Frisøren og humanisten

Det er ikke til at se på ham, at han fylder 64 i oktober. Det er en meget yngre mand, der sidder afslappet, men engageret i sit hyggelige spisekøkken i Risskov-villaen og fortæller om sine 40 år som frisør.

40 år i en modebranche, der er præget af en uophørlig jagt efter det nye. Skiftende trends i et stadigt accelererende tempo. Nyt, nyt, nyt. Frisørverdenen har slidt mange op, fysisk og mentalt, men Per Knudsen udstråler et roligt overskud i forhold til sit fag. Hvor mange begynder at trappe ned i hans alder, arbejder han stadig på fuld tid i salonen på Store Torv, og han forventer at blive ved mange år endnu. Og man kan sagtens se det for sig, for Per Knudsen udstråler energi og begejstring for sit fag på en måde, så man forstår, at energien ikke kun stammer fra de mange års faglige erfaring, men også fra hans bevidste måde at leve sit liv på som menneske.

Intellektuel og merkantil baggrund

Det lå ellers slet ikke lå i kortene, at Per Knudsen skulle være frisør. Som søn af en akademikermor, cand.mag. i tysk og dansk, og en far med handelsbaggrund, fabriksdirektør i Odense, fik han tidligt en indsigt i både den indadvendte intellektuelle verden og den mere udadvendte merkantile verden. En indsigt, der siden blev meget givende for Per Knudsens eget arbejdsliv.

I første omgang var det det udadvendte liv, der trak. Som 16-årig var Per Knudsen skoletræt og gik ud af skolen. Han ville være kok, men forældrene talte ham fra det på grund af de hårde arbejdstider, og han fik i stedet en læreplads i en frisørsalon hos en af morens bekendte.

»Inden da havde jeg aldrig tænkt tanken, at jeg skulle være frisør. Jeg var jo ikke en dreng, der havde leget med dukker eller leget frisør som lille, og mine forældres baggrund lagde heller ikke op til det, men det viste sig, at jeg havde talent for at klippe,« fortæller Per Knudsen.

Dengang bestod frisøruddannelsen mest i at vaske hår og feje gulv, og det gav ikke udfordringer nok for Per Knudsen, så han dannede en klub af fynske frisørelever, og de inviterede københavnerklubber til Odense for at konkurrere. »Første gang fik vi lammetæv, men næste gang bankede vi dem!«

Per Knudsen blev også Fynsmester, men som udlært frisør trak den intellektuelle verden igen. Hans venner gik i gymnasiet, og det irriterede ham ikke at kende alle deres nye, fine fremmedord. Derfor tog han en studentereksamen, og bagefter fik en stor interesse for litteratur ham til at søge ind på Aarhus Universitet. Nu ville Per Knudsen være litteraturanmelder.

Litteraturens verden

Han begyndte at læse dansk i 1974 og glædede sig til at skulle fordybe sig i litteraturens verden. Men det var i de politiske år, hvor de venstreorienterede herskede på universitetet, og Per Knudsen savnede litteraturen mellem alle de marxistiske paroler. Man talte om frigørelse og tolerance, men accepterede kun sine egne. Per Knudsen oplevede miljøet som intolerant og hyklerisk, og allerede efter et semester meldte han sig ud, og efter et forgæves forsøg på at blive optaget på Journalisthøjskolen – farvebåndet på den lille Olivetti-skrivemaskine gik i stykker under optagelsesprøven – fik han i stedet et barselsvikariat på en frisørsalon i Aarhus. Han var tilbage ved sit håndværk.

Som han havde udfordret de københavnske frisørelever, udfordrede Per Knudsen nu den aarhusianske frisørverden. Allerede som 23-årig åbnede han egen salon i Rosenkrantzgade. Efter et år havde han 12 ansatte, og da han fyldte 30, havde han to saloner med 24 ansatte. I mellemtiden var han også blevet gift og havde fået to sønner. Det var travle år.

»Jeg åbnede salon på det helt rigtige tidspunkt. Fransk frisørkunst havde styret faget i mange år med elegante frisurer, lavet med permanent og vandondulation – og kvinderne lå med tape om natten for, at håret ikke skulle flytte sig. Men sidst i 1960’erne kom Vidal Sassoon frem i London. Han klippede frisurerne frem og lavede praktisk hverdagshår, som kvinderne selv kunne vaske og føntørre, og bagefter skulle de bare ryste på hovedet, og så sad håret der. Det var fuldstændig revolutionerende. Sassoon havde set et nyt behov i tiden, bl.a. fordi kvinderne var begyndt at komme ud på arbejdsmarkedet, og jeg kom med på den bølge, hvor det hele eksploderede både kulturelt og sociologisk,« fortæller Per Knudsen.

Han var selv blandt de første frisører, der tog til London for at lære at klippe hos Vidal Sassoon, der blev berømt for at klippe den britiske modedesigner Mary Quant og den amerikanske skuespiller Mia Farrow til hendes legendariske hovedrolle i ”Rosemary’s Baby”. Vidal Sassoon opfandt en lang række nye trendsættende frisurer, bl.a. Firefly, kendt fra prinsesse Diana, som alle ville klippes som i 1980’erne.

»Vidal Sassoon var gud dengang. Han tiltrak frisører fra hele verden, som ville lære at klippe de nye teknikker. Det var i de år, op til midt i 1990’erne, at alle de nye klippeteknikker kom frem, og jeg stod klar, da det hele startede,« fortæller Per Knudsen, der selv blev stjernefrisør hjemme i Danmark.

Han blev medlem af det verdensomspændende frisørsamarbejde Intercoiffure og stod for mange af foreningens frisørshows, bl.a. ved verdenskongresserne i New York, London, Paris og Hamburg. Sammen med de københavnske frisører Stuhr og Gun-Britt lavede Per Intercoiffure fælles frisørshows, hvor de fyldte Cirkusbygningen og Østre Gasværk mange gange. Per Knudsen har altid lavet sine egne pr-fotos med nye frisurer, og de blev flittigt eksponeret i de landsdækkende modemagasiner, noget, der ellers er sjældent i den københavnerdominerede modeverden.

Træt af frisørindustrien

I alle de år kom inspirationen fra London, men i midten af 1990’erne kørte Per Knudsen træt af det kunstigt accelererede fokus på nye modefrisurer. Man skabte nyt – for at skabe nyt. »London-frisørerne kørte en hel industri af uddannelse. De ville ikke skuffe de mange frisører, der kom fra hele verden og lagde mange penge for et kursus, så de lod ikke tingene udvikle sig naturligt, men pressede det nye frem. Fra at lave en eller to kollektioner om året blev det til fem-seks om året, og så bliver det altså kunstigt. De begyndte at lave hår for frisørernes skyld og ikke kundernes. De blev bundlinjeorienterede i stedet for at dyrke stoltheden ved deres fag,« påpeger Per Knudsen, der holdt op med at tage til London i fagligt øjemed for mange år siden. I dag finder han sin primære inspiration i New York hos Michael Gordon, grundlæggeren af Bumble & Bumble.

»Michael Gordon samarbejder med omkring 2.000 stylister over hele verden, så han har en god føling med, hvad der rører sig rundt om. Han er også begyndt at arbejde med kniv, så frisurerne bliver meget mere diffuse og organiske. Hårmode må aldrig blive udvendig. Man skal ikke kun se klipningen, men hele mennesket,« understreger Per Knudsen.

Midtvejskrise

Da Per Knudsen nærmede sig de 40 år i begyndelsen af 1990’erne, begyndte det at gå op for ham, at succes har en pris.

»En journalist kaldte mig engang Lykke-Per i en overskrift, men jeg er lidt ked af, at der altid har stået succes på ryggen af mig, for succes er jo bare hårdt arbejde, jeg arbejdede aldrig under 70 timer om ugen i de år. Og ingen har succes hele livet igennem, jeg var bl.a. udsat for en partner, der snød mig bigtime,« fortæller Per Knudsen, der begyndte at arbejde målrettet med sin personlige udvikling.

»Jeg ville ikke bruge hele mit liv på at hade, så jeg begyndte at arbejde med tilgivelse, og jeg begyndte med at tilgive mig selv, ellers kan man ikke tilgive andre,« siger han. Den intellektuelle og spirituelle side af livet trak igen, midtvejskrise vil mange kalde det, men for Per Knudsen er det en naturlig udvikling. I stedet for kun at leve videre på det, man har fået ind via sin opdragelse, både den hjemmefra og samfundets traditionelle regelsæt, bør alle standse op og revurdere sine værdier engang imellem, mener han. Identitet er ikke en given eller fast størrelse.

»Individuationsprocessen kommer typisk midt i eller sidst i 30’erne, hvor man begynder at spørge sig selv: Hvem er du egentlig? Jeg oplevede det som en ubalance at leve på overfladen hele tiden. Lige så vidunderlig som modebranchen kan være, lige så forfærdelig kan den også være. Den er jo glasur, og hvis det hele bliver glasur på glasur, bliver det for overfladisk. Nogle har det fint med det, men jeg ville udvikle mig personligt. Det er min holdning, at livet i sig er selv meningsløst – vi lever, og vi dør – og putter du ikke selv noget ind i livet, forbliver det meningsløst,« siger Per Knudsen.

I ti år var han elev hos Art Read, en nordamerikansk shaman og psykolog, og han begyndte at læse analytisk psykologi på Folkeuniversitet. Han ”rykkede helt vildt i de år”, som han selv formulerer det. En overgang overvejede han at springe fra frisørfaget for at læse til psykolog, men så kom en skilsmisse i 1996, og så havde han ikke længere råd til et langt universitetsstudie. »Jeg fortsatte med at drive min salon, og det har jeg ikke fortrudt et øjeblik,« siger Per Knudsen.

Hans selvudviklingsforløb har styrket ham både menneskeligt og fagligt.

»Fordi jeg har arbejdet med min egen udvikling, er jeg i dag afbalanceret og energifyldt, selv om jeg stadig arbejder 37 timer om ugen i en alder af 63,« påpeger han.

At sanse kunden

Også i rollen som chef for 24 ansatte i to saloner bruger Per Knudsen sin viden om den menneskelige psykologi. Han har udviklet og visualiseret en overordnet filosofi for sine medarbejdere, der bygger på kerneværdierne passion og sanselighed. For at kunne klippe godt skal en frisør bruge alle sine sanser i forholdet til kunden. Frisuren skal tage udgangspunkt i det enkelte menneske, ikke i en smart feature i Vogue.

»Alt for mange frisører klipper, som om de sætter en modehat på hovedet af folk. Klipningen kan være teknisk flot udført, men hvis den ikke er i harmoni med resten af personen, vil resultatet aldrig blive vellykket. Kunden skal have et hår, som hun føler er en del af hende,« siger Per Knudsen, der mener, at det at blive klippet er en tillidserklæring fra kundens side.

»I mit univers handler det om at være et ordentligt menneske over for dem, som vil modtage den energi og omsorg fra mig, som det er at blive klippet. Som frisør står du inde i kundens energifelt, det er altså kun tandlæger og gynækologer, der ellers kommer så tæt på, og det er en stor tillid at få lov at stå der. Derfor er jeg meget opmærksom på kun at bruge passionerede frisører i min salon,« siger Per Knudsen.

Han har ansatte i alle aldre, to medarbejdere har været i salonen i 40 år og flere i 25 år, en sjælden aldersfordeling i en modebranche, der er kendt for sin ungdomsdyrkelse. Hos Per Intercoiffure skal medarbejderne afspejle kunderne, hvis alder går op til 90 år.

»Kombinationen af voksne og unge sikrer dannelsen af de nye medarbejdere. De ældre er nærmest ikoner for de unge. De er kulturbærere, der er med til at opdrage de unge, for jeg har jo ikke kunnet skabe det, jeg har, alene,« understreger Per Knudsen.

For lidt passion i dag

Efter 40 år i branchen er Per Knudsen stadig begejstret for sit håndværk, men han kan ikke lade være med at sukke lidt over udviklingen i sit fag – og måske samfundsudviklingen generelt.

»Vi er blevet så bundlinjeorienterede, at humanismen og poesien har trange kår. Den glubske grådighed, hvor man lever alene på det udvendiges præmisser, gør det sværere og sværere at finde passionen hos folk. Vi lever i overfladen, hvor er idealerne henne? Det kan ikke passe, at det kun er udseendet og de såkaldte musthaves i magasinerne, der er vigtige. Vi skal lære vores børn at bruge alle deres sanser på alle planer. Men mange er bange for at mærke livet. Vi tror, at alt skal være bekvemt, men livet er ikke bekvemt. Jeg skaber livet hele tiden, og det er måske årsagen til, at jeg er her endnu med succes. Jeg er stadig meget nysgerrig,« siger Per Knudsen.

Hans kærlighed til litteraturen giver ham inspiration til at tænke nyt og i det hele taget forstå verden omkring sig.

»Vi bombarderes hele tiden med informationer, så mange mennesker til sidst lader meningsdannerne bestemme og bare vader sanseløse rundt uden at tage stilling til, hvad de selv synes er rigtigt. Og det er en udvikling, der foregår lige så stille. På universitetet er filosofi og psykologi kommet under samfundsvidenskab, og det er jo rystende, hvor bliver humanismen af? Alt bliver styret af regneark, og det er derfor, jeg dyrker litteraturen: Hvis ikke vi husker at læse forfatterne, der tænker over tingene, tager de frie markedskræfter over. Humanismen forsvinder, og vi glemmer at komme dybere ned,« siger Per Knudsen, der erkender at være en ”kulturradikal stodder”, som han formulerer det med et skævt smil.

Ikke multimillionær, men lykkelig

Per Knudsen fejrer sit jubilæum med en fest for sine medarbejdere, men ellers gør han ikke noget ud af det. Et 40-års jubilæum kan nemt virke, ”som om man står med det ene ben i graven”, og Per Knudsen befi nder sig et helt andet sted – i fuld gang med at videreudvikle sit fag sammen med sin hustru, Karen Kjærgaard, der står for salonen i Ryesgade. Sammen laver de Per Intercoiffures pr-billeder af nye frisurer, ligesom de sammen med Lars Mogensen står for al intern undervisning.

Når Per Knudsen engang stopper, vil medejerne Lars Mogensen, Tim Kjærside og Karen Kjærgaard køre salonerne videre. Kontrakterne har været skrevet i over 10 år.

»Karen har lovet at sige til mig, hvis jeg begynder at virke som en patetisk karikatur af en tidligere modefrisør, så vil hun sparke mig i røven, ha ha. Men jeg kan sagtens se mig selv være frisør ti år endnu. Muligvis fordi jeg har taget fat i min udvikling i tide, så jeg ikke behøver at forstille mig.

Hvis man ser livet som en tidslinje, befinder jeg mig i den sidste del, og det er da … besynderligt på en eller anden måde, men for mig handler det stadig om at komme så meget mening ind i livet som muligt, og vitaminpillen er at holde sig fysisk og intellektuelt stimuleret hele tiden,« siger Per Knudsen, der stadig kan klare 200 kilometer på racercyklen på landevejen. Og så er selve hans frisørgerning med til at holde ham toptunet.

»Jeg er taknemmelig for at være i en branche, hvor jeg får lov at lave produktet fra a til z. Du er til eksamen hver gang, så du er nødt til at være skarp, men du har så også den store glæde selv at aflevere produktet og som regel få et smil til gengæld. Man bliver ikke mangemillionær af at være dedikeret, men man bliver lykkelig.«