En kærlighedshistorie satte det hele i gang

Der er to mænd i Gitte Dyrbergs liv.

Den ene kan hun snart fejre sølvbryllup med. Den anden har hun 30 års jubilæum med næste år. Og hun tilbringer næsten lige meget tid med dem begge.

Gitte Dyrberg er medejer og designdirektør i smykkefirmaet Dyrberg/Kern, som hun grundlagde sammen med sin forretningspartner Henning Kern for 29 år siden. Privat er hun på 22. år lykkeligt gift med Lars Ole Knudsen. De har kendt hinanden siden 1987, da han blev imponeret over hendes afgangseksamen fra Danmarks Designskole.

100 pct. mor

For Gitte Dyrberg udgør de 20 kilometer fra Dyrberg/Kern på Emdrupvej til villaen i Vedbæk en tiltrængt pause, hvor hun mentalt kan omstille sig.

Når hun efter endt arbejdsdag på kontoret på Østerbro - sætter sig i sin bil – har hun en lille halv time, inden hun træder ind af døren i villaen i Vedbæk, smider smykkerne, slår håret ud og binder et forklæde om livet.

»Så er jeg mor,« siger hun. Også selv om datteren Anna efterhånden er blevet 20 og sønnen August 17. Og sådan har det været gennem alle årene. At være selvstændig forretningskvinde i en virksomhed, hvor man også i perioder er en del væk hjemmefra samt på udenlandsrejser, kræver benhård prioritering.

»Når jeg er hjemme, så nyder jeg 100 pct. børn og mand - hus og have. Sådan har jeg altid haft det. Da børnene var små og mange år derefter tog jeg ikke hjem - for straks at tage ud til fitness eller anden fritidsfornøjelse. Det kunne jeg simpelthen ikke have i mit hoved. Da firmaet var nyt, var jeg endnu mere væk, og det tager jo lidt tid at falde ned, så man kan være sammen med børnene. Når man er sammen, skal man være der 100 pct., så meget man kan og nyde, samt tage omsorg for deres liv. Men jeg føler bestemt ikke, at jeg har mistet noget ved at prioritere sådan. Jeg har jo fået så meget,« siger Gitte Dyrberg.

100 pct. direktør

Når hun næste morgen tager den brede trappe op til 2. sal på Emdrupvej og træder ind ad døren, er hun Gitte Dyrberg, den effektive medejer og kreative direktør i det succesfulde smykkefirma. For også i arbejdslivet sætter Gitte Dyrberg pris på at være til stede 100 pct.. Det kan godt være, at det blev sent i går, og energien måske ikke er helt i top, men det kan den hurtigt komme. For det handler om indstillingen til arbejdet.

»Mange af vore medarbejdere er unge og har små børn, og det kender jeg alt til – og derfor er det vigtigt for mig at virke forstående og samtidig inspirerende, for hvis man hele tiden tænker, ih hvor er jeg træt, så bliver man træt! Det er vigtigt at udstråle, at det her bliver en god dag. Så kan der godt være meget arbejde, og vi kan være pressede, men vi passer på ikke at blive stressede!«

Og stresset har Gitte Dyrberg aldrig rigtig været i de snart 30 år, hun sammen med sin partner Henning Kern har styret firmaet helskindet gennem diverse finanskriser. Det, der startede med en limpistol ved køkkenbordet, har udviklet sig til et verdensomspændende brand. I dag er det svært at finde et kontinent, som ikke på én eller anden måde er involveret i Dyrberg/Kern. Smykkerne bliver solgt i butikker fra Auckland til Athen, Berlin til Barcelona, Kuwait til København, Moskva til Milano, Osaka til Oslo, Paris til Puerto Rico, Stockholm til Shanghai og mange andre byer.

Jeg bliver aldrig stresset

»Men jeg bliver ikke stresset, eller jeg vælger i hvert fald at sige, at jeg bare er presset. Jeg har meget at lave, men det er sjove ting, jeg beskæftiger mig med. Når man bliver stresset, er det måske, fordi man har påtaget sig for mange ting, som man ikke kan overskue eller ikke forstår – og som man ikke formår at sige nej til.

Det giver mig energi at lave det, jeg synes er sjovt og interessant, og som jeg føler, jeg er god til og hvor jeg kan gøre en forskel. Jeg arbejder ca. fra 9 til 17, og derefter er der ofte mails og præsentationer, der skal følges op - men jeg sørger også for at holde fri og lade op for at være kreativ og åben for inspiration. Når du arbejder som designer eller kunstner, så arbejder du i princippet hele tiden. Jeg kan finde min inspiration i alverdens ting omkring mig…Jeg stod engang i en elevator og fik øje på et flot mosaikgulv, som jeg bare måtte tegne og senere blev det mønsteret til en smuk stensammensætning i et smykke. Jeg har altid min notesbog med i tasken og deri skitseres masser af ideer til nye og spændende smykkeserier.

En kærlighedshistorie

Som i alle eventyr var det en kærlighedshistorie, der satte det hele i gang.

Gitte Dyrberg og Henning Kern dukkede i 1983 op i samme klasse på Danmarks Designskole. Det tog ikke den unge Kern mange sekunder at spotte Dyrbergs talenter, og ret hurtigt blev de kærester. Men det gik op for dem, at de havde meget andet end kærligheden til fælles. Begge besad de en enorm kreativ energi og var vilde med at gå på skolen. Mens de fleste studerende holdt fri om onsdagen, der var skolens undervisningsfrie dag, mødte parret op for at arbejde seriøst med deres store passion, design. Det var tøjdesign, de studerede, og de var hurtigt et fasttømret team og par. Og hurtigt skulle det vise sig, at de begge havde et veludviklet købmandsgen. Efter to år på skolen var de godt i gang med at sælge eget tøj under eget brand.

Danskerne kendte ikke bijouteri

»Vi rejste til Paris og købte tekstiler til en kollektion og følte os meget international-tøjdesigner-smarte! Medens vi gik i skole, tog Hennings mor rundt og solgte vores tøjkollektion.. Men vi var klar over, at vi blev nødt til at og få taget professionelle modefotos samt style tøjet lidt lækkert. Så vi tog ind i Daells Varehus og købte nogle Chanel-agtige kæder, og fra en metalfabrik, der var ved at gå konkurs, købte vi nogle ”mønter”. Vi limede farvede sten på og satte mønterne fast i kæderne. Da kunderne så billederne, blev de rigtig vilde med smykkerne – ja, mere end med tøjet! Vi havde uden at vi vidste det - ramt en spændende niche i Danmark - for bijouteri var et næsten ukendt begreb. Kvinderne gik med ingen eller enkle smykker i ægte sølv, og fashion jewellery var noget helt nyt. De sydeuropæiske kvinder har ”altid” båret masser af smykker, men heroppe i Nordeuropa kendte man det næsten ikke, så man kan sige, at vi var med til at opdrage folk til at interessere sig for det og bruge det,« fortæller Gitte Dyrberg.

Det var i midten af 80erne, hvor skulderpuderne ikke kunne blive for store, og parret havde en uudtømmelig fantasi om store signatursmykker, der kunne matche. De tømte loppemarkeder for små dimser, købte komponenter, store charms og ringe af plastik. Mønter med farvede knapper og sten. Farvede nøgler med sten. Det var nok til at få spalteplads i modebladende, for ingen havde set noget lignende. Og efterhånden blev det en tradition, at de slæbte poserne med ud til Hennings forældre, og så sad hele familien og samlede smykker.

»En gang indkøbte vi forventningsfulde en kasse fuld af kulørte plastikringe for 1.000 kr. Hennings far kiggede chokeret på posens indhold og udbrød: I har da vel ikke givet 1.000 kroner for det der! Men da vi tjente en god sum på de færdige smykker, kommenterede han aldrig senere vore indkøb.«

Vi får tre kick

Det kom også som en overraskelse for de unge selv, at tørsten efter modesmykker var så stor, som det havde vist sig. Engang kom Gitte ind i en butik for at sælge smykker. Hun forlangte 95 kroner for en kæde, men butiksindehaveren misforstod hende og troede, at hun sagde 595 kroner. Og alligevel ville hun godt købe kæden.

»Dag og nat tænkte vi i smykker. Når vi rejste rundt i Europa, havde vi smykker med, som vi solgte, og så kunne vi rejse lidt mere. Vores fabrikation foregik i vores lejlighed. Henning sad og limede ude på altanen, og jeg pakkede inde i stuen. Vi syntes begge, at det forretningsmæssige også var sjovt. Vi er begge børn af selvstændige forældre, så måske ligger det os i blodet. Man kan sige, at vi får tre kick. Et, når vi får idéen, et, når det bliver solgt og endnu et, når vi ser piger på gaden gå med vores smykker. Så bliver vi stolte. Det gør vi stadig efter 30 år. Og vi kan spotte det på lang afstand, for eksempel når vi står i kø ude i lufthavnen, og vi kan næsten også huske årstallet for, hvornår det er produceret.«

Straks, man åbner døren ind til Dyrberg/Kern på Emdrupvej, fornemmer man, at der er kælet for detaljerne. Det store rum er hvidt med hvide, draperede gardiner ind til det åbne kontorlandskab , hvor medarbejderne sidder. 10 kæmpestore kuppellamper med mosaikker af slebne strandskaller sender et behageligt lys ud over de sorte smykkemontre og Corbusier-lænestole i sort læder. Alt er holdt i sort og hvidt. Firmaets signaturfarver.

»Vi har altid gået op i at præsentere tingene rigtigt, at vise dem på den fedeste måde. Æstetikken er rigtig vigtig. Og konceptet omkring smykkerne er vigtig. Derfor er der intet her i rummet, som er tilfældigt,« indrømmer Gitte Dyrberg.

Luksus og skønhed

Sådan har det været lige fra den første gang, parret udstillede på messe i Bella Center i 1987.

»Vi tog kontakt til Tage Andersen, som siden blev en kendt blomsterkunstner. Han er oprindeligt uddannet konditor og arbejdede i en årrække hos min far, der var konditor i en lille jysk by.

Tage havde lige startet sin butik i København, og da jeg ringede og spurgte ham, om vi kunne låne nogle af hans interessante dekorationselementer sagde han heldigvis ja, og vi fik skabt en meget smuk stand på modemessen. Næsten som en rigtig ”boutique”. Lige siden har Dyrberg/Kern fokuseret på delikat præsentation af kollektioner, opstillinger, og indpakning.

»For os er der ikke bare tale om et smykke, vi tænker i serier, ting, der passer sammen og kan kombineres, og vi er med vores uddannelsesbaggrund naturligvis også fokuseret på mode og det tøj, som smykkerne skal passe til. Det er hele looket. En del af præsentationen går ud på at vise, at vore smykker passer til det tøj, der er moderne og sæsonens farver og trend. Vi designer to store kollektioner samt to mindre mellemkollektioner hvert halve år. Derudover præsenterer vi Dyrberg/Kern TIME - ”jewellery that shows time”, som følger hovedkollektionerne til sommer og vinter.«

En skidegod idé, Gitte!

Gitte Dyrberg er selv inde overalt i processen. Hun er håndtegner og kan hurtigt slå nogle streger, som viser hendes tanker. Men hvordan kan man år efter år blive ved med at forny sig flere gange årligt med hundreder af nye objekter?

En stor del af mit arbejde består selvfølgelig i at følge med i, hvad der sker i modeverdenen – dels på egne markeder, men også på nye markeder, som kunne være interessante for Dyrberg/Kern. Derfor rejser jeg sammen med mine designere på inspirationsrejser til storbyer og eksotiske lande for dels at checke op på trends men også for ny og relevant inspiration til den næste kollektion. Interessant er det at betragte pigerne og kvinderne på gaden , på cafeerne osv. Hvordan klæder de sig, og hvordan er deres stil? Dels fordi det er dem, jeg laver smykker til, men også for at opsnappe nye ideer til farver og former. Det skal jeg sørge for sammen med mine tre designere. Vi sidder tæt sammen. Vi arbejder tæt sammen om alle kollektionerne. Hver designer har sin erfaring og ekspertise og tilsammen er vi stærke. Jeg bliver meget inspireret af, at der sidder folk omkring mig. Hvor vi kan inspirere, supplere og for det meste bekræfte hinanden i, at en idé er god, for så er den god. Sådan arbejder Henning og jeg også og har altid gjort det. ”Hvad synes du om det, Henning?” Og mumler han lidt i skægget, tænker jeg den lige om igen. Omvendt, hvis han svarer ”det er en skidegod idé, Gitte”, så tror vi på den med det samme. Og det er det, jeg synes, er sjovt. Også efter næsten 30 år!«

I den nye kollektion er der leget med materialer, og der er taget hensyn til, at købelysten ikke er så stor lige nu. Derfor præsenteres alternative materialer, for eksempel bånd, snor og læder. Hovedvægten ligger på rustfrit stål, der giver et skarpt og rent design. Efterårskollektionen har hestetema, og er inspireret af heste-seletøj og stigbøjler.

»Vi prøver at inspirere til, at man kan købe noget, der matcher, eller vedhæng til den gamle kæde. På den måde kan man skifte look. Sort, sølv og guld. Guld er kommet stærkt tilbage, og så er rosa-guld blevet meget populært. Den er lidt lysere og mere elegant end kobber. Og vi lever jo af, at vi piger falder for noget nyt. Forfængeligheden har Gud skabt.«

En pige fra landet

Gitte Dyrberg er fra Jylland. Født i Kjellerup. Hendes forældre havde et konditori på byens torv. Faderen var både kreativ som konditor og som privatperson og den kunstneriske sjæl i familien.

»Jeg var den første i min familie, som flyttede til København. Efter studentereksamen blev jeg ansat og uddannet som grafisk designer på et reklamebureau, men efter fire år havde jeg lyst til, at der skulle ske noget nyt. Jeg søgte ind på Danmarks Designskole, på Linjen for beklædningsformgivning, hvor jeg blev optaget samme år. Jeg følte mig virkelig privilegeret; Vi var 1600, der søgte og 16, der kom ind! Det var helt fantastisk. Egentlig kunne jeg have fortsat med grafisk design og det søde liv i reklamebranchen. Der var mange penge i reklamebranchen i 80érne, og der blev holdt nogle fantastiske fester. Flere ”kendte” kom på bureauet, bl.a. Shubidua, fordi vi designede og producerede deres pladecovers… det var meget stort. Men det var ikke den grafiske vej, jeg skulle, og jeg valgte i stedet det, som jeg brændte for. Gik over på SU, valgte kæresten fra, sagde lejligheden op og flyttede i kunstnerkollektiv sammen med nogle musikere og nogle skuespillere. Mit nye liv var lidt sjovere og mere kulørt. Masser af fester og kreativitet, men også masser af kreativitet og skolearbejde, for jeg elskede Designskolen.«

Kemien var der

Det var her, at Gitte mødte Henning.

»I Henning fandt jeg et menneske, som udstrålede en energi, som tiltrak mig. Kemien var der. Jeg er seks år ældre end ham, så det var nok lidt usædvanligt. Han boede stadig hjemme hos sine forældre, da vi blev kærester. Det varede dog ikke så længe, før vi flyttede sammen i lejlighed, hvor vi hver aften skulle ryste små plasticdimser fra smykkeproduktionen af fødderne, når vi skulle sove,« husker hun.

Da Gitte Dyrberg i 1987 præsenterede sit afgangsprojekt ved Danmarks Designskole, fik én af tilskuerne en ganske særlig betydning. Lars Ole Knudsen, der dengang ejede brandet Nautiko, som producerede maritimt modetøj, kunne lide, hvad han så, og sørgede for, at den dygtige designer kom til at arbejde for ham. I nogle år var Gitte fast freelancedesigner i Nautiko, og så blev hun forelsket i chefen. I 1992 friede han til hende, og hun blev gift i en kjole, som var en prinsesse værdig.

Sådan noget kludder i forholdene kunne have lukket Dyrberg/Kern-eventyret, men venskabet mellem de to ejere var stærkt nok til at bære dem igennem, og i dag føler hun, at det er en styrke, at hende og Henning som forretningspartnere kender hinanden så godt og er hinandens bedste venner.

Hus på Mallorca

I 1990 opgav parret helt modetøjet til fordel for modesmykkerne, og det har de ikke fortrudt. Op igennem 90erne og nullerne ekspanderede firmaet så stærkt, at det seks gange modtog Børsens Gazelle-pris, som gives til årets hurtigstvoksende firmaer.

Gitte Dyrberg og Henning Kern har sammen deltaget i flere tv-udsendelser. Først i udsendelsesrækken ”Entreprenørerne” og siden i TV 2’s Liebhaverne på jagt efter et hus på Mallorca til et tocifret millionbeløb.

DR fulgte ligeledes Gittes families jagt på den rigtige villa ud til Øresund i udsendelsen ”I første række” i 2002.

»Det, at have fået flere penge mellem hænderne, er selvfølgelig behageligt, for det giver dig nogle friheder. Men vi har altid været økonomiske og tænkt i godt købmandsskab. Engang troede vi faktisk, at vi kunne spare penge, hvis vi ikke investerede i en computer. Det var nu godt, at vi købte én alligevel,« griner hun.

»Jeg er dybt taknemmelig«

»Pengene betyder jo, at vi har haft muligheden for at bo godt, leve godt og rejse godt. Det er selvfølgelig fantastisk, og det er jeg taknemmelig for. Faktisk kan jeg vågne om natten og tænke, at jeg er dybt taknemmelig. Jeg siger også til mine børn, at de skal være taknemmelige for, at tingene er, som de er. De skal sætte pris på tilværelsen, for det kan gå både op og ned. De skal være lykkelige for, at vi har været dygtige og heldige, og de skal vide, at det ikke er kommet af sig selv. Det er kommet, fordi vi ville det og har arbejdet for det. Men jeg sætter pris på, at tingene er gået, som de er.«