Et kirkeligt skilsmisseritual vil være en form for ritualiseret sjælesorg

En skilsmisse involverer hele følelsesregisteret - måske lige undtaget glæden. Der kommer følelser af skyld, sorg, frustrationer, tvivl og angst for at vælge forkert.

Og så er der vreden, som hurtigt kan sætte sig til bitterhed. Det kan sognepræst Anna Mejlhede tydeligt huske fra skilsmissen fra sin datters far.

»Hvis jeg ikke havde haft nogen til at hanke op i mig, så kunne jeg være blevet småbitter,« siger hun.

I sin nye bog ”Alt forladt. Når kærligheden går sin vej” tager Anna Mejlhede fat på de svære følelser, der følger i kølvandet af en skilsmisse.

De bristede drømme og desillusionen, der både gør bitter, men også efterlader den forsmåede part med følelsen af, at man aldrig mere tør elske et andet menneske. At kærligheden er forsvundet fra éns liv.

»Jeg skrev bogen, fordi jeg ofte er stødt på mennesker, som føler sig så brændt af kærligheden, at de tænker, at det har de ikke mod på at prøve igen. Nu er det slut for deres vedkommende. Som om at de erfaringer, de har gjort sig, det er alt, hvad der er at sige om kærligheden. Men det er jo ikke rigtigt. Vores erfaringer kan aldrig blive til hele sandheden om, hvad kærligheden er. Og jeg vil gerne give lidt håb om at både parforholdet og kærligheden stadig er derude,« siger hun.

I dag er det 16 år siden, Anna Mejlhede blev skilt fra den mand, der er far til hendes datter. Det var absolut meget sværere end tidligere brud, fordi parret lige havde fået et barn.

En lille pige, som Anna Mejlhede af hele sit hjerte havde ønsket skulle vokse op i en kernefamilie. Det var en drøm, der brast, da hendes mand fandt en anden.

Og hun var slet ikke parat til at acceptere hans valg. På kort tid forandrede hun sig til en smålig og vred kvinde, som både hun selv og hendes nærmeste havde svært ved at genkende. Men heldigvis var der nogen, der gjorde hende opmærksom på det.

»Det var først og fremmest mine søskende, som var gode til at sige til mig, at jeg skulle passe på, men også fra en kant, hvor jeg ikke selv havde bedt om det. Min datters dagplejemor. Hun skældte mig simpelthen ud en morgen, hvor jeg kom stortudende og med retfærdig harme fastslog, at min datter ikke måtte komme med sin far om aftenen, fordi hans nye kæreste var derhjemme. Jeg havde ringet til ham om morgenen, og så kunne jeg høre, at der var nogen hos ham. Og selv om jeg havde ladet som om, jeg var vældig overskudsagtig, så brød jeg helt sammen, da jeg stod med min datter på armen og skulle overgive hende til dagplejemoderen. Så tog hun mig med ud i gangen og lukkede døren ind til børnene, og så fik jeg ellers en ordentlig opsang. Og selv om det var en velment én af slagsen, så var det ligesom at få en lussing. ”Nu tager du dig sammen Anna. Din datter er ikke kun din, hun er også din mands. Dit liv er ikke slut, fordi han har fundet en anden. Der er også mere til dig. Det var jo ikke fordi, jeg elskede hende lige i det øjeblik. Jeg kørte hjem og ringede øjeblikkelig til min søster og fortalte, hvad der var sket. Og min søster sagde: hun har fuldstændig ret.«

Men Anna Mejlhede følte sig dybt forsmået, vejede stadig 20 kg for meget efter graviditeten og følte sig grim og uduelig. Hun var sikker på, at der aldrig var nogen, der ville kunne elske hende igen. Men opsangen gjorde, at hun tog sig sammen.

»Første gang, jeg opdagede, at jeg havde sluppet bitterheden, var til et kaffemøde, jeg selv havde bedt om, hvor min eks-mand havde sin nye kæreste med. Jeg havde været virkelig nervøs for, hvordan det ville gå, og jeg havde sagt til ham, at hvis han kyssede hende, så ville jeg brække mig. Og så sad de der overfor mig, og hun var 10 år yngre end mig og sad med blussende kinder, tydeligvis bange for mig. Så fik jeg simpelthen så ondt i hjertet, og så kunne jeg ikke lade være med at sige til ham; jamen så tag hende dog i hånden. Og lige netop der, slap jeg min bitterhedsfølelse. For hvor måtte det være heftigt for hende at stille op til at møde eks-konen, der havde født hans barn.«

Det var en kæmpe lettelse. Og Anna kan huske, at hun skulle med sine forældre og søskende til Rom lige efter, hvor hendes eks-mand og kæresten passede datteren.

»Man skal spørge sig selv, om man egentlig har ret til at reagere, som man gør. Når man er i bitterhedens vold, så synes man, at man har ret til at være det. Og nogen skilsmisser har vitterlig været så grimme, at det er svært at tilgive. Men man skal tilgive for sin egen skyld. Man skal give slip. Der er jo lige så mange kræfter bundet i bitterhed og vrede, som der var i den kærlighed, man følte. Og hvis man binder kræfterne i bitterhed, så kan man ikke bruge dem til at elske. Når man er rigtig bitter, har man ikke kræfter til at elske et andet menneske. Så det at tilgive er ikke en gestus over for den eks-partner, som har gjort mig ondt, det er en gestus overfor mig selv. Og så tror jeg, at det er lettere. For lige i det øjeblik har man ikke lyst til at gøre noget godt for den anden.«

Når tilgivelse er svær, kan kirken måske være svaret. For kirken er tilgivelse.

»De kirkelige ritualer rækker armene ind i en verden, der er større end vores, og ved at vores egen lille verden på den måde bliver trukket ud i metaperspektiv, kan det hjælpe os til at se livet, døden og kærligheden med et bredere og dybere blik,” siger Anna Mejlhede. Og med sin bog ønsker hun at rejse debatten. Om det ikke er på tide, at kirken også favner de skilte med et ritual, som kan gøre afskeden værdig, så man kan få lukket døren på en ordentlig måde.«

I bogen skriver Anna Mejlhede om jødedommen, der giver mulighed for, at et par kan lade sig skil­le, hvis ægteskabet er ulykkeligt.

Hvis parret er gift ved en jødisk ceremoni i Det Mosaiske Trossamfund eller en anden af de ortodokse jødiske menigheder, så kan ægteskabet også opløses ved en særlig jødisk skilsmisseceremoni.

Man kan slet ikke gifte sig igen ved en religiøs jødisk ceremoni, før den jø­diske religiøse skilsmisse er gennemført. Parret skal først være borgerligt/juridisk skilt, før den religiøse del af en skilsmisse kan gennemføres.

Den jødiske skilsmisseceremoni skal over­væres af tre rabbinere samt vidner, og her overrækker man­den sin ekskone et skilsmissedokument, der kaldes en get på hebraisk. Et jødisk gift og skilt par kan indgå nyt ægteskab ved en religiøs ceremoni i synagogen igen.

»I den danske folkekirke anerkender vi jo skilsmisse, og selv om der desværre stadig er præster, som nægter at vie fraskilte, så er det dog undtagelsen. For indimellem fortryder vi, og andre gange folder livet sig først ud, fordi det lykkedes os at bryde ud af et parforhold, der kval­te livet for os.

Jeg synes derfor, at der er grund til at tage skilsmisser alvor­ligt. Forstået på den måde, at der er et før og et efter, og for at komme ordentligt videre må man blive ordentligt skilt.

Jeg er godt klar over, at diskussionen omkring et egentligt ri­tual for skilsmisser har bølget frem og tilbage, især for nogle år siden, hvor nogle – både præster og biskopper – var for, mens andre var imod.

Blandt andet har holdningen til, at et skilsmisseritual kan være hårdt for den svage eller svigtede part, der kan føle sig tvunget til at stille sig op og tilgive, været en af begrundelser­ne for ikke at gå videre med et skilsmisseritual i kirkeligt regi. Andre inden for den kirkelige verden har til gengæld udtalt sig om, at ”der vel er ting, som er for lidt at forstyrre Gud med …”

Men hvem ved egentlig, hvad Gud synes er forstyrrende, om jeg må spørge?”

Anna Mejlhede har fuld forståelse for, at ikke alle fraskilte par ville have lyst til at benytte sig af det, hvis der blev åbnet op for muligheden for en kirkelig markering i forbindelse med deres skilsmisse. Ofte ville det kun være den ene part, der kom til kirken – eller de ville måske begge komme, bare hver for sig, og her ville det mere være en samtale og eventuelt en forbøn ved alteret i kirken, der var brug for.

»Som jeg ser det, kunne et skilsmisseritual nærmest være en form for ritualiseret sjælesorg. Og begrebet sjælesorg kræver lidt flere ord med på vejen, for sjælesorg handler om mere og andet end sorg. Det handler om at sørge for sjælen, eller med andre ord om at have omsorg for det i mennesket, der ligger dybest inde. Og når det handler om kærligheden og vores op­levelser med den – gode som dårlige – så er det netop kirkens rum, vi gerne vil ind i, fordi det er her, vi kommer i både sorgen og i glæden,« skriver hun.

»I forvejen er der i forbindelse med skilsmisse mulighed for en ”mægling hos præsten”, som det hedder, og enhver har også i forvejen mulighed for at komme til kirken, tale med en præst og blive bedt for ved alteret, hvis dette ønskes.

Så skrid­tet derfra og så til at lave et egentligt skilsmisseritual er for mig at se ikke stort. Kirkerummet kan noget særligt.

Det er et fortrolighedsrum, vi ikke møder andre steder i vores samfund. Her er det ikke os, der er i centrum, men Gud. sådan forholder det sig også ved vielserne, hvor det ikke er parrets kærlighed til hinanden, der er i centrum, selv om man kunne forledes til at tro det, men i stedet Gud og hans kærlighed til os.

At Gud og hans kærlighed til os er i centrum, ville også gøre sig gældende, hvis et fraskilt par kom ind i kirken for at blive bedt for - oven på deres skilsmisse. Og hvilken lettelse er det i virkeligheden ikke, at Guds kærlighed til os er det, som bærer os i første og sidste ende - og ikke vores egen kærlighed, som den gives eller ikke gives til hinanden?«

I bogen kommer Anna Mejlhede med et bud på, hvordan et slags ritual kunne se ud, hvis et fraskilt par kom til hende og bad om hjælp til at få sat ord på deres nye situation – eventuelt i form af en rituel ramme:

Parret og præsten er til stede i kirkerummet, og hvis de ønsker det, eventuelt to vidner, ligesom til deres vielse.

Forslag til salme som begyndelse af ritualet: enten hele nr. 28 i salmebogen, ”De dybeste lag i mit hjerte«, skrevet af Jens Rosendal eller udvalgte vers som her:

Du, skabelsens Gud, som vil bøje

dig ned til din verden i dag.

Du, Skaber, som åbner mit øje

og kender mit hjertes slag.

Din Ånd over lande og have,

din kalden på skabningen selv

er lyden i alt det, du skabte

i blodets og flodernes væld.

Så mød mig en skabelsens morgen

her midt i mit goldeste land,

og knus mig i selviskheds ørken,

skab du så, som Skaberen kan.

At uro kan vendes til glæde,

min længsel til det, jeg formår:

at rejse mig nyskabt og leve

på jorden, mens dagene går.

Præsten siger: ”Nåde være med jer og fred fra Gud vor Fader

og Herren Jesus Kristus.”

Indledningsbøn:

”Vor kære Gud og Fader.

Du som kender vore inderste tanker

og følger os på alle vore veje,

hjælp os til at finde trøst, når vi fortvivler.

Mod, når vi er frygtsomme, og håb,

når vores sjæl formørkes.

Vis os, Herre, at din kærlighed er langt større

og rækker meget længere, end vi kan nå.”

Amen

Forslag til læsninger: Salmernes Bog, Salme 139 v 1-12 og/

eller Matthæusevangeliet kap 7

Salme 139:

”Herre, du ransager mig og kender mig.

Du ved, om jeg sidder eller står,

på lang afstand er du klar over min tanke;

du har rede på, om jeg går eller ligger,

alle mine veje er du fortrolig med, Herre;

bagfra og forfra indeslutter du mig,

og du lægger din hånd på mig.

Det er for underfuldt til, at jeg forstår det,

det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.

Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd?

Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?

Stiger jeg op til himlen, er du dér.

Låner jeg morgenrødens vinger

og slår mig ned, hvor havet ender,

så leder din hånd mig også dér,

din højre hånd holder mig fast.

Siger jeg: ”Mørket skal dække mig,

lyset blive til nat omkring mig”,

så er mørket ikke mørke for dig,

natten er lys som dagen,

mørket er som lyset.”

Og/eller:

Matt 7:

”Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på,

så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og

den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der

op for.”

Mens parret knæler ved alteret, siger præsten følgende

bøn med håndspålæggelse:

”Vor Gud og vor Fader

Vær med disse to, som i dag er kommet herind i dit hus.

Hjælp dem til at holde håbet og troen på kærligheden

bevaret i deres hjerter.

Hjælp dem til ikke at lade erfaringerne overskygge håbet

og troen på,

at kærligheden findes – også for dem.

Vær hos dem i det liv, de nu hver især skal leve

– adskilt fra hinanden.

Hjælp dem, Herre,

så de bevarer det gode, der har været imellem dem,

og hjælp dem til at slippe det, der har været ondt.

Du, som er lyset, kærligheden og livet,

lad os finde styrke, fred og trøst i dig.”

Amen

Fadervor bedes derefter sammen med parret.

Parret rejser sig Præsten lyser velsignelsen:

”Herren velsigne dig og bevare dig. Herren lade sit ansigt

lyse over dig og være dig nådig, Herren løfte sit åsyn på dig

og give dig fred.”

Amen

Til afslutning kunne synges følgende salme af Ingemann:

”Til himlene rækker din miskundhed, Gud,

din trofasthed når dine skyer;

Din retfærdshånd over bjergene ud

er strakt over dale og byer.

Som himlenes favn er din kærlighed, Gud,

Som havenes dyb dine domme.

Til frelsen fører du sjælene ud,

Vil skabningens suk ihukomme.

Hvor dyrebar er dog din miskundhed, Gud,

Hvor menneskebørnene bygge!

I mulm er kærlighedsvingen bredt ud,

vi skjuler os under din skygge.

Du kvæger i ørken den tørstende sjæl,

du bjerger den bævende due.

Hos dig er livets det evige væld,

og lys i dit lys skal vi skue.”

Ingemann 1845