Ford Capri på hjemmebane: 1300 med Escort-motor overrasker og 1600 GT er en regulær sportsvogn
Uddrag af prøvekørselsrapport i Jyllands-Posten 9. april 1969
1300 med Escort motor var ikke til rådighed for prøvekørsel på Cypern. Jeg ventede derfor, at den ville vise sig at virke håbløst underforsynet med motor, men jeg blev meget overrasket.
Ser man bort fra, at motorydeevnen ikke lever op til udseendet, føles 1300 slet ikke uharmonisk, og direkte langsom er den heller ikke. Fabrikken opgiver selv 0-100 km/t til 19,0 sekund og tophastigheden til 138 km/t samstemmende med mine egne erfaringer.
1600 GT er betydeligt hurtigere med 0-100 km/t på 13 sekunder og tophastighed 160.
1600 GT virker i realiteten ikke stort mere afslappet end 1300 ved høje hastigheder, selv om gearingsforskellen ikke er ubetydelig. 1600 GT lyder blot lidt mere sportsbetonet.
1600 GT løber villigst op i høje omdrejningstal, men 1300 gør det også godt. Ventilerne i 1300 begyndte for eksempel først at protestere ved ca. 66 km/t i andet gear, svarende til 6000 o/m. 1600 GT kan man tage op på 6500 uden at høre nogen protest, men grænsen sættes med rødt felt på omdrejningstælleren ved 6000 o/m.
Bortset fra motoren er 1600 GT også bedst rustet til hurtige overhalinger i lavt gear med sin særlige sportsgearkasse med forholdsvis høje og tæt aftrappede lave gear.
Lille forskel på opførslen i sving
Forskellen på de to Capri-udgavers opførsel ved forceret kørsel i sving er så lille, at man skal være erfaren i kørsel på skridgrænsen for at fornemme den. Men den er der, selv om begge vogne i grunden opfører sig lige forbilledligt, hvad sikkerheden angår.
Med gas på gennem svingene kan forskellen i motorkraft have en vis betydning, men forskellen i fælgbredde gør sig også gældende. 1600 GT virker lidt mere skridsikker og bedre kontrollabel med mere neutral styring på skridgrænsen end 1300. Den holder som regel bagenden fint på plads, mens 1300 er mere tilbøjelig til at slippe taget i vejen først med baghjulene. Dækmonteringen kan også have indflydelse med Dunlop SP 68 på 1300 og Goodyear G 800 på 1600 GT, men næppe nævneværdig da begge var af radialtype med samme dimension, 165-13.
1600 GT mest harmonisk af alle udgaver
På Cypern kørte jeg også den almindelige 1600 og 2000 GT, og jeg fandt 1600 GT mest harmonisk af alle udgaverne. Denne opfattelse står stadig ved magt. 1600 GT kan med fuld føje godtages som en regulær sportsvogn. Alle Capri'erne har betydelig bedre køreegenskaber end de fleste billige, åbne to-personers sportsvogne, og de kommer særlig fint til deres ret med 1,6 liter GT motoren.
Generelt konstateredes i øvrigt: Meget vellykket, traditionel affjedring med god sikring af vejkontakt, minimal krængning og behagelig komfort trods meget korte fjederbevægelser. Dårligt udsyn og overblik bagud. Et præcist, hurtigt gearskifte, som dog kunne binde lidt i GT'en. God frihed for karrosseriresonans.
Om 1600 GT er merprisen værd: Kort svaret vil de fleste utvivlsomt finde deres rent konkrete behov dækket af en fuldstændig standardmæssig Capri 1300.
Om prisernes fordelagtighed kan diskuteres. Ser man bort fra udseendet, der simpelthen er databehandlingsmaskinens svar på en bredt anlagt markedsundersøgelse, står man tilbage med forholdsvis ringe plads, herunder et miserabelt bagagerum, gode og sikre men dog ikke særligt exceptionelle køreegenskaber og temmelig almindelig motorydeevne, som nemt falder igennem, hvis man sammenligner med andre vogne af lignende grundkonstruktion. Fiat 124 Special er for eksempel hurtigere end 1600 GT og koster ikke mere end 1300.