Til rådighed for øjeblikket

Sofie Stougaard gør sig klar til aftenens forestilling i Græstedrevyen. I en lille skurvogn i gården bag kroen, hvor der lige er plads til fire sminkeborde med spejle og kostumer. Klaverbokseren spiller brudstykker af aftenens sange, og de fire medvirkende falder ind og ud med tekstbidder, strækker stemmerne.

Kostume, sminke, hårlak. Sofie Stougaard og medspiller Mette Madsen snakker, retter på hinandens hår, griner. Stemningen er på én gang spændt og afslappet. Lige om lidt går det løs – men det er først lige om lidt.

Inde i salen er publikum fyldt af forventninger – og Græstedkroens berømte langtidsstegte gris med flødekartofler.

Det er 26 år siden, at Jyllands-Postens udsendte mødte Sofie Stougaard første gang. En torsdag aften indtog hun gulvet på Cafe Morgenstjernen på Vesterbro i København, dansende omkring med en stol, som hun målbevidst forsøgte at forføre. Måske som fortsættelse af en øvelse fra Statens Teaterskole – hun var nemlig lige kommet ind. Ligesom hun havde drømt om, siden hun var fem år gammel. En drøm søsat, under fulde sejl fremad, og hun dansede rundt, opfyldt af egen ungdoms skråsikkerhed.

For otte år siden sagde Sofie Stougaard så farvel til sit fag. Dét, hun havde drømt om, siden hun var fem. Men nu er hun tilbage. Hun er 47 år, har karriere, hun har født tre børn, mistet nogle af sine kære og pådraget sig skrammer af et levet liv. Hun har været meget kendt – og på Se og Hørs forside med aldeles ucharmerende drukfotos. Alt det kan man ikke se, når hun går på Græstedrevyens lille scene for at få publikum til at grine, tænke og grine igen. Og dog. Så kan man måske alligevel se det.

Skarp i replikken

Men hvad er det egentlig, Sofie Stougaard kan? Undertegnedes ledsager til revyen udtrykker det meget præcist:

»Hun er skarp i replikken. Også når hun ikke siger noget.«

Der er fart på – det er jo revy det her – men det går aldrig stærkere, end at Sofie Stougaard er helt til stede, helt i kontrol. Og hylende morsom.

Da hun blev færdig på teaterskolen i 1991, søsatte hun en strålende karriere. Hun var Lotte Svendsens siamesiske tvilling, med i alle hendes film, bl.a. Bornholms Stemme, og sammen skabte de satiregruppen Emmas Dilemma. Sofie Stougaard spillede fremtrædende roller i tv-serierne ”Langt fra Las Vegas” og ”Nikolaj og Julie”. Hun var med i den første Vild med Dans. Og hun var på forsiden af Se og Hør.

»Jeg havde en besynderlig samtale med Henrik Qvortrup (daværende chefredaktør på Se og Hør, red.) på det tidspunkt, hvor jeg prøvede at bestikke ham,« fortæller Sofie Stougaard.

Hvordan?

»Jeg ville gerne betale ham for ikke at trykke artiklen. Men det var han fuldstændigt kold over for. Det er forfærdeligt, at man skal hænges ud som værende løs på tråden, når man er til parmiddag og på vinbar med sin kæreste. Min kæreste var retoucheret væk fra billederne – det er ham, jeg står og danser med.«

Sofie Stougaard oplevede, at den synlighed, der fulgte med være en kendt skuespiller, var umulig at styre. Og det var en del af grunden til, at hun besluttede sig for at trække sig tilbage som filmskuespiller.

En ny rolle

For snart ti år siden besluttede Sofie Stougaard sig for at skifte plads, fra positionen foran kameraet til bagved kameraet. Hun ville være instruktør og se tingene fra en anden vinkel. Det gjorde hun i nogle år og lavede bl.a. kortfilmen ”Solia”.

»Jeg troede ikke, jeg skulle spille mere. Jeg skulle instruere. Men det at instruere film handler 90 pct. af tiden om at skaffe finansiering. Jeg fandt ud af, hvor meget jeg savnede at være dér, hvor historierne fortælles,« siger Sofie Stougaard.

Filmen ”Solia” handler om en ung kvinde, der kommer til sin meget ældre mands begravelse. Kvinden er forhenværende stripper og slet ikke populær hos familien.

»Jeg lavede den, da jeg mistede min far. Solia elskede sin mand. Hun danser på hans grav for at vise sin kærlighed. Men hun får ikke omverdenens accept. Omverdenen ønsker ikke at kende hende, og den kommer aldrig til det,« siger hun.

Hvad betød tabet af din far?

Sofie Stougaard tænker sig længe om:

»Det værste ved at være menneske er, at man skal miste. Det gør mig ikke så meget, at jeg selv skal dø. Det kan jeg godt acceptere. Skønheden ved livet er, at vi skal dø. Det betyder, at jeg er nødt til at tage livet alvorligt. Det skønneste er at dø som gammel. Det værste er, når det sker før tid. Det sætter min dag i perspektiv. Den er måske min sidste, jeg er nødt til at få noget dejligt ud af den,« lyder hendes svar.

Er det ikke en naturlig del af den skønhed, at dem tæt på os dør?

»Måske. Men det er bare tragisk. Det er tragisk, at vi skal miste vores kære.«

»Hver aften skulle jeg bryde fuldstændig sammen«

Sofie Stougaard er født på Bornholm og er datter af keramikerne Anna og Peter Stougaard. I foråret 2007 mistede hun sin far efter nogen tids sygdom. Hvad betød det tab for dig som skuespiller?

»Som skuespiller bliver du bedre af de oplevelser, du har haft. Det er en fordel at have gennemlevet smerte og sorg. Det giver en naturlig tilgang til de rum, hvor man henter de følelser. Jeg havde i foråret en hovedrolle i stykket Kvinder på Svalegangen i Aarhus. Hver aften skulle jeg bryde fuldstændigt sammen. Så jeg brugte mit eget liv. Det er frygteligt at gennemleve det hver aften. Ikke desto mindre gør du det,« lyder svaret.

Hvad græd du over?

»Det er for personligt at svare på. Det kommer til at lyde kynisk. Nogle aftener var jeg så meget i rollen, at jeg ikke behøvede at tænke på det, jeg havde mistet. Andre gange var jeg nødt til at gå ned i de følelser for at komme derhen, hvor jeg skulle. Men det må aldrig blive et terapeutisk forløb. Det må aldrig blive privat, at jeg står og græder på scenen. Det skal holdes tilbage, så det er publikum, der græder, ikke dig.«

Det lyder som kynisk manipulation. Er du blevet mere kynisk med alderen?

»Det vil du gerne have?«

Sofie Stougaard griner højt og fortsætter så:

»Nej, det modsatte. Jeg er meget mindre sort-hvid, end da jeg var ung, dengang hvor jeg vidste alt på to sekunder. Jeg har gennemlevet ting i mit liv, der har givet mig større ydmyghed i forhold til det at være til. Men ja, i mit arbejde kan det godt være, jeg er blevet mere kynisk i forhold til at kunne levere.«

Er det en del af at blive moden som skuespiller?

»At blive moden er at blive til den, man er.«

Hvem er det?

»Det barn, man var inden, man blev spoleret, kom i folkeskole, blev forvirret, rastløs, usikker. Dengang jeg var en bornholmer, der piskede rundt i Svaneke, hang ud i fars og mors keramikværksted. Den fornemste opgave, man kan stille sig selv, er, at blive til den man er – ikke noget man burde være, ikke noget der forventes. Jeg ønsker at dø, som den jeg er, ikke at ligge på mit dødsleje og tænke: Hvorfor var jeg sådan, når jeg hellere ville være sådan.«

Som skuespiller bruger du dig selv til at fortælle en andens historie. Når du instruerer, fortæller du din egen. Er du ikke tættere på at være dig selv som instruktør?

»Ja og nej. Det er meget paradoksalt. Aldrig har jeg været mig selv så meget som nu, hvor jeg er skuespiller med stort S. Kicket er at være 100 pct. til stede.«

Hvordan er man det?

»Man står til rådighed for øjeblikket.«