Jeg, et B-menneske

Jeg har altid været nattemenneske. Jeg kan bedst lide at gå sent i seng og stå sent op. Dét nogle – gerne ledsaget af lidt hovedrysten – kalder ”at sove længe”. Men jeg sover jo ikke nødvendigvis i længere tid end dem. Jeg sover bare i et andet tidsrum.

Jeg har altid været klar over, at jeg ikke brød mig om at skulle tidligt op. Men det skulle jeg jo, når jeg skulle i skole og sidenhen på arbejde. Og jeg har aldrig tænkt over, hvorfor det var så ubehageligt for mig. Det med gerne at ville sove længe var jo bare noget pjat. Ikke et rigtigt behov, men mere sådan et luksusbehov. Først, da jeg for fem-seks år siden fik job hos en mand, der meddelte mig, at han altså først mødte omkring klokken 10-10.30, så hvis jeg havde samme behov, var det helt fint, hvis jeg først mødte der, opdagede jeg: Jo, det var sgu’ et reelt behov. Pludselig forsvandt det fysiske ubehag ved at skulle op om morgenen, fordi jeg kunne vente et par timer. En kvalme, jeg var så vant til, at jeg aldrig rigtig havde bemærket den, forsvandt.

Og så passer det ikke engang, at jeg opdagede det med det samme. Jeg opdagede det faktisk først for alvor, da jeg et par år senere, efter at være blevet selvstændig og helt selv kunne bestemme min sengetid, tog et job, hvor jeg skulle møde klokken otte to dage om ugen. Det gik fint, men i en uge, hvor en kollega havde ferie, spurgte chefen, om ikke jeg kunne have lyst til at vikariere og dermed arbejde fuldtid i den uge. Jo jo, det kunne jeg da sagtens. Og så opdagede jeg det – hvor ubehageligt det er at skulle passe ned i en A-menneske-skabelon, når man er B-menneske.

Det er ikke bare en lille smule ærgerligt at skulle tidligt i seng og tidligt op – det er fysisk møghamrende ubehageligt.

Det er, som om hele mit væsen modarbejder det. Efter et par dage begyndte jeg at sove skidt om natten, fik poser under øjnene, fik konstant en smule kvalme og kværnehjerne – som om min hjerne skal kværne det igennem om dagen, som den plejer at kværne igennem, mens jeg sover. Den er stensikker, hver gang jeg påtager mig en tjans, hvor jeg skal tidligt op i mere end to dage ad gangen. Og jeg, som det meste af mit liv har troet, at jeg bare var sådan en doven hund, der ”kunne lide at sove længe”.

Jeg forstår ærligt talt ikke, at jeg har kunnet tilpasse mig A-samfundet de første 35 år af mit liv. Faktisk kan det nok forklare en hel del ubehag, jeg troede bare var en naturlig del af det at være mig. Når man ikke har fysisk overskud og er helt ude af synk, så fungerer man ikke optimalt. Og nu, da jeg efter min opdagelse har læst mere om det at være B-menneske, kan jeg se, at det skam er en ret alvorlig sag.

A-samfundet giver simpelthen B-mennesker helbredsproblemer.

»B-mennesker indtager generelt flere opkvikkende stimulanser såsom kaffe, nikotin og sukker for at tilpasse sig 8-16-samfundet. Andre uheldige konsekvenser kan være brug af sovemedicin, alkohol samt en følelse af ikke at passe ind, hvilket kan medføre stress og stressrelaterede sygdomme. Eksempelvis har 31-40 årige B-mennesker en øget risiko for at udvikle en depression,« står der på hjemmesiden b-samfundet.dk. En mindre alvorlig observation, jeg har gjort i denne forbindelse, er i øvrigt, at når jeg får lov at passe mit naturlige søvnmønster, kan jeg sove fra en snorkende sengekammerat. Min daværende kæreste kommenterede en dag, at det var længe siden, jeg havde brokket mig over hans snorkeri, så var han mon holdt op? Ja, det mente jeg da bestemt, han var. Indtil jeg opdagede, at han i mine lejlighedsvise A-arbejdsuger sjovt nok begyndte at snorke igen. Måske en ændring af samfundet i en mere fleksibel retning, hvad angår søvn, ligefrem ville kunne redde ægteskaber?