»Jeg skrev min første sang på efterskolen«

Alberte Winding ville gerne væk. Væk fra sin skole og den kedsomhed, hun begyndte at føle – og væk fra den, hun var i sin omgangskreds.

»På efterskolen fik jeg gejsten tilbage. Min bedste nye oplevelse fagligt var kortimerne. Jeg syntes, det var vanvittigt smukt at synge sammen. Det var også på skolen, at jeg skrev min første sang,« siger Alberte Winding, der siden har gjort det til sin levevej at skrive både musik og bøger. Hun er kendt for sin bløde stemmeføring og behagelige klang og har været fast inventar i mange børns univers som sangerinde eller Luna i Bamse og Kylling.

Læser du med fra mobilen, så se flere billeder her.

Alberte Winding, eller ganske enkelt Alberte, valgte da også Mellerup Efterskole, fordi det er en musikefterskole.

»Folk gik tit fra rum til rum for at høre hinanden spille den ene sang, man kunne. Jeg spillede ”Smuk og dejlig” på guitar og sang duet med min kæreste. Det var ham, der var stjernen, men jeg nød at være med. Alle var generøse med det, de kunne – eller med deres opmærksomhed,« siger Alberte Winding.

Efterskolen var en samlet organisme

Efterskolen blev en chance for at starte på en frisk og gå sig selv lidt efter i sømmene. For hvem er man egentlig, når man står på kanten mellem barn og voksen – og hvem har man lyst til at være?

»Jeg havde brug for et fællesskab med andre, en gruppe, hvor vi definerede os selv i nuet.

Vi var 14 år og havde lyst til at fortælle, hvem vi var, uden ironi eller gamle roller – en frisk start,« siger Alberte Winding.

Hverdagen var intens og gik med at sidde i klynger og snakke, høre musik og ryge. Alting blev gjort, som om var de en samlet organisme.

»Vi var altid forelskede eller ulykkeligt forelskede, veninder og uvenner. Ligesom uden for skolen, men her var vi det i en intens version. Vi nåede at have et helt liv på det ene år i 8. klasse.«

Oplevelser og følelser var koncentreret på efterskolens begrænsede plads og om et lille antal mennesker. Det nyttede ikke noget at være uvenner med de andre, for man skulle alligevel gå op og ned ad hinanden, så Alberte lærte hurtigt, at det der med længevarende konflikter ikke holdt.

»Når jeg var ulykkelig, tudede jeg i klavertimerne, som foregik med headset og høretelefoner, så læreren kunne tale med os individuelt. Så jeg lærte aldrig at spille klaver, men jeg fik en smuk kontakt med en klog voksen på et vigtigt tidspunkt i livet,« fortæller Alberte Winding.

Lærerne fik en helt central betydning, og var for Alberte Winding det mest særlige ved skolen. Der var tid til den enkelte elev, og lærerne var ikke bange for at give opmærksomhed og omsorg. De var filosofiske, humoristiske og dygtige, tilføjer hun. Og fordi lærerne var omkring eleverne hele tiden, kom skolearbejdet også til at fylde en del i hverdagen.

»Vi havde en virkelig klog og dygtig korleder. Hun forstod, hvor meget psyken har med sang at gøre. Hendes timer var fulde af varme og humor. Jeg sang alt, den dybe kvindestemme, og det var en dejlig fornemmelse at deltage i et lydfællesskab som noget dybt og mørkt,« siger Alberte Winding og fortæller, at hun følte, at taget løftede sig, og jorden rungede, når koret sammen sang ”Se, nu stiger solen.”

»Man kan egentlig godt sige, at jeg fandt mig selv langt mere i en sanggruppe, end jeg gjorde solo. Jeg havde brug for korets lyd og styrke. Det var slet ikke sundt for mig at stå alene de år,« siger hun.

Danmark i 3D

På skolen blev Alberte ikke bare mødt med følelser, fællesskab og fingerspil. Hun kom tæt på sig selv og i endnu højere grad på andre typer af mennesker med helt andre baggrunde.

»Hvis jeg ikke havde været på efterskole, ville jeg ikke have samme 3D-oplevelse af Danmark. Vi kom fra rige gårde, fattige byer, københavnerfamilier med omsorgssvigt, børn fra Grønland, Tyskland, syd, nord. Dygtige, kloge, talentfulde, tabte, ulykkelige, vi var der alle sammen,« fortæller hun.

Det var en omvæltende tid med masser af regler og drenge- og pigegang, hvor man altså ikke måtte være på hinandens gange mere end en gang om ugen, når der var besøgstid. Alberte Winding kom fra et hjem, hvor den eneste regel var, at man skulle tage opvasken hver dag, så de stramme rammer var det sværeste ved opholdet. På trods af skolens opdelte gange fandt Alberte Winding sammen med kæresten Benny med den smukke sangstemme. Da ungdomsprogrammet P4 havde et tema om efterskoler, rejste de rundt i landet for at sende fra forskellige efterskoler. Alberte Windings sanglærer spurgte hende og kæresten, om ikke de kunne tænke sig at skrive og fremføre en sang som duet, når P4 kom forbi Mellerup Efterskole.

»Jeg tror ikke, hun så mig så meget som sanger, men mere som en, der havde en masse ord i sig. En, der havde brug for at formulere de ting, der var omkring sig,« siger Alberte Winding, og det blev begyndelsen til den første sang fra Alberte Windings pen.

»Da vi gik i gang, syntes jeg, det var en god forlængelse af de digte, jeg skrev i min dagbog. Men nu med en mere generel tekst,« siger hun.

Sangen kom til at handle om fællesskab og det svære liv, der befandt sig rundt om den trygge skole.

»Jeg fik smag for den magi, der er i et rum i det øjeblik, en sang folder sig ud og gør noget ved andre. Vi fik klart et lille skolehit, altså internt, med vores sang. Men angsten, da den direkte udsendelse gik i gang, er jeg først ved at lægge fra mig nu,« fortæller Alberte Winding.

Overraskende oplevelser

Alberte Winding valgte bevidst Mellerup, fordi det var en musikefterskole, hvor hun kunne pleje sin kreative åre. Men da hun var startet på efterskolen gik det op for hende, at Mellerup ikke var en ren musikefterskole – der var faktisk også folk, der havde valgt efterskolen, fordi den blev profileret som en idrætsefterskole.

»Det huede mig ikke rigtig, da jeg fandt ud af, det også var en idrætsefterskole. Men det endte med at være super fedt,« siger Alberte Winding og fortsætter:

»Jeg var langt mere i gymnastiksalen, end jeg var i øvelokalerne. Jeg var faktisk ret bange for musikken. Det var måske netop det kreative miljø, jeg flygtede fra. Jeg bildte mig ind, at der var nogle forventninger til mig lige der,« funderer hun.

For med to brødre, som allerede havde etableret sig inden for musikken, følte Alberte Winding ikke, det var her, hun kunne imponere.

»Mine brødre var kun teenagere, da de spillede i bands og tog på turné. Jeg følte, at alt i livet var noget, jeg gik sent i gang med. Også musikken. I virkeligheden var jeg fint talentfuld og fuld af potentiale. Men jeg troede overhovedet ikke, jeg kunne noget som helst,« fortæller Alberte Winding.

Og selv om det altså langtfra var planen at ende på en efterskole med fokus på idræt, viste idrætten og den fine, spinkle Alberte Winding sig at være et godt match.

»Vi har ingen tradition for idræt i min familie. Altså overhovedet ingen i nogle generationer. Så glæden ved at presse mig selv fysisk, blive stærkere og smidigere, den har jeg fået af at gå på Mellerup,« fortæller Alberte Winding, men tilføjer på sin humoristiske facon, at hendes lærere nok ville grine, hvis de var blevet spurgt, om de så hende som musikalsk og fysisk aktiv.

»De så mig helt sikkert som en storrygende, storsnakkende fjolletøs i hjørnet – dog med et socialt talent. Men jeg har løbet hele mit liv, gået til boksetræning, gymnastik og yoga, og det er helt klart skolens fortjeneste. Og musikken, ja den startede til de kortimer og de efterfølgende koncerter,« siger hun.

Nye mennesker, nye fag og en forsmag på voksenlivet i en beskyttet boble. Efterskoleåret fylder stadig i bevidstheden, og Alberte tøver ikke et øjeblik med at anbefale efterskolelivet til andre. Men selv om opfordringen er klar, har hun også en enkelt tilføjelse:

»Gør det. Men sørg for, at din familie besøger dig, sender pakker, og at du bliver kysset og krammet, når du er hjemme. For hvis du rejser fra noget derhjemme, så kan du nemt støde det fra dig i en stor, stærk gruppe på efterskolen. Og du er der ikke for at flygte, men for at få en pause. Så brug den gode oplevelse og det overskud, den giver dig, til at få det bedre derhjemme,« råder hun.