Afbuddets pige

Jeg elsker at køre i bus,« siger Helle Hertz og vifter begejstret med sit månedkort.

Det er ikke pakket ind i det blå etui, man får nede på billetkontoret, men i et grønt læder-agtigt etui.

»Jeg elsker at sidde og kigge på folk. Jeg lytter, og jeg studerer. Jeg passer selvfølgelig altid på, at de ikke opdager, at jeg sidder og glor – for det kan man jo ikke være bekendt. Jeg kan heller ikke selv fordrage, hvis folk glor på mig. Men jeg er vanvittig nysgerrig, så jeg kan ikke lade være,« siger hun og griner.

Når hun taler er det som taget ud af en dansk film fra 1960’erne. Den der yndige måde at tale på, hvor vokalerne ligesom har en lysere lyd, og rytmen i sproget er en smule langsommere, men mere livlig end i dag. Som om der er et lille smil bag hvert ord.

Klumpedumpen

Yndig er dog ikke et tillægsord, Helle Hertz ville sætte på sig selv. Tværtimod har hun altid været den klodsede klovn, der var fuld af spas.

»Min teori er jo, at man påtager sig den rolle i en familie, der ikke er optaget, så man kan gøre sig mest mulig bemærket. Min ældste søster, Lene, var den tavse søster, Lone var den yndige og dybsindige søster – og så var der kun rollen som den letsindige søster tilbage. Hende, der var fuld af sjov og falden-på-halen og ikke tog tingene så alvorligt. Klumpedumpen, der hele tiden faldt, væltede alting, talte i munden på de andre og var fjollet,« siger hun.

Helle Hertz var familiens klovn. Men selv om hun taler i en smilende tone, var der ikke så meget at smile af dengang. For hun ville egentlig så gerne være yndig, ligesom sine søskende.

»Jeg var måske ikke den allermest kønne, ikke i forhold til mine andre søskende i hvert fald. De var kønne og yndige – det har jeg sgu aldrig været. Men det lider man jo under, for jeg ville jo så gerne være køn og yndig også.«

»Jeg troede, jeg var dum«

Helle Hertz følte sig på mange måder anderledes som barn. Ikke kun, fordi hun manglede den samme yndighed som sine søskende. Men især også fordi hun havde et stort handicap: Hun var ordblind.

»Hele min skoletid var et helvede. I perioder overskyggede det alt andet, for jeg havde det virkelig dårligt,« siger hun og nikker for sig selv.

Hun er stille et øjeblik, men laver så et lille kast med hovedet og fejer det glatte hvide hår væk fra ansigtet, trækker vejret dybt og fortsætter:

»Man havde ikke rigtig blik for det dengang. Enten var du doven, eller også var du dum. Så jeg troede jo, jeg var dum. For jeg kunne ikke forstå det med bogstaver. Jeg har det også sådan i dag. Der er jo en brist indeni mig. Jeg kan ikke forstå symboler, men jeg kan godt genkende ord. Det er bestemt ikke noget, der er godt for selvtilliden.«

Helle Hertz fik det især svært i de tidlige teenageår. Hun lukkede sig inde i sig selv og levede i en sø af ensomhed. Det hjalp heller ikke, at hendes mor begyndte at drikke, og at den unge Helle Hertz var meget alene med hende.

»I det store hele var min barndom lykkelig. Begge mine forældre var nogle dejlige og meget trygge mennesker, og vi tilbragte meget tid sammen. Bortset fra i de år, der nok er de allervigtigste – i præpuberteten. I den periode især har jeg følt mig meget ensom og utilstrækkelig,« fortæller Helle Hertz.

Ud af ensomheden

Men det skulle vise sig, at Helle Hertz’ ensomhed blev afgørende for hendes liv på den mest positive måde. For det var der, hun gav sig til at lære at læse. I pigebøger fandt hun ikke bare en vej ud af ensomheden ved at fantasere sig ind i en anden verden. Hun fandt også vejen ud, fordi hun lærte sig selv at læse.

»Det tog mig meget lang tid, men da jeg kom igennem den første, blev jeg vild med at læse. Hvis der var et ord, jeg ikke kunne, sprang jeg det bare over. Jeg kunne efterhånden alle de andre, så jeg forstod sammenhængen. Der var jo ikke noget i vejen med pæren på mig, opdagede jeg,« siger hun.

For Helle Hertz er hvert lille ord som en tegning. Når hun har set den tegning mange gange, kan hun huske, hvilken lyd den har og hvad, den betyder. Sådan lærte hun sig selv at læse som stort barn, og sådan læser hun stadig.

»Det er jo sjovt, at det ender med, at jeg netop skal sidde med så mange bogstaver hele mit liv som skuespiller. Og lære udenad,« griner hun og fortæller, at hun i dag har en tidligere suffløse, der hjælper hende med at lære teksterne til teaterstykkerne udenad.

»Det andet tager for lang tid. Med alderen har distrætheden sneget sig ind på mig, og bare en lille strøtanke kan ødelægge min koncentration.«

En flot pige

Helle Hertz var den lidt klodsede og ikke særlig yndige lillesøster. Og selv om hun måske følte sig mindre køn end sine søskende, blev hun som bare 15-årig fotomodel. Stadig mener hun ikke, at det betød, at hun så måske alligevel var yndig ligesom sine søskende.

»Der skal man bare være fotogen. Og så tror jeg, at det lige så meget har noget at gøre med, at man har noget personality, som kan fanges i det øjeblik, fotografen knipser,« siger hun.

Det hjalp dog på selvtilliden. Det havde intet med hendes uheldige skolegang at gøre, og hun var god til det, syntes hun.

»Selv min mor sagde: Hvor er du blevet en flot pige. Men så lød det samtidig: ”Hvem skulle dog have troet det?« siger hun og slår et stort grin op.

Det var umiddelbart ikke særlig pænt sagt af Helle Hertz’ mor. Men hun griner, fordi hun kan genkende sin mors ligefremhed hos sig selv.

»Jeg er jo selv lige sådan. Jeg er jo også meget direkte. Min datter siger nogle gange: ”Mor, det er da sårende, at du siger sådan. ”Nå ja, undskyld, det tænkte jeg slet ikke over. Jeg tror, at det er et eller andet med – uanset om det så giver komplekser eller ej – nogle af os er meget hurtige,« siger hun.

Afgørende afbud

Helle Hertz gik fra at være en klodset og med sine egne ord ”uheldig” pige til at være en – om ikke yndig – så yndefuld model. I dag er hun fast skuespiller på Det Kongelige Teater og kan til næste år fejre 50 års scenejubilæum. Men det var ikke et bevidst valg og et særligt ønske, der fik hende ind på de skrå brædder. Det var et afbud.

»På mange måder er det vel egentlig lidt eventyrligt. Jeg er jo afbuddets pige. Og det har jeg levet højt på,« siger Helle Hertz.

Det afgørende afbud resulterede i et tilbud om at blive Lommer-pige. Stig Lommer, den berømte og berygtede chef for ABC-teatret, var gift med Helle Hertz’ søster, skuespilleren Lone Hertz. En dag, han var på besøg i i Hertz-familiens hjem på Frederiksberg i København, havde en af Lommer-pigerne meldt afbud. Og så spurgte han Helle Hertz, om hun ikke ville tage med på turne i stedet for hende.

»Jeg sagde: ”Tjo, men jeg kan jo ikke danse”. Og så sagde han: ”Du skal bare kunne løfte et bord og en stol. Og dejlig ser du ud – så kan vi ikke forlange mere”.«

Sådan blev Helle Hertz Lommer-pige. Og dansetrin til trods gik det godt, så hun blev hængende. Indtil der kom endnu et afbud. Denne gang en soloartist. Og igen så Stig Lommer mod Helle Hertz.

»Der var jo stor forskel på at være solist på ABC-teatret og Lommer-pige. Solisterne lavede tekster, sketches, viser, monologer og den slags. Vi andre var jo nærmest en slags scenemænd, der så lidt godt ud og flyttede alt det, man ellers normalt ikke ser blive flyttet. Men så en dag kom der et afbud fra en solist, og det endte med, at jeg debuterede sammen med Buster Larsen, Preben Kaas, Søren Rye og Kirsten Walther. Og så gik det faktisk slag i slag derfra.«

Siden den forestilling på ABC-teatret i 1963 har Helle Hertz stået på scenen. De sidste 20 års tid på Det Kongelige Teater. Men hvordan har hun det egentlig med, at hun skylder sin karriere til et afbud – at hun er afbuddets pige?

»Det har jeg det helt fint med. For det var jo ikke noget ønske fra mig. Jeg havde ingen ambitioner om at blive skuespiller på det tidspunkt. Det er så kommet i takt med, at man opdager, at man er god til sit arbejde. Og så har der jo ikke været så mange afbud siden,« siger hun og griner.

Det uhørte valg

I mellemtiden nåede Helle Hertz dog også at finde kærligheden og stifte familie. Som bare 19-årig blev hun gift med skuespilleren Christoffer Bro, som hun fik tre børn med, Anders Peter, Nicolas og Laura Bro. Men 15 år inde i ægteskabet, da Helle Hertz var 34 år, blev hun på ny afbuddets pige. Denne gang var det blot hende, der meldte afbud. Hun gjorde det dengang utænkelige og forlod sin mand og sine børn for den knap ni år yngre Henrik Hartmann.

»Det var ufattelig svært. Og det er noget, der har forfulgt mig resten af livet. En ting er, at jeg har haft fantastisk dårlig samvittighed over, at jeg har haft så meget karriere og har måttet overlade børnene til fremmede, nogle gange både dag og aften. Men også det at skulle leve væk fra dem dagligt, det har da været svært altid. Men vilkårene var sådan for mig, at jeg, selv om jeg holdt uendelig meget af deres far, så blev jeg pludselig vanvittigt og stormende forelsket i en meget yngre mand, Henrik, som også forelskede sig i mig,« siger Helle Hertz i en lang strøm af ord og fortsætter i samme tempo.

»Så der var ikke andet for mig på det givne tidspunkt end at vælge at gå. Ikke hvis jeg ville have Henrik. Og det ville jeg. Det er selvfølgelig også egoistisk, men det er alle skilsmisser jo. Christoffer pointerede meget stærkt: Børnene bliver her. Og det ville jeg slet ikke gå ind i, om de så også skulle. For det første ville jeg ikke gøre ham yderligere fortræd. For det andet havde jeg det sådan, at jeg gerne ville kæmpe for mine børn. Men jeg ville aldrig kæmpe om dem.«

I familiens fodspor

Helle Hertz’ valg om at forlade mand og børn fik stor opmærksomhed i den kulørte presse. Der var ramaskrig, og hun blev udskældt og udstillet som en ravnemor, samtidig med at bladene viste billeder af Christoffer Bro med tre små, triste børn.

»Historien blev gjort til: ”Man gjorde børn fortræd”. Og det gør vi alle sammen ustandseligt. Der er ikke noget at gøre ved det, det er en del af livet. Mine børn blev knuste. Det gjorde de. Det har været frygteligt for dem, frygteligt for deres far og ikke mindst frygteligt for mig. Men jeg synes, de har været ret gode til at bygge sig selv op igen. Om ikke andet så hjælper vi andre også til,« siger hun.

Med sit afbud til familien fulgte Hlle Hertz også et mønster, der var gennemgående i hendes families historie. Hendes mor blev født uden for ægteskab og voksede op hos Helle Hertz’ bedsteforældre. Moren gentog senere mønstret hele to gange. Da hendes første mand døde, og Helle Hertz’ to ældste halvsøskende, Tonny og Lis, blev sendt hen til noget familie. Og igen under krigen måtte moren efterlade dem i Danmark, da hun fulgte Helle Hertz’ far, der var jøde, i eksil i Sverige.

»Der er sådan nogle underlige, mærkelige svigt fra kvinderne i min familie. Min mors mor svigtede. Min mor svigtede på sin vis også ved at rejse i et par år til Sverige og lod sine to ældste børn blive her. Og da min søster Lone gik fra Stig Lommer, flyttede deres søn Steen hjem hos mine forældre,« siger Helle Hertz.

Fortryder intet

Mønster eller ej havde hendes handlinger store konsekvenser for både hendes eksmand og hendes børn. Og ikke mindst hende selv. Men i dag har hun tilgivet sig selv.

»Jeg har tilgivet mig selv, for jeg ved i dag, at jeg ikke fortryder noget som helst. Jeg har haft så mange vidunderlige og frygtelige oplevelser igennem mit liv, men jeg føler mig som et meget rigt menneske. Der er både det gode og dårlige til alle mennesker. Ingen slipper. Hvis nogen tror, de kan være lykkelige hele livet, så er de meget blåøjede. For det kan man ikke,« siger hun i en alvorlig tone.

Heller ikke da den mand, hun forlod sin familie for, i 1993 efter 16 år valgte at forlade hende, fortrød hun sit valg.

»Jeg har været så glad for det samliv, jeg havde med Henrik. Jeg fortryder ingenting. Det ville være hyklerisk. Jeg havde et par år, efter han forlod mig, hvor jeg virkelig var total knust. Jeg husker dem faktisk ikke. Jeg ved kun, at jeg har levet, fordi jeg kan se, at jeg har passet mit arbejde og spillet den forstilling og den forestilling,« siger hun.

I omvendt rækkefølge

Som 50-årig blev Helle Hertz altså single. Og for første gang i sit liv stod hun på egne ben.

»Jeg har levet mit liv i omvendt rækkefølge. Jeg er endt med at blive single og en ”ung pige med egen lejlighed”. Det har jeg aldrig prøvet før. Indtil jeg blev gift, tog min far sig af mit regnskab og al min økonomi. Så flyttede jeg sammen med Christoffer, der gjorde det samme, og så hen til Henrik, hvor jeg kun til dels begyndte at tage del i det,« siger Helle Hertz.

I dag er hun 69 år. Hun står stadig på egne ben. Og det er ikke længere det klumpedumpede fjollehoved, der definerer hendes person.

»Livet tildeler en nogle roller, men man er jo ikke kun det. Det ville være så fattigt, hvis jeg ikke havde så meget andet at byde på end at være en sjov klumpedumpe. Bag den rolle gemmer der sig et meget reflekteret menneske og – håber jeg selv – et varmt og hjælpsomt menneske, der godt gider lytte og være noget for andre mennesker. Jeg har mange ting i mig, som man ikke umiddelbart tror. Jeg ved i hvert fald, at jeg ikke bare er en klumpedumpe og dum i hovedet,« slår hun fast.

Derfor er Helle Hertz også af den opfattelse, at man nok bliver tildelt en rolle i livet, men at selve livet handler om at finde sin egen rolle. Sin plads i livet.

»Jeg synes, jeg har fundet min plads i livet. Der, hvor jeg er nu – omend jeg stadig ikke er helt tilfreds med mig selv – så er jeg der, hvor det bobler. Jeg har det godt. Men jeg er også sådan indrettet, at jeg har store forventninger til de næste 30 år,« afslutter hun.