En halvgammel krage bider fra sig

Skal du have læsebrillerne på for at tyde varedeklarationen på antirynkecremen? Ankommer du altid til lufthavnen tre timer før afgang, bare for en sikkerheds skyld? Bliver du overrasket, når den gråhårede mand med briller, der smiler så sødt til dig, er en gammel klassekammerat?

Så er du nok en halvgammel krage, selv om du nødig vil indrømme det. Og så er du én af dem, der både vil grine og græde sammen med Mette Korsgaards nye bog ”Festskrift for halvgamle krager”.

En bog, som den halvgamle forfatter satte sig for at skrive efter en nærmest traumatisk oplevelse, hvor det gik op for hende, at hun med sine 54 år altså ikke længere er ung.

Med 120 km i timen

I forbindelse med optagelsen af en dokumentar sad Mette Korsgaard på bagsædet af en Opel Vectra og filmede. Bag rattet sad en fyr på 18 år og på passagersædet hans jævnaldrende kammerat. Musikken spillede, drengene grinede, og farten igennem bakkerne kom op omkring 120 kilometer i timen. Da de kom til et sving med dobbeltoptrukne linjer, og den unge chauffør begyndte at overhale en anden bil, råbte en rædselsslagen Mette Korsgaard:

“Stop!”

Den unge chauffør satte farten ned, musikken ditto, og der var stille lidt.

“Hvorfor skulle vi også have den gamle krage med?” spurgte fyren så sin kammerat.

»Den gamle krage? Her gik jeg og følte mig ung,« kommer det tørt fra kragen, der med sine 54 år er absolut – om ikke i sin bedste alder – så dog fuldkommen fit for fight.

»Der bliver udgivet interviews med livskraftige 60-årige, der er avisartikler om det grå guld og bøger om plusalderen, hvor 60 bliver beskrevet som det nye 40. Skulle en 54-årig kvinde så pludselig være en gammel krage?«

Yderst på bænken

Men bemærkningen fik Mette Korsgaard til at stille skarpt på sig selv og sit forhold til sin alder. Og hun besluttede at finde ud af, hvornår og hvorfor det blev umoderne at blive gammel. Og hvorfor det er så svært at forlige sig med alderen og kroppens forfald.

»Min bog er for os 40-70-årige kvinder, der lever med det daglige paradoks, at vi er i gang med at blive ældre i en ungdomskultur. På den ene side er vi gennemsnitligt rigere, end de unge er, vi er raskere, end nogen generationer før os har oplevet at være, og vores udsigt over livet har givet os ubetalelig indsigt. På den anden side sidder vi yderst på bænken under fyringsrunderne, vi er stort set ikkeeksisterende på forsiderne af magasiner, på tv og i filmhovedroller, i teatrene sidder vi på tilskuerrækkerne, og koncentrerer vi os om det biologisk nødvendige, må vi se i øjnene, at vi lige så godt kunne være døde,« siger hun.

Samfundets ungdomsfiksering har sejret så stort, at vi går direkte fra ung til død af alderdom. Afskaf alderdommen, lyder det fra nogle af de mest kompetente og toneangivende netop på alderdomsfeltet. Men her sætter Mette Korsgaard hælene i.

Hamsterkinder og små puder

»Jeg vil have lov til at ældes i fred. Glæde mig over udviklingen og årene, der går. Men kan jeg finde ud af det? Hvordan finder jeg fred, når jeg er så inficeret med ungdomskultur, at jeg bliver vemodig, når jeg ved en fejl lader mig fotografere i selskab med mine døtre, og mit ansigt ikke ligner en ung piges, men nærmere min fars, som jeg husker ham med et blødt ansigt med hamsterkinder og små puder under øjnene?«

Vores higen efter evig ungdom er blevet så intens, at vi fuldkommen glemmer at nyde alle de fremskridt, der er sket inden for aldringen. De fleste over 50 kan se en økonomisk tryg alderdom i møde. De færreste er fuldstændig nedslidte, når de når kragealderen, og sundhedstilstanden er meget bedre end i gamle dage. Altså er der grund til at forvente mange gode år som halvgamle og gamle krager. Alligevel ønsker vi ikke at kalde en spade for en spade, men svarer 80 år, når vi bliver spurgt, hvornår vi er gamle. Hvilket i realiteten er to år efter, at vi gennemsnitligt er døde.

Store beslutninger

Mette Korsgaard har taget nogle store, personlige beslutninger i årene omkring hendes 50-års fødselsdag. Og det er almindeligt, at man på det tidspunkt begynder at stille spørgsmål til arbejdslivet. En bevidsthed om, at vi ikke lever evigt, begynder at snige sig ind. Og man bliver mere kræsen med, hvordan man prioriterer sin tid.

Mette Korsgaard sagde op som redaktør på Danmarks Radio og laver nu det, hun har det sjovest med, dokumentarfilm. Og hun flyttede med familien fra Aarhus til København, en drøm hun havde næret længe.

»Og pludselig kunne jeg se, at hvis vi blev ved med at udsætte det, så ville vi blive pensionister, inden vi flyttede,« griner hun.

»Selvfølgelig har kendsgerningen, at jeg fyldte 50, også haft indflydelse på, at jeg tog de store ting op til overvejelse. Børnene er store, hunden er anskaffet, og jeg har pludselig tid til mig selv og mine behov. Det er alt sammen meget positivt, men hvorfor bliver jeg så ikke glad, når jeg opdager en ny rynke i spejlet?«

Kreditkortets samfund

En del af svaret fandt Mette Korsgaard hos Benjamin R. Barber, en amerikansk antropolog og rådgiver for tidligere præsident Clinton, der har beskrevet, hvordan forbrugersamfundet barnliggør mennesker og fremstiller det barnlige som det værdifulde. For at forbrugersamfundet kan fungere, er vi afhængige af, at vi ikke tænker os godt om, men at vi slækker på impulskontrollen. Vi skal give efter for vores lyster, gøre det, der traditionelt forbindes med det umodne og det barnlige.

»Det gav mening for mig at se, at økonomien er en styrende kraft. Det er kreditkortets samfund frem for bankbogens samfund, vi lever i. Behovsudsættelse er blevet et fremmedord. Og i en kultur, der lægger så høj vægt på det barnlige, er det klart, at det ældre segment kan have tendens til at kopiere det barnlige. Et utålmodigt samfund som vores, der i så høj grad beskæftiger sig med omstilling, udvikling og forandring, gør det vanskeligt og nærmest unaturligt at blive gammel og eftertænksom.«

I evig udvikling

Ungdomsbegrebet er faktisk relativt nyt, har kun små 300 år på bagen og var i første omgang kun et begreb for borgerskabets børn, der skulle have en uddannelse. Men i dag har ungdomsbegrebet kannibaliseret alle aldre, og det ungdommelige er blevet idealet for, hvordan man skal være som individ. I evig udvikling. Men det kan vel være godt nok, at vi alle er i gang, under uddannelse, i evig læring og livslang udvikling?

»Nej, det er det ikke, i hvert fald ikke for alle,« siger Mette Korsgaard og henviser til professor Svend Brinkmann, som peger på det pres, det lægger på os hele livet.

»I dag lægger vi stor vægt på konstant udvikling, at gamle skal udvikle og forandre sig og få nye kompetencer. Vi har aldrig fri, eksamen er aldrig slut, man skal altid noget, om ikke andet så blive bedre til at blive gamle!«

Når Mette Korsgaard kigger på sine medsøstre, så tænker hun, at vi bør være lidt mere rummelige over for os selv og hinanden. Også når vi bliver halvgamle. Vi er mestre i selvplagerier og synes, vi bør spinne mere i fitnesscentret, spise flere rå broccoli, rydde op i den nederste skuffe, arbejde mere, altid have friske blomster i vasen fra mormor, tage en tarmskylning noget oftere, lave noget mere julepynt selv, dyrke vores egne bær, opfinde et event til opgangen, melde os ind i bestyrelsen på mors plejehjem, lave maveøvelser og opsøge en kraniosakral-terapeut, så vi kan få lettet skallen.

Mette Korsgaard har talt med mange eksperter og hentet fakta i flere bøger og undersøgelser. Men hun har også trukket på sine venners og veninders erfaringer. Og det var gennem sine snakke med dem, at det gik op for hende, at bogen skulle være til halvgamle krager og ikke til gamle krager.

»Sådan en bog var der ingen af dem, der ville læse,« griner hun.