Fortsæt til indhold
Livsstil

Derfor er kvinder så rasende

Som havde du et lille monster inde i dig, spyer du galde ud over din bedre halvdel, som ikke helt forstår, hvad han gjorde galt. Lyder det bekendt? I så fald er du ikke den eneste. Mange parforhold har brug for hjælp til kommunikationen.

EMMA BIØRN FISH

Endnu et skænderi om, at han ikke værdsætter dig? Irrationel vrede over den måde, han tygger maden på? Eller måske raserianfald over, at han ikke går nok ud med skraldet? Kvinder er ganske gode til at hakke på deres partner, og selv om mænd har det værste rygte, når det kommer til aggressioner i hjemmet, så er det faktisk kvinderne, der sidder med rekorden.

»Overraskende nok viser undersøgelser fra USA og England, at kvinder er de mest aggressive og voldelige i parforhold. Mænd har ganske vist rekorden i decideret farlig vold, men kvinder mister langt oftere selvkontrollen,« siger psykolog Thomas Nielsen fra Aarhus Universitet, som er forfatter til bogen ”Kærlighed og Parforhold – Under forskernes Lup”.

Brok slører problemet

Kvinder er kendte for deres evne til at brokke sig, men i grunden er det ikke en del af kvinders natur. Selv om der ikke findes perfekte parforhold, så er det faktisk muligt at være i et forhold uden vrede. Det kræver bare, at man anerkender, hvad problemet i virkeligheden er.

»En del kvinder slæber deres mænd ind til mig, fordi de tror, at jeg kan ændre mændene for dem. Men sådan fungerer det altså ikke. Kvindernes vrede bunder typisk i ganske irrationelle ting, som i virkeligheden er en projektion af kvindernes rigtige problemer,« siger Ilse Sand, der er psykoterapeut, parterapeut og forfatter til bogen ”Kom Nærmere – om kærlighed og selvbeskyttelse”.

Hun mener, at kvinders store vrede mod deres respektive partnere ofte bunder i manglende kærlighed og omsorg fra barndommen af – og altså ikke i partnerens potentielle fejl og mangler.

Et kvindeligt forsvar

Manglende kærlighed, nærhed og opmærksomhed i barndomsårene har store konsekvenser. Også i voksenlivet, hvor barndommens svigt, ifølge Ilse Sand, resulterer i problemer med at binde sig. For kvinder kommer undvigelsen af kærlighed ganske ofte til udtryk gennem vrede.

»Det er en meget typisk kvinderespons. Man reagerer med irritation og vrede, så man ikke kommer for nær. Mænd derimod trækker sig væk fra kvinden, hvis de er bange for nærhed,« forklarer Ilse Sand.

Thomas Nielsen mener ikke, at begrundelsen for kvinders vrede nødvendigvis skal findes i barndommen, men at den kan skyldes mange ting. Han mener, at kvinder har større risiko for at føle skuffelser og frustrationer i et parforhold end mænd.

Ilse Sand

»Kvinder har i højere grad en utopisk forestilling om, hvad et parforhold bør være. Jo mere rosenrøde og idylliserende de er fra begyndelsen af, jo højere er risikoen også for at blive skuffet senere.«

Han mener, at man skal gøre sig bevidst om et forholds skrøbelighed, inden man påbegynder det. Det er trods alt 40 pct. af alle gifte par, der bliver skilt.

»Derudover skal man huske på, at de resterende 60 pct. kan deles op i to lejre; dem, der lever i et sundt forhold, og dem der vælger at blive i et dårligt forhold i stedet for at blive skilt.«

Et barnesind

Ifølge Thomas Nielsen fødes ethvert menneske med et vist temperament, der så kan tæmmes, udvikles og ændres alt efter opvækst, rammer og personlig viljestyrke.

»Nogle mennesker er meget eksplicitte, når det kommer til deres følelser. Andre vender skuffelserne indad, så det bliver til en depression, men det er på ingen måde bedre. Det er faktisk mindst lige så usundt som at have ukontrollerede vredesudbrud. Måden, man håndterer det på, kommer fra opvæksten.«

Også Ilse Sand mener, at barndommens oplevelser og omgivelser træder igennem i voksen-livet. Det kan blandt andet komme til udtryk ved, at kvinders krav ikke altid er helt rimelige inden for parforholdets rammer.

Præcis som babyer skriger og gør deres forældres liv miserabelt, indtil de får, hvad de gerne vil have, så beklager kvinder sig, lige indtil deres mænd ændrer sig.

»Nogle kvinder forventer blind kærlighed fra mandens side, præcis som den de havde krav på fra deres forældre. Men som voksen bliver man nødt til at indse, at man er to individer i parforholdet, så kærligheden skal bygge på en fælles indsats,« siger Ilse Sand.

Hun mener, at nogle kvinders opførsel kan sammenlignes med spædbørns. Præcis som babyer skriger og gør deres forældres liv miserabelt, indtil de får, hvad de gerne vil have, så beklager kvinder sig, lige indtil deres mænd ændrer sig. En kommunikationsform, der ifølge Thomas Nielsen kan være ødelæggende for parforholdets fundament.

»Det er på ingen måde holdbart. Angreb som kommunikationsform gør kun, at partneren går i forsvar i stedet for at lytte. Men det er problemet med vrede. Den har en tendens til at gøre tankegangen helt tåget, så man ikke kan tænke og formulere sig velovervejet,« siger Thomas Nielsen.

Det mandlige modstykke

Også mænd kan have svært ved at rumme alle følelserne i et parforhold, men hvor kvinden hakker og brokker sig, trækker manden sig bare væk – en forskel, der gør det ekstra svært for mænd og kvinder at leve sammen.

»Mænd trækker sig væk enten fysisk eller psykisk ved hjælp af arbejde, aftaler eller tv'et, hvis de ikke føler sig tilpasse i forholdet. Jo mere kvinden hakker på dem, jo mindre lytter de – det er ikke ligefrem behageligt at blive udsat for konstant kritik. Samtidig ser kvinden mandens retræte som en provokation og skruer op for brokken. Det fungerer som en ond cirkel,« forklarer Ilse Sand.

Også Thomas Nielsen mener, at skænderier mellem partnere kører i ring. Begge i forholdet skal lære at tage ansvar for deres handlinger. For selv om brok ikke er videre konstruktivt, er mandens tilbagetrækning heller ikke hjælpsomt for forholdets overlevelse.

»Det er en selvopfyldende profeti. Man vil naturligvis have skuffelser i et parforhold, præcis som i alle andre aspekter af livet, men jo mere man søger ind i de trygge rammer – konen brokker sig, manden gemmer sig bag avisen – jo værre bliver problemerne også.«

Den gode samtale

Nøglen til at få sit forhold til at fungere ligger i kommunikation. For selvfølgelig skal man både kunne beklage sig i et forhold, såvel som man skal kunne have et personligt frirum. Nøglen til et sundt forhold ligger nemlig ikke så meget i, hvad man siger, men mere hvordan man siger det.

Thomas Nielsen

»Når vreden tager fusen på forstanden, ødelægger man sit parforhold. I stedet skal man sætte sig ned og fortælle hinanden om sine egne følelser, men uden at være anklagende. Det handler om at tage ansvar for sine følelser og give den anden plads til at kommunikere om sine følelser også,« siger Thomas Nielsen.

Samtidig skal man være åben for at se sig selv efter i sømmene. Et forhold er baseret på to mennesker, og selv om det kan være svært at indse, bærer man formentlig også en stor del af skylden selv.

»Du bliver nødt til at mærke efter, hvad der i virkeligheden gør dig sur. Hvis du i virkeligheden forsøger at undvige nærhed med skænderier, må du fortælle din partner om det og så arbejde videre på det sammen. Det bliver nemmere for ham at forstå vrede eller sorg, hvis du forklarer det, før det sker. Ikke at det er et carte blanche til at skælde og smælde – det skal arbejdes væk,« siger Ilse Sand.

Professionel hjælp kan være vejen frem

Om end det kan være svært at finde ud af, hvor vreden stammer fra, så er det vigtigt at søge indad og forsøge at finde et svar. Hvis det bliver for svært, anbefaler både Ilse Sand og Thomas Nielsen, at man påbegynder et parterapeutisk forløb sammen.

For kvinder kommer undvigelsen af kærlighed ganske ofte til udtryk gennem vrede.

»Parterapeut er ikke en beskyttet titel, så man skal være sikker på, at ens terapeut bruger metoder, der er bevist effektive. God parterapi kan virkelig redde et forhold – tyske undersøgelser har for eksempel vist, at et seksdages parterapeutisk kursus i vredeshåndtering kan halvere skilsmisser over 17 år. Et weekendkursus giver bedre trivsel i to år, så det er pengene værd,« siger Thomas Nielsen.

Parterapien kan både hjælpe dig med at håndtere din vrede, finde frem til roden af jeres problemer og samtidig gøre op med nogle af de fordomme, der kan husere i et parforhold.

»Det gør dig ikke lykkeligere at ændre på din mand, om han så gjorde alt, hvad du bad ham om, ville du stadig være utilfreds, så der skal andre boller på suppen, hvis du vil have et harmonisk parforhold,« siger Ilse Sand.