»Julen skal vare hele året«

Der var ingen, der havde fortalt hende, hvordan man gør det. Ingen, der havde fortalt hende, hvorfor man gør det, eller hvad man siger. Hun gjorde det bare. Hver aften, før hun gik i seng, foldede hun hænderne og bad. Ikke kun for sig selv, men for hele familien. For når de andre nu ikke selv bad, blev hun jo nødt til at gøre det for dem. Allerede som niårig stillede den nu 55-årige biskop af Fyns Stift, Tine Lindhardt, sig selv eksistensspørgsmålet. Hun havde behov for at føle en tryghed, men da hun ikke selv kunne regne ud, hvor vi kommer fra, hvor skal vi hen, og hvad der er bag den yderste galakse, gik hun til sin farmor.

»Kirken og troen betød ikke så meget i min familie, så min farmor vidste ikke, hvad hun skulle svare mig. Men så sagde hun, at hun kunne give mig en bøn, som hun selv havde fået. De første ord lyder: ”Nu lukker sig mit øje, Gud Fader i det høje. I varetægt mig tag, fra synd, og sorg og fare, din engel mig bevare.” Jeg forstod ikke meget af den bøn, som vi i øvrigt ikke vidste, hvor stammede fra. Men det var den, jeg sagde hver aften, og jeg kan den stadig. Den gav en tryghed og en tillid til, at der var én, der holdt hånden over mig,« forklarer Tine Lindhardt fra sit hjemmearbejdsværelse på første sal et par kilometer fra Odenses centrum. Herfra har hun udsigt til Fredens Kirkegård, hvor friske blomster lyser en grav op i sneen og bryder med den tykke tåge, der har pakket kirkegården ind som i et vintereventyr.

Ikke en del af planen

Tine Lindhardt har inviteret hjem i flytterodet, inden hun rykker ind i den nye tjenestebolig i centrum af Odense. Det er derfra, hun skal være åndelig vejleder for præsterne og menighederne. Men at blive biskop var egentlig ikke en del af hendes planer.

»Jeg blev spurgt af nogle præster og menighedsrådsmedlemmer, om jeg ville stille op til bispevalget. Det blev jeg selvfølgeligt glad for, men hvis ikke de havde spurgt mig, var jeg ikke gået ind i det. Men da jeg var blevet opstillet, gik jeg selvfølgelig målrettet ind i bispevalget. Jeg er ydmyg og taknemmelig over, at jeg blev valgt. Det er en stor tillid, der bliver vist én, men jeg glæder mig til alle opgaverne,« forklarer Tine Lindhardt.

Nomineringen til biskop kom dog ikke dalende til hende fra oven. Udover den naturlige interesse for troen, krydsede hendes vej for alvor kristendommen, da hun var teenager. Tine Lindhardts far ville gerne have, at hun blev spejder, og de spejdere, der lå tættest på, var tilfældigvis FDF-spejderne. På den måde kom hun ind i kirkearbejdet, og interessen for og lysten til at finde ud af mere om troen voksede. Derfor begyndte hun senere at læse teologi.

Livets vejkryds førte hende ned ad forskellige landeveje på tværs af landet. På vejen havde hun stop som både generalsekretær for Det Danske Bibelselskab, sognepræst i Hadsten, Horsens, Ballerup og Odense. Landevejen førte hende også forbi stoppet som vært og tilrettelægger af programmet “Mennesker og tro” på DR og stoppet som ekstern lektor og boganmelder. Biskopstoppet er det seneste på hendes livs landevej. Troen har været Tine Lindhardts trofaste følgesvend langs alle landevejsstoppene, og det betyder, at der ikke er forskel mellem biskoppen Tine Lindhardt og personen Tine Lindhardt.

»Jeg tror ikke, der er den store forskel. Så jeg kan ikke på den måde skille tingene ad – uden at det så betyder, at jeg er mit arbejde,« smiler Tine Lindhardt.

At være kvindelig biskop

Tine Lindhardts kat kommer listende ind på arbejdsværelset og skal ikke tigge længe, inden hun tager den op i skødet og stryger sin hånd fra hoved til hale, så man kan se kattens løse hår falde på gulvet. Mens katten døser hen på hendes skød, forklarer hun, at hun egentlig ikke tænker over at være en kvindelig biskop.

»Det er ikke noget, jeg tænker over i dag. Men da jeg læste teologi i midt 70’erne, kunne jeg godt møde folk, der mente, at det var fint med en kvindelig præst, men at deres børn skulle døbes af en rigtig præst. Det vil sige en mandlig præst. Sådan var traditionen, og det tager tid at ændre billedet. I 1948 fik vi landets første kvindelige præster, og dét krævede givet noget særligt af dem dengang. Vi står på skuldrene af dem og det, de gjorde. I dag er der en kvindelig biskop i Helsingør, i Ribe og også i Grønland, og der kommer flere kvinder til både teologistudiet og i præstegårdene. Det er en 50/50-fordeling i kirken nu, og det er udmærket, at der er begge køn i faget. Det er en naturlig udvikling,« siger Tine Lindhardt, mens hendes hænder automatisk stryger over kattens grå pels.

Hendes mand er tidligere Roskilde-biskop Jan Lindhardt. Det er første gang i folkekirkens historie, at en person, der er gift med en tidligere biskop, selv bliver biskop. Men det er ikke noget, de skænker en tanke hjemme hos familien Lindhardt. Her er der ingen magtkamp at ane mellem parret, forklarer Tine Lindhardt. Heller ikke nu, hvor Tine Lindhardt er højere placeret end sin mand.

»Min mand er gået på pension nu, og han glæder sig sammen med mig over, at jeg er blevet biskop. Han har støttet mig hele vejen igennem.«.«

Næstekærligheden og en opsang

Katten er vågnet og har forladt den varme favn for nu, og den tætte tåge presser på for at komme ind gennem vinduet. Men Tine Lindhardt synes slet ikke at have bemærket nogle af delene. Hun er meget koncentreret, når hun forklarer, hvor vigtig kristendommen er for hende, og hvor vigtig den, ifølge hende, burde være for samfundet.

»Næstekærligheden er en væsentlig del af kristendommen, og det ligger faktisk dybt forankret i os. Vi gør jævnligt, hvad vi kan for at glemme næstekærligheden. Vi er indimellem bange for, at andre mennesker lyser for meget op. Vi vil hellere have, at lyset falder på os selv. Og så kan vi finde på at sætte en spand over dem, der lyser. Gør vi det, kommer vi også til at tage lyset fra vores eget liv. Vi kan være meget optaget af at være vores egen lykkes smed. Men det holder ikke, og i virkeligheden smeder vi løs på hinandens lykke,« siger Tine Lindhardt alvorligt, mens hun uddyber, at næstekærligheden ikke sådan lader sig holde nede.

»For eksempel dukker den op til jul, hvor vi gør noget for, at ingen sidder alene. Vi ved jo godt, at vi har et ansvar.«

Hendes opsang til danskerne er derfor, at vi skal huske næstekærligheden hele året:

»Jeg tager absolut mig selv med i denne opsang. Jeg synes, vi skal lade julen vare hele året. Gavmildheden og hyggen skal ikke kun være noget, der hører til i november og december.«

Selvom Tine Lindhardt mener, at vi danskere godt kunne prioritere næstekærligheden hele året, mener hun ikke, at danskerne i dag er nogle ugudelige egoister, der kun tænker på sig selv.

»Selvom 20.000 danskere har meldt sig ud af folkekirken i 2012, er 80 procent stadig medlem af folkekirken. Så kirken betyder stadig noget for danskerne. Også selvom det kun er to procent, der går i kirke om søndagen,« siger hun med et tilhørende smil.

Døden en del af arbejdet og livet

Pludselig beder kirkeklokkerne om opmærksomhed, også selvom det blot er for at indikere, at klokken er blevet 14.00. Tine Lindhardts blik falder i retningen af lyden og de mange grave, som lige kan skimmes i tågen. Når hun ser på gravene, bliver hun ikke kun trist til mode, som mange andre gør. Hun tænker også på de mange levede liv, alle gravstenene er et tegn på. Men hvordan tackler Tine Lindhardt begravelser, der jo sjældent er forbundet med lykke og glæde?

»Døden er en smerte og et savn, man må leve med. Man kan godt lukke øjnene for døden, men det forsvinder den jo ikke af. Jeg bliver selvfølgelig påvirket af begravelser, fordi et liv der var, ikke er mere. Hvis den afdøde har været mættet af dage, er det nemmere at klare, i modsætning til begravelsen af et niårigt barn. Det er en tragedie for familien og deres omgangskreds. Det skriger til himlen, men det er vigtigt at bevare håbet. Og det ville være mangel på respekt for de pårørende, hvis jeg som præst ikke bevarer roen. Heldigvis kan jeg hente mod og professionalisme i præstekjolen. Med præstekjolen lever jeg mig endnu mere ind i rollen.«

Med samme sagte stemme fortæller hun, at hendes opgave som præst er at give de efterladte et håb om, at døden ikke får det sidste ord.

»Selv om man ikke kan tro det, lige når man har mistet, så melder livet sig langsomt og fører én mod de levendes land igen. Det betyder ikke, at man glemmer den døde, men at man lever med savnet.«

Hun har selv prøvet at miste og mærke den hamrende smerte bore et hul i hjertet. Men håbet fik hende videre.

»Jeg har ikke mistet ægtefælle, søskende eller børn, men da min svigerinde døde og efterlod min bror og deres treårige barn alene, mærkede jeg både vreden og tabet. Jeg skældte ud på Gud og kunne ikke se nogen mening med det. Der er ikke nogen større mening med det. Håbet er, at Gud bærer med på smerten, og det tænder lys midt i mørket. Man kan føle, at man falder ned i et sort hul, men midt i det kan man have tillid til, at man på et tidspunkt ikke ville falde længere. Et sted er der en bund. En hånd, der holder om én,« siger hun.

Skal afspejle tiden

Tine Lindhardt kigger ud af vinduet, hvor Fredens Kirke nu har vundet kampen mod tågen og kan vise sin gulbrune ydre. Mens hendes blik er rettet mod kirken, drejer snakken sig på fremtidens folkekirke.

»Kristendommen skal gøres nærværende og skal være en del af vores liv her og nu. Derfor skal der være plads til at ændre tidspunkter for gudstjenester. For eksempel er søndag klokken 10 ikke noget særligt godt tidspunkt for børnefamilier at gå i kirke på. Så derfor har kirken gennem snart en del år også holdt gudstjenester på hverdage. Man har i en del byer også natkirke for dem, der er i byen fredag aften. Det skal man både fortsætte og udvikle. Der skal også være plads til nye salmer og bønner, for kirken skal reflektere det liv, vi lever i dag.«

Tine Lindhardts blik er alvorligt og hendes stemme stadig sagte, når hun lufter sin drøm for samfundet:

»Jeg vil gerne bidrage til et samfund, hvor kristendommen, næstekærlighed, forsoning og tilgivelse er grunden under og himlen over vores liv. Tro, håb og kærlighed kommer til verden julenat. Det bærer os året rundt og er på den måde væsentligt for vores tilværelse, hele året.«•