Guld og grønne sten

»Det er nærmest en menneskealder siden. 30 år er jo nærmest en generation. Eller mere faktisk,« siger Henning Kern, da Jyllands-Postens udsendte møder ham i baghuset på Østerbro i København, der har været Dyrberg/Kerns hovedsæde længe.

Han undskylder flytterodet – inden længe rykker de til Københavns Manhattan, Amager. Øen, der tidligere var kendt som Lorteøen. Ting ændrer sig, og det er et nyt kapitel i smykkefirmaets 30 årige liv. Men én ting ændrer sig dog aldrig, lyder det fra Henning Kern: Dyrberg/Kerns dna.

Gardinringe og Joan Collins

I enhvert dna-molekyle er to strenge, der snor sig rundt om hinanden, og det er også basen i Dyrberg/Kern. I 1980’erne mødte de to kreative kræfter bag, Henning Kern og Gitte Dyrberg, hinanden på Skolen for Brugskunst (i dag Kunstakademiets Designskole, red.). Han lavede herretøj, hun dametøj, og de blev kærester.

»På et tidspunkt fandt vi ud af, at vi gerne ville udvide kæresteriet med et kreativt samarbejde. Så lavede vi nogle tøjkollektioner, og der var guldknapper på, og det blev rigtig flot, syntes vi. Men der skulle nogle smykker til, så vi gik i Daells Varehus og fandt nogle kæder og gik på loppemarkeder og fandt gardinringe og bæltespænder, som vi lavede om til smykker,« fortæller Henning Kern, smiler for sig selv og fortsætter:

»Det viste sig så, at butikkerne var mere interesserede i smykkerne end i tøjet.«

Det var en tid, hvor Joan Collins, som Alexis i tv-serien Dollars, var modeikonet, og kvinderne havde »brede skulderpuder, store guldknapper og kæmpestort hår,« som Henning Kern siger. Så de lavede smykker, der passede til det.

»Det var kæmpestore sten og fuld fart fremad. Det var generelt ret enkle og primitive smykker, vi lavede. Men vi ramte hurtigt et marked, der ikke fandtes. På det tidspunkt kunne du enten få noget billigt plastic-juks, eller også kunne du få dyre smykker. Designede smykker til priser, du kunne have råd til – det fandtes ikke,« fortæller Henning Kern om de første smykker, som blev kreeret på hans værelse hjemme hos hans forældre.

Tidskapslen

»Jeg skal vise dig noget. Det er ret sjovt,« siger han og farer pludselig ud af mødelokalet.

30 sekunder efter dukker han op i døråbningen med en flad og aflang beholder i hånden.

»Nogle gange finder jeg dem på loppemarkeder og køber dem tilbage. Det, synes jeg altså, er ret sjovt,« siger han, placerer den brune, lettere ramponerede papkasse på bordet, løfter forsigtigt låget af og afslører en håndfuld vaskeægte Dyrberg/Kern vintage.

»Det var sådan nogle som dem her, der var vores allerførste smykker. Den dims her kunne f.eks. have hængt på et bælte,« siger han og hiver et rundt, guldfarvet smykke frem på bordet.

»Så limede vi den der øreklips på og satte den der ring på, og så havde vi et par øreringe,« lyder forklaringen efterfulgt af et stort smil.

»Det var skideskægt.«

Udover de runde, guldfarvede øreringe vil den Dyrberg/Kern-kendte observatør også få øje på det noget nær ikoniske sølvarmbånd med stene blandt de tre årtier gamle smykker. Og de store stjerneøreringe, som kom på forsiden af magasinerne. Sikke et held, den papkasse dukkede op på Henning Kerns kontor midt i flytterodet.

Glamour og glimteri

Selv om Joan Collins og skulderpuder er passé her i midten af 2010’erne, er det stadig en stor del af dna’en i Dyrberg/Kerns smykkeunivers.

»Når jeg ser tilbage på smykkerne fra 80’erne og så ser på det, vi laver nu, så er kernen i designet stort set det samme. Vi vil stadig godt lave smykker, der ser glamourøse ud, er elegante og emmer af noget, der er lidt “larger than life”, uden at det nødvendigvis er det dyreste smykke, der kan opdrives her på jord. Det, at kvinder ønsker at dekorere sig, ønsker at glimte – det er vores varemærke. Så vores smykker har altid været 10 pct. mere iøjnefaldende og glimtende end dem, der ellers har været på det danske marked. Der har vi ikke været bange for at give den gas,« forklarer Henning Kern.

»Vi har altid lavet det, der passede os. Det, vi syntes, var sjovt. Hvis Gitte eller jeg havde en sjov idé, så prøvede vi det af. Først så griner folk måske af en, men så bagefter bliver man kopieret, ik’?«, siger smykkedesigneren og griner.

»Sådan er det med mode.«

Men ser man på smykkerne fra 80’erne og smykkerne i dag, er der dog alligevel en del synlige forskelle.

»I dag er vores smykker lidt mere reducerede i stilen, men det er stadig de samme swarowski-krystaller, vi sætter i, vi elsker stadig guld, og det må stadig godt se lidt dyrere ud, end det er. Det rammer noget dybt nede i sjælen – alle kvinder kan godt lide at glimte.«

Men hvordan undgår de så, at det går hen og bliver kitsch? Noget, der ellers godt kunne være en overhængende fare for, hvis nu vi tænker på 80’ernes guld, glimmer og brede skuldre en gang mere. Står det til Henning Kern, er det netop den lille forskel fra 80’ernes smykker til de nye kollektioner, der er svaret.

»Selvfølgelig skal man passe på ikke at blive fanget i fortiden. Så det handler hele tiden om at opdatere designet og den historie, det fortæller. Vi retter det jo hele tiden til, til den tid vi er i. F.eks. havde de gamle smykker en banket overflade. Det var barokt. Ujævnt. I dag er det fuldstændig strømlinet og rent. Det passer til det rene look med enkle jeans og sweater, som er in lige for tiden. Men man kan altid stadig genkende os i det,« siger han.

For efter 30 år i branchen ved Henning Kern også, at trends har sin tid. Så han er ikke nervøs for ikke at gå all in på den nye nordiske úber-minimalistiske trend.

»Hvis du er pizzakok, kan du jo ikke begynde at lave sushi. Det kan godt være, trenden går en bestemt vej, og det er jo også det, der er fedt for os som designere – at vi kan hoppe ind og ud af trends og tilpasse vores design til den tid, vi er i – men så samtidig tager vi vores udtryk med ind,« siger han og påpeger, at det i øvrigt kun er her i Norden, at det nordiske look er stort:

»Hvis du tager til England, Frankrig, Kina, så vil de rent ud sagt skide den nordiske minimalisme et stykke. Det er jo kun i Danmark, at vi synes, det her reducerede, rene og enkle ingenting-look er fedt.«

Yin og yang

Det er hele tiden i bevægelse. Hele tiden er der små justeringer, tilpasninger, ændringer, forsøg. Sådan har det været i 30 år, og sådan vil det blive ved med at være. For det er dét, der driver det danske smykkefirma.

»Som modedesigner er du altid på jagt efter det perfekte udtryk. Og det finder du aldrig. Du er aldrig tilfreds. "Det retter vi i næste kollektion," siger man. Det er en ”on-going” proces. Det er den der jagt, vi hele tiden går efter, og det er dét, der driver forretningen. Det er dét, der gør, at vi ikke bliver trætte af det,« siger Henning Kern.

Men det er samtidig også hans og Gitte Dyrbergs forskelligheder, der driver værket.

»Kollektionerne bliver lavet af både Gitte og jeg. Det er yin og yang. Det er mand og kvinde. Vi har ikke helt samme æstetiske smag og er heller ikke altid enige om, hvad der spiller. Men det er mikset af det, der gør, at vi rammer,« siger Henning Kern og uddyber:

»Gitte er mere kunstnerisk end mig og har en mere artistisk tilgang til designprocessen, hvor jeg tænker lidt mere på trends og det kommercielle. Jeg aner jo i realiteten ikke, hvad kvinder vil have, men jeg betragter meget, hvad kvinder har på. Hvorfor har du f.eks. den halskæde på, og hvordan kan jeg lave noget til en som dig? Der tænker Gitte mere personligt og tager i høj grad udgangspunkt i sig selv – hvad ville hun selv gå med?«

Det kan være alt lige fra kirkeklokker til tidligere kollektioner, der har solgt godt, der inspirerer de to designere i skabelsen af smykkerne. Eller en popsang.

»Jeg kan godt have hørt en eller anden popsang og så spille omkvædet for Gitte, fordi det har inspireret mig helt vildt. Og indimellem siger jeg også, at de smykker, vi laver, skal være ligesom en popsang – eye it, try it, buy it. Det skal ikke være for kompliceret. Det skal tænde dig og tale til dig. Det skal ikke forklares for dig.«

En dialog, kalder Henning Kern det. En dialog mellem to forskellige designere, mellem forskellige tider og trends og mellem alle de små dele i Dyrberg/Kerns dna. En dialog, der startede i midtfirserne og fortsætter derudaf. Måske endda en menneskealder mere.