Jeg hader at sejle (nogle gange ...)

Da jeg tilmeldte mig singlehandsejladsen Silverrudder – Challenge of the Sea, var jeg klar over, at jeg havde givet mig selv en kæmpe udfordring. På bare tre måneder skulle jeg gå fra at være en medsejlende tursejler til singlehandsejler!

Indledningsvis skulle jeg dog starte i en jolle, og det, mente jeg trods alt, måtte være nemt, når jeg nu var vant til at befinde mig på en større båd.

Men at gå fra kølbådssejlads til jollesejlads har vist sig at være langt sværere, end jeg havde regnet med.

Selv om det ikke er mig, der har ansvaret eller interesseren for sejladsen, når vi sejler på langfart om bord på Capibara, vores langkølede Allegro 30, så hjælper jeg selvfølgelig til. Jeg er tryg ved bådens bevægelser, og jeg er ikke længere bange for, at den krænger over.

Om at miste kontrol

Men at sætte mig i Mirror-jollen har været som at starte forfra. Den er langt mere levende, end jeg er vant til, og jeg har ingen fornemmelse for, hvor meget jollen kan krænge, før vi ender i vandet.

Jeg har derfor påbegyndt min sejlundervisning med en noget større usikkerhed, end jeg havde regnet med, og den usikkerhed gør mig indimellem forvirret og handlingslammet. Ikke ligefrem en force, når man skal sejle alene ...

Når jeg har set børn sejle optimistjoller, er det ikke usædvanligt, at de indimellem ender i vandet, og Henrik har også fortalt, at han som barn blev trænet i at vælte i jollen og komme op igen.

Jeg er godt klar over, at det sikkert ville være formålstjeneligt, hvis jeg også begav mig ud i den øvelse, men det synes jeg, at jeg er blevet for gammel til. Samtidig er jeg dog hele tiden bange for, at jollen skal vælte, selv om jeg har svært ved at finde ud af, hvad jeg er bange for.

Vi sejler stort set ikke mere end 20 meter fra land, jeg har altid redningsvest på, og jeg kan svømme, så jeg er ikke bange for at drukne, hvis jeg skulle ende i vandet. Men det virker også helt overdrevet, hvis jeg bare er bange for at blive lidt kold og våd?

Jeg tror dog mest, jeg er bange for at miste kontrollen over båden, selv om jeg paradoksalt nok mister kontrollen fuldstændig, når jeg bliver nervøs!

Fra lille jolle til lille kølbåd

Per Cederberg, der er dansk importør af det slovenske bådmærke Seascape, inviterede for nylig Henrik og mig til Aabenraa for at sejle i en Seascape 18. Jeg var spændt på at prøve den, da min erfaring med sejlbåde er begrænset til en Allegro 30 og en Mirror-jolle, men samtidig var jeg nervøs for, at jeg ville synes, at Seascapen var lidt uhåndterbar sammenlignet med Mirror-jollen pga. dens størrelse og størrelse af sejlareal.

Men det viste sig faktisk at være helt modsat, og i stedet blev jeg overrasket over, hvor stabil den var, og hvor hurtigt jeg blev tryg ved at befinde mig om bord. Det lykkedes os endda at komme op og plane, hvilket jeg aldrig har prøvet før, så det var en fed oplevelse.

SS18 mindede mig egentlig lidt om en motorcykel: Du skal være lidt mere aktiv, end hvis du kører i en almindelig bil, men du er til gengæld også mere i kontakt med elementerne, hvilket måske også gør din køreglæde større?

I hvert fald håber jeg, at Per inviterer igen, for mine vendinger lod lidt tilbage at ønske – og desuden havde jeg to gaster med til at tage sig af sejlene, og de må jo desværre ikke være der, når jeg skal sejle Silverrudder!

For meget vind?

At sejle i Danmark har åbnet mine øjne for, hvor relativt begrebet ”for meget vind” kan være. Ud over at det selvfølgelig også er en personlig holdning, er der stor forskel på 10 m/sek. i Bahamas, hvor vi har sejlet i foråret, og 10 m/sek. i Danmark.

I Bahamas er der stadig 30 graders varme og højt solskin, når det blæser meget, så vi reber bare og beholder badetøjet på.

Herhjemme har jeg til gengæld næsten en fornemmelse af, at jeg sætter liv og lemmer på spil, hvis jeg går ud i blæsevejr over 6 m/sek., da det som regel også indebærer mørke skyer, lave temperaturer og sommetider også regn.

Den første gang, vi begav os ud i 7-8 m/sek., var jeg rædselsslagen. Jeg panikkede og kunne knap finde ud af, hvad der var op og ned, eller om vinden kom forfra eller bagfra, og til sidst endte jeg på broen med tårer i øjnene og snøftede:

»Jeg hader at sejle ...«

Er sejlads noget for mig?

Jeg har ellers været spændt på, om min interesse for sejlads ville stige i takt med, at jeg blev bedre til at sejle, men det er nu gået lidt op og ned. Efter at jeg havde ligget på broen og snøftet, overvejede jeg alvorligt at ringe til BådNyts redaktør og fortælle, at jeg måtte trække mig fra projektet: Sejlads var alligevel ikke noget for mig, og jeg syntes ikke, det var sjovt. Når vejret var godt, var det da meget hyggeligt, men i blæsevejr var jeg langt ud over min komfortzone.

Men heldigvis kan rammerne for ens komfortzone godt udvides lidt, og efter en solskinsdag, hvor det gik bedre, endte vi igen i den samme vind. Og denne gang udviste jeg mere mod og endte endda med at synes, at det var sjovt.

Så selv om jeg (endnu) ikke er blevet bidt af en gal sejler, har jeg ikke givet op endnu!

Det har Signe lært

Selv om jeg ikke synes, det har været lige nemt at sejle i en jolle, har jollesejladsen alligevel lært mig nogle væsentlige ting, som jeg kan tage med mig til en større båd:

1: Når jeg sejler mod vinden, lader jeg forsejlet fortælle mig, hvor tæt jeg kan sejle på vinden. Når det buler lidt i forsejlet, ved jeg, at jeg sejler for tæt på vinden.

2: Når jollen krænger for meget, slækker jeg ud i storskødet.

3: For at sætte sejlene rigtigt slækker jeg ud, indtil det buler let, og hiver derefter lidt hjem. Når vinden kommer bagfra, skal vinden stå omtrent 90 grader på sejlet.