ikke på børneambulatorisk, hos diætisten eller med hjælp fra en sundhedscoach oplevede Nanna de store forandringer på sin krop.

»Vi startede på børneambulatoriet, da Nanna gik i anden eller tredje klasse. Før det gav det ikke rigtigt mening at inddrage Nanna, for et barn skal jo også kunne forstå, hvorfor det skal ændre adfærd. Det var nogle svære kampe, da hun var lille,« fortæller Anette.

Men fra børneambulatoriet, hvor rådgivningen mest var rettet mod forældrene, fortsatte Anette og Nanna med at prøve sig frem. En diætist havde heller ikke stor effekt på Nannas krop, og en periode med hjælp fra en coach gav Nanna gode visuelle værktøjer, men det rykkede ikke rigtigt på vægten.

»Det nytter jo ikke meget at vise os, hvor mange kalorier der er i vingummi, når vi allerede har forstået, at hun ikke skal spise en masse slik. Vi havde brug for værktøjer i stedet for regler,« forklarer Anette.

Med to mindre søskende og forældre, der alle er normalvægtige, har det også været hårdt at indføre restriktioner på Nannas mad, som de andre ikke skulle overholde. Formålet for Nanna var jo netop at blive som de andre.

Den voksne skyld og skam

Der er gymnastikopvisning og de mange hold skiftes til at optræde. Gulvet fyldes med spring og danseserier, og et væld af glade gymnastikbørn i matchende dragter strømmer til og fra kiosken, hvor de køber stribede slikposer.

Anette var med for at se Nannas gymnastikopvisning. Nanna havde fået en pose slik – nøjagtigt som de andre børn. Hvad nogle af de andre gæster til stede ved opvisningen ikke vidste, var, at Nannas mor stod ganske tæt på og kunne høre dem, da de stak hovederne sammen og talte om, hvorfor den pige overhovedet fik lov til at få en slikpose.

»Den bemærkning sidder så indgroet i mig nu. Det er ikke sjovt at se sit barn blive overvægtig, og jeg følte mig så dømt. Sådan en kommentar gør, at man næsten ikke ved, hvordan man skal beskytte sin datter,« siger Anette.

Men hvor de voksne har sat deres spor, så har Nannas skolekammerater været gode venner og støtter. De ved alle, at Nanna har sine egne snacks med til fødselsdage, og Nanna kan tale åbent om sit forløb i skolen. Den store åbenhed, tror Anette, har været med til at forhindre drillerier.

En kamp for at nå frem til Holbæk-lægen

Det var Anette selv, der opdagede Holbæk-metoden. Men selv om hun læste om lægen, der hjalp børn med at tabe sig, kunne hun ikke finde ud af, hvordan familien fra Lolland kunne få adgang til en læge i Holbæk. Først under en samtale med skolens sundhedsplejerske fik Anette svar på, at hun gennem egen læge kunne bede om en henvisning. Ingen var kommet med tilbuddet af sig selv, og intet sted, som Anette selv havde fundet, havde oplyst, at man gennem egen læge kunne blive henvist til læge Jens-Christian Holm, hvis metode virker for en imponerende procentdel af de henviste børn.

»Indtil vi kom til Holbæk, er der aldrig en læge, som har sagt direkte til os, at Nanna vejede for meget. De dansede rundt om den varme grød, selv om vi alle sammen vidste, at det var derfor, vi var der. I virkeligheden gjorde børnehaven os en tjeneste, da pædagogen sagde det ærligt. Og Jens-Christians ærlighed er forfriskende, for han sætter hårdt mod hårdt og siger: ”Vil du tabe dig, eller vil du ikke tabe dig?”,« forklarer Anette.

Metoden tillægger børnene en stor grad af ansvar for deres eget forløb. Det kan de nemlig godt håndtere, erfarer Jens-Christian Holm. I en rundspørge blandt 1.657 overvægtige børn har de svaret på spørgsmålet »Vil du gerne tabe dig?« på en skala fra 1 til 10, hvor 10 er højest.

Over halvdelen af børnene havde svaret 10,0 og ikke en millimeter under. Derfor mener Jens-Christian Holm ikke, at det giver mening at tale om at motivere børnene. De er allerede motiverede, de skal have viden og ærlighed om, at de ikke får de ønskede resultater uden at gribe ind over hele linjen – både kost og motion.

»Jeg fik et chok, første gang jeg talte med ham,« fortæller Nanna.

»Han er mere hård og direkte, end jeg havde prøvet før, men han roste mig også for det, som jeg havde gjort allerede, og han har lært mig, at jeg skal tro på mig selv,« forklarer hun.

I dag er Nanna selv herre over, at hun skal have mindst 30 minutters motion hver dag. Hun dyrker gerne mere, for motion er en valuta i madregnskabet, hvis man gerne vil spise mere til aftensmad. Det regnskab har Nanna helt styr på.

De tror, at hun får en spiseforstyrrelse

Nanna skal ikke længere tabe sig. Hun skal motionere og vokse sig fra sin overvægt. Når man lige er fyldt 12 år, er der nemlig stadig masser af krop, der skal vokse på plads. Alligevel er linjen fra Holbæk direkte og hård.

»Arbejdet med børnene kræver en ekstremt direkte pædagogik. Patienterne, som jeg møder, lider. Deres liv er fyldt med at være 13 år gammel og være ulykkelig over strækmærker eller føle sig helt udenfor. Hele pædagogikken er drevet af, at de her børn lider enormt og vil gøre alt for at ændre deres situation, hvis man giver dem værktøjerne,« siger Jens-Christian Holm uden at udtale sig om Nanna specifikt.

Hvor Nanna som otteårig kun en gang imellem tænkte på, at hun gerne ville have det samme smarte tøj som vennerne, fortæller hun, at hun nu tænker på sin vægt og sin mad hver dag.

»Jeg kan ikke lide min krop sådan helt rigtigt endnu, men jeg ved, at jeg kommer til det, når jeg bliver højere. Og jeg kan bedre lide den, end da jeg begyndte hos Jens-Christian. Dengang brød jeg mig ikke om at gå i toppe, men det kan jeg godt lide nu,« siger hun.

Mor: Nu får jeg kritik for at gå for meget op i det

Det er en daglig indsats at hjælpe Nanna med at holde sin motion og kostplan, og familien tager opgaven meget alvorligt.

Selvfølgelig er der dage, hvor planen ikke holder, hvor det ikke er sjovt at motionere, eller hvor Nanna simpelthen er mere sulten eller gerne vil have kage til en fest, og de dage skal der også være plads til – så skal man bare være klar til at tage fat igen og gøre det bedre næste dag, og den attitude får nogle gange omgivelserne til at spærre øjnene op.

»Nu hører jeg sommetider for, at vi går lige lovlig meget op i det, og at vi skal passe på, at hun ikke får anoreksi,« fortæller Anette.

»Men hvad skal jeg vælge? Da hun var større, hørte jeg jo også for det, men jeg vil ikke lade mit barn risikere ikke at kunne bevæge sig frit allerede i ungdommen,« slår Anette fast.

Mor og datter spinner og løber sammen. Desuden går Nanna i svømmehallen og spiller streg på håndboldholdet. Budskabet om motion er trængt klart og tydeligt ind.