Viljestyrke kan ikke slå kroppens hormoner: Derfor spiser tykke videre

»Du skal bare spise noget mindre og bevæge dig noget mere.«

Hvis den overvægtige del af den danske befolkning havde en krone, for hver gang de har hørt den påstand, så kunne de nok ansætte en personlig træner til at hjælpe med motionsdelen.

Men hvis det virkelig var så simpelt. Spis mindre, end du forbrænder. Ville de så ikke bare gøre det?

Prøv at holde vejret. Det går i nogle sekunder, måske et minut eller to med ren viljestyrke, men før eller siden tager vejrtrækningsrefleksen over, og lungerne sluger grådigt ilt ind. Sådan fungerer behovet efter mad hos overvægtige mennesker. Trangen til mad styres af kroppens hormoner, og alverdens viljestyrke kan ikke omskrive, hvad kroppens biokemi kræver.

Læge behandler sygdommen fedme

Jens-Christian Holm, forskningsansvarlig overlæge på Enhed for Overvægtige Børn på Holbæk Sygehus og klinisk forskningslektor på Københavns Universitet, er ikke i tvivl.

Hans forskning viser, at overvægt skal behandles som en sygdom, og for at kunne hjælpe de overvægtige må sundhedsvidenskaben forstå, at noget er gået galt i reguleringen af hormonsystemet hos mennesker, som er tykke.

»Der er en million årsager til, at børn og voksne bliver overvægtige. For meget sukker, for lidt bevægelse, genetik eller tarmbakterier, som vi ikke forstår fuldt ud, ensomhed eller social klasse – det kan være alt muligt,« understreger Jens-Christian Holm.

Én ting fastholder de ekstra kilo

Han har ikke som sigte at afhjælpe de utallige måder, børn kan blive overvægtige på. I stedet sætter han ind dér, hvor én ting spiller mere ind end alt andet.

Når en person først er blevet overvægtig, viser Jens-Christian Holms forskning, at systemet omkring et bestemt hormon mere end noget andet bevirker, at det er tæt på umuligt at tabe de overflødige kilo igen: leptin.

I en rask krop er leptin det hormon, som kroppens fedtceller sender op til hjernen med besked om, at nu har kroppen fået nok at spise, nu er det igen tid til at bevæge sig og forbrænde kalorier. Jo flere fedtceller på kroppen, desto mere leptin sendes der fra fedt til hjerne.

Livet gør dig fed, leptin holder på fedtet

»Når et menneske er ved at sulte ihjel - som det jo er sket i løbet af de 100 millioner af år, som evolutionen har udviklet vores hormoner i – så sender det manglende leptin i kroppen et ekstremt stærkt signal til hjernen om, at man skal spise. Det kan let føre til overspisning eller hurtigspisning, for så stærkt er signalet,« forklarer Jens-Christian Holm.

Vestens civiliserede liv kommer med masser af sukker, fedt og manglende fysisk udfoldelse, og det nemme liv giver flere overvægtige. Jo mere fedt, der sidder på kroppen, desto mere leptin er der i blodet, for det er fedtcellerne, der producerer leptinet, som skal fortælle hjernen, at der ikke er grund til at spise mere, fordi der er bygget fedtreserver op.

Men hjernen hos overvægtige får ikke beskeden. De receptorer, der skal transportere leptin fra blodet over i hjernen, bliver sløve og færre af overvægt. Man bliver resistent over for leptin, så selv om der er rigeligt af det i blodet, får hjernen ikke beskeden.

»Jo mere overvægtig man er, jo mindre leptin når ind i hjernen. Man siger, at transportkapaciteten over blod-hjerne-barrieren er svækket, og fedt er med til at ødelægge hjernens receptorer,« siger Jens-Christian Holm.

Ved at dø af sult?

Leptin i hjernen fortæller kroppen, at der er styr på kosten, fedt på sidebenene, og at man kan slappe af og ikke skal overspise mere. Manglende leptin gør akkurat det modsatte.

»Når hjernen ikke kan mærke leptinet i blodet, så tror den ikke, at der er særlig meget fedt på kroppen, og det udløser det, som jeg kalder en overvægtsbaseret spiseforstyrrelse, når man overspiser, trøstespiser eller spiser meget hurtigt,« forklarer Jens-Christian Holm.

Han anser en del af de spiseforstyrrelser, der forbindes med overvægt, for at være hormonelle. Hjernens biokemi overrumpler viljen, så selv om en person logisk godt ved, at vedkommende ikke behøver at spise mere, så er signalerne fra hjernen om sult og nært forestående hungersnød så stærke, at viljen de facto sættes ud af spil. Kroppens biokemi er stærkere end logikken.

»Det er derfor, at det er komplet nytteløst, når hele verden siger, at hvis du er for tyk, så skal du bare bevæge dig mere og spise lidt mindre. Den besked kommer fra dem, der slet ikke har forstået, at man ikke med viljestyrke kan bekæmpe kroppens kemi,« siger Jens-Christian Holm.

Fedme som sygdom

Hvis ubalance i det hormonelle system og ikke manglende viljestyrke er skyld i, at overvægtige ikke kan komme af med de overflødige kilo, er de overvægtige så dovne eller har de en hormonel sygdom?

»Overvægt skal anerkendes som en sygdom. Vi har 15 procent børn og unge, der er overvægtige. Hvad nu hvis 15 procent af vores børn og unge havde aids eller pest? Så ville vi gå helt amok, men fordi overvægt ikke er en anerkendt sygdom, så får det lov til at flyde,« mener Jens-Christian Holm.

Fedme anerkendes som en sygdom i USA og i Canada. Herhjemme ses der anderledes på det, og det er ikke alle steder i sundhedsforskningen, at man er villig til at sygeliggøre alle overvægtige.

En af modstanderne er Bente Klarlund, professor i interaktiv medicin og overlæge på Rigshospitalet. Hun ønsker dog på ingen måde at forklejne sin kollegas forskning eller holdning.

»Det er mine gode kolleger, som mener, at fedme skal være en sygdom og diagnose, men for mig giver det ikke mening at sige, at man er rask ved et bmi på 29 og syg ved et på 30,« siger Bente Klarlund.

»Jeg er ikke glad for, at man med et pennestrøg kan gøre flere hundrede tusinde danskere syge. Min frygt er, at man kommer til at flytte fokus fra sunde livsstilsændringer over til slankepiller, og det skal ikke være automatreaktionen,« siger hun.

Kan vi ikke bare give dem mere leptin?

Naturligvis har lægevidenskaben allerede forsøgt sig med medicinering i form af leptin. Forsøg med hormonet har allerede i 1970’erne vist overvældende effekter på mus. Man kunne sulte en uvidende mus ihjel, hvis den fik forhøjede leptinværdier, som kunne fortsætte ind i hjernen. Når en mus med normale receptorer fik ekstra leptin, raslede dens fedtreserver og vægt ned, uden at den reagerede – så potent er hormonet.

Men hvor hormonet er ekstremt virksomt på undervægtige personer, der kan få stimuleret spisetrangen af leptin, så virker det ikke den anden vej. Det forklarer Thomas Meinert Larsen, lektor ved Institut for Idræt og Ernæring og forsker ved Københavns Universitets afsnit for fedmeforskning.

»Man har forsøgt at injicere kunstigt produceret leptin i overvægtige personer for at se, om det kunne øge mængden af leptin i hjernen, men det er ikke tilfældet. Leptinet når alligevel ikke hjernen,« siger Thomas Meinert Larsen.

Men nogle overvægtige har held til at tabe sig. For dem, som opnår resultater med hjælp fra Jens-Christian Holm, er forståelse af leptinsystemet afgørende for deres succes.

»Vi lærer dem, hvordan deres krop er god til at bevare fedtet, og vi går ikke på kompromis med nogen dele af behandlingen,« forklarer Jens-Christian Holm.

Ifølge Holm er det nemlig patienten, som betaler prisen ved ikke at tabe sig, hvis behandleren gerne vil lade dem starte blidt ud eller kun ændre små ting ad gangen. Det at tabe sig kræver en række forandringer uden smutveje. Man skal være smartere end sin krop og kende faldgruberne, hvis ikke den overvægtiges leptinresistens skal ødelægge vægttabet igen og igen.