Først var det ryggen, så var det migræne - og pludselig havde han kun et døgn tilbage at leve i

Brad Chesivoir udstødte et lettelsens suk, da en læge på en akutmodtagelse i den amerikanske delstat Maryland overbragte ham den gode nyhed, at han ikke havde haft et hjertetilfælde eller et slagtilfælde, hvilket han ellers havde frygtet. I stedet blev han sendt hjem med den besked, at han havde hovedpine af en slags, selv om lægerne ikke var sikre på, hvad årsagen var.

Adskillige timer forinden – dagen efter Thanksgiving Day i november 2013 – havde hans familie tilkaldt en ambulance til hjemmet i Montgomery County, fordi han pludselig blev udmattet og ude af stand til at gå. Da den 60-årige erhvervsejendomsadministrator imidlertid nåede frem til et hospital, følte han sig meget bedre tilpas, og han kunne gå og tale uden besvær. Da han havde fået foretaget en CT- og MR-skanning af hjernen samt fået taget adskillige blodprøver, sendte lægerne ham hjem og rådede ham til at kontakte egen læge.

Der gik end ikke fem uger, før Brad Chesivoir befandt sig på et hospital igen. Da var hans tilstand alvorlig.

»Han svævede mellem liv og død,« mindes lederen af neurokirurgisk afdeling på MedStar Washington Hospital Center, neurokirurg Edward Aulisi, der behandlede Brad Chesivoir på hospitalet.

Lægerne på akutmodtagelsen havde haft delvist ret – men Brad Chesivoirs problem viste sig at være lige så livstruende som et hjertetilfælde eller et slagtilfælde. Og i de mellemliggende uger havde to specialister tilset ham, og begge havde overset, hvad han fejlede.

»Er De godt klar over, hvor heldig De er?« erindrer Edward Aulisi at have sagt til Brad Chesivoir, umiddelbart efter at de lærte hinanden at kende. Patienter med Brad Chesivoirs lidelse »er mennesker, der går i seng én aften for så ikke at vågne igen,« hvis de ikke bliver hasteopereret, siger neurokirurgen.

Dundrende hovedpine

Et par uger før det, der skete i tilknytning til episoden omkring Thanksgiving Day, var Brad Chesivoir pludselig begyndt at få svimmelhedsanfald og en snurrende og prikkende fornemmelse i venstre side. »Det føltes, som om jeg ikke kunne gå, eller som om jeg ville falde,« mindes han.

Da han fik det sådan på parkeringspladsen ved et supermarked, var hans første indskydelse, at der var tale om et slagtilfælde. Han satte sig derfor ind i bilen igen og kiggede sig i bakspejlet, men kunne ikke se tegn på, at ansigtet var lammet i den ene side, hvilket ellers er et karakteristisk symptom på et slagtilfælde.

Den underlige fornemmelse forsvandt hurtigt, og Brad Chesivoir, der ikke fejlede noget, der øgede hans risiko for at få et slagtilfælde, følte sig rolig. Han havde haft nogle tilsvarende oplevelser et par år tidligere, men dengang havde lægerne ikke kunnet se noget. Denne gang var det dog, som om svimmelheden var mere udtalt, når han rejste sig. Han var også begyndt at få hovedpine.

Lægerne, der vurderede de prøver og undersøgelser, han fik foretaget i akutmodtagelsen, sagde, at det eneste af betydning var tegn på en mulig ældre blødning i hjernen. Var han mon faldet og havde slået hovedet? Brad Chesivoir fortalte, at han havde slået hovedet imod kaminhylden derhjemme, da han var ved at lægge brænde på, og da han tumlede lidt vildt med sine teenagesønner – men han havde aldrig slået sig så hårdt, at han havde set sol, måne og stjerner eller mistet bevidstheden.

»Det lod ikke til at forurolige dem,« mindes Brad Chesivoir. Lægerne vurderede, at smerterne i hans hoved skyldtes migræne eller klyngehovedpine.

Sendte ambulancefolkene hjem igen

Efter at have konsulteret sin læge opsøgte Brad Chesivoir en neurolog. Han mindes, at hun, da hun så de billeder, som han havde medbragt fra sin undersøgelse i akutmodtagelsen, tilsyneladende havde mistanke om, at det kunne være et eller andet i hans rygrad, der forårsagede den snurrende fornemmelse. Hun bestilte flere undersøgelser og aftalte en ny tid til den 21. januar.

De næste par uger tog smerterne i Brad Chesivoirs hoved imidlertid til.

»Jeg kunne gå i seng for så at vågne midt om natten og føle det, som om glødende syvtommersøm borede sig ind i mit hoved. Men på det tidspunkt var jeg sådan set ikke foruroliget, for jeg havde jo været gennem så mange undersøgelser, og man havde ikke fundet noget alvorligt. Jeg regnede med, at det var hovedpine af en slags,« der kunne klares med nogle piller,« siger han.

Sådan opstår en akut subdural blodansamling:

Nytårsaften, da Brad Chesivoir sad og så en film derhjemme, rejste han sig, klagede over smerter i hovedet og faldt ned over sofabordet, samtidig med at han kortvarigt mistede bevidstheden. Hans hustru, Carole Klein, ringede efter en ambulance, men da den nåede frem, havde ægtefællen tilsyneladende fået det godt igen. Han gik ud til ambulancefolkene, som han mødte i indkørslen, og sendte dem væk med beskeden om, at han havde det godt.

Endnu en fejldiagnose: Du har migræne

Carole Klein, der er advokat med speciale i immaterialret, var blevet mere og mere bekymret for sin ægtefælle. »Det mest skræmmende var, at det virkede, som om han ændrede personlighed. Han var simpelt hen ikke sig selv. Brad er yderst selskabeligt anlagt og udadvendt, men han blev forsigtig og så anspændt og bange ud.«

Den 2. januar 2014 var hovedpinen blevet meget værre. Brad Chesivoir ringede til neurologens praksis og fik en aftale hos en anden specialist – den første var ikke at træffe – som fortalte ham, at hans smerter formentlig skyldtes en migrænetype, som ikke begynder med den aura, som mange migrænepatienter oplever. »Jeg tænkte, at jeg endelig havde fået stillet en diagnose,« mindes Brad Chesivoir. Neurologen udskrev amitriptylin, som er et antidepressivt middel, der ofte bruges til at forebygge migræne. Brad Chesivoir begyndte at tage præparatet.

Et par dage efter ringede han til den nye neurolog, fordi han havde fået dobbeltsyn på højre øje. »Det kan godt forekomme i forbindelse med denne behandling. Skær dosis ned til det halve,« mindes Brad Chesivoir, at lægen sagde til han.

Fredag den 11. januar ringede Brad Chesivoir til lægen igen, umiddelbart efter at dennes praksis åbnede. Dobbeltsynet var forværret og ledsaget af zigzagmønstre; han var bange for, at han var ved at blive blind. »Jeg understregede kraftigt over for sekretæren, der besvarede mit opkald, at situationen var alvorlig,« siger Brad Chesivoir og tilføjer, at han fik løfte om, at lægen ville ringe ham op. Ifølge Brad Chesivoir ringede neurologen ikke.

Øjenlæge: »Tag direkte på hospitalet!«

Tidligt mandag ringede Brad Chesivoir til sin hustrus øjenlæge, der indvilgede i at se ham; hun havde en tid samme formiddag. Carole Klein kørte sin ægtefælle hen til øjenlægen. Næppe havde denne kigget ind i Brad Chesivoirs øjne, før hun gav Carole Klein en kort og præcis ordre: Hun skulle tage direkte hen til akutmodtagelsen på Washington Hospital Center, hvor øjenlægen arbejdede. Ikke noget med at tage hjem først eller standse undervejs. Der var tale om en alvorlig opsvulmning af synsnervehovedet grundet øget hjernetryk, og det krævede omgående behandling.

Da de kom til hospitalet, fortæller Brad Chesivoir, var akutmodtagelsen et sandt virvar. (Øjenlægen fortalte ham siden hen, at hun fortrød, at hun ikke havde tilkaldt en ambulance, for det ville have fremmet hans indlæggelse.) Han og hustruen blev sendt hen i et undersøgelseslokale, hvor de skulle vente på en læge.

På den anden side af et forhæng var der en familie, hvis medlemmer begyndte at spille ringetoner fra en mobil, og det lød højt. »Jeg gik amok og begyndte at råbe til dem, at mit hoved var ved at eksplodere, og at de skulle være stille.« Brad Chesivoir blev indlagt flere timer senere efter at være blevet CT- og MR-skannet. Han fik at vide, at han skulle tilses af Edward Aulisi – den neurokirurg, der var på vagt.

Neurolog: Operation - eller du dør

Edward Aulisi sagde tingene rent ud. Brad Chesivoir havde haft en blødning i hjernen, et akut subduralt hæmatom, der var blevet så stort, at det nu var på størrelse med en voksen persons håndflade. Hvis Brad Chesivoir ikke øjeblikkeligt blev opereret, hvilket Edward Aulisi planlagde til den følgende formiddag, ville han formentlig dø.

Skanninger, bl.a. dem, som Brad Chesivoir havde fået foretaget hin dag efter Thanksgiving Day halvanden måned tidligere, tydede på flere blødninger, hvoraf nogle var ældre, nogle af nyere dato. En blodansamling trykkede på hjernevæv og var årsag til Brad Chesivoirs synsproblemer, svimmelhed og kraftige hovedpine.

Et subduralt hæmatom er en blodansamling, der opstår i rummet mellem hjernehinden dura mater, som er den yderste hjernehinde, og hjernens overflade. Blodansamlingen forårsages ofte af en hovedlæsion, der kan opstå i forbindelse med et fald. I nogle tilfælde er slaget mod hovedet så lille, at patienterne ikke kan huske det. I andre tilfælde er der slet ikke tale om noget slag. Edward Aulisi kan huske en patient, der fik en betydelig blødning i hjernen efter at have nyst kraftigt.

»Det er et lukket rum, ligesom en trykkoger,« forklarer Edward Aulisi. Hvis trykket vokser, kan der ske det, at hjernen ”forskubbes”, hvilket ofte medfører døden. Denne komplikation til det øgede tryk benævnes herniering.

Diagnosen faldt ned mellem lægerne

»I bund og grund overså man det,« siger Edward Aulisi om blødningerne i hjernen og tilføjer, at det altid er lettere at stille en diagnose i bagklogskabens lys. En medvirkende årsag til den fejl, der blev begået, kan ifølge Edward Aulisi have været, at de første skanningsresultater ikke blev set af en neurokirurg. En radiolog, der så resultatet af Brad Chesivoirs CT-skanning, fremførte muligheden for ældre blødninger, men andre læger fulgte ikke op på det.

På det tidspunkt, da Edward Aulisi tilså Brad Chesivoir, var operation den eneste mulighed. Ifølge Carole Klein lod han ægteparret vide, at Brad Chesivoir formentlig havde mindre end et døgn tilbage at leve i, da han nåede frem til akutmodtagelsen.

»Jeg følte, at jeg ventede på det uundgåelige,« mindes Brad Chesivoir aftenen og natten før operationen. Hans hustru erindrer, at hun var skrækslagen og forsøgte at berolige deres børn, der var hhv. 16 og 20 år gamle.

Her er et eksempel på den operation, som Brad Chesivoir gennemgik. I dette tilfælde er der tale om en 83-årig skotsk kvinde, der har pådraget sig en akut subdural blodansamling ved et fald:

Operationen gik godt. Det var en udfordring at komme til hægterne, og det indebar blandt andet, at han skulle ligge på ryggen i to døgn. På et tidspunkt blev han konfus. Det afstedkom frygt for, at han havde fået en kognitiv skade, hvilket er en velkendt komplikation til den operation, som han havde været igennem, eller en ny blødning i hjernen. Men han fik det godt igen inden for få timer, og desorienteringen blev tilskrevet hævelse efter operationen.

Tilbage til livet efter tre måneder

»Det var den mest skræmmende del af hele forløbet. Jeg var sådan set ikke bange for at dø, men jeg ville ikke være en belastning for min familie,« siger Brad Chesivoir.

Blandt Brad Chesivoirs hobbyer er fotografering, og han var i gang med at fotografere igen, da der var gået nogle uger efter udskrivelsen fra hospitalet. Nu var hans syn blevet langt bedre. Efter tre måneder var han kommet sig helt.

Det, som han har været igennem, har ændret hans syn på tilværelsen. »Når der er et eller andet, der går mig på nu, skal jeg blot minde mig selv om, at det er småting sammenlignet med alt det andet, man kan komme ud for,« siger han.

Hustruen, Carole Klein, fortæller, at ægtefællens oplevelser har fået hendes tillid til lægerne til at vakle. Nå hun tænker tilbage, er hun ikke sikker på, hvad de ellers kunne have gjort.

»Vi kunne ikke have gjort andet. Vi var jo taget på akutmodtagelsen og havde konsulteret to neurologer. Vi gjorde det, vi skulle. Men der var så meget, der gik galt.«

Artiklen er lavet i samarbejde med The Washington Post