Et liv formet af tilfældet

Jeg kunne ikke ét ord fransk,« siger Iselin C. Herman og smiler stort.

Hun ryster let på hovedet af den absurde oplevelse, det var, at stå som 18-årig nybagt student i Frankrig uden at have bare den mindste smule styr på det franske sprog. Ligesom hendes far, da han var på hendes alder, var hun blevet sendt på et års dannelsesrejse i Frankrig. Og da hun ville være skuespiller, startede hun på en privat teaterskole i Aix en Provence.

»Jeg kunne jo ikke fransk, så jeg lærte alle replikkerne udenad. Men jeg anede ikke, hvad jeg sagde,« fortæller forfatterinden.

Hun griner igen. Men dengang kastede den 18-årige Iselin C. Hermann ikke mange grin af sig. Aix en Provence dannede rammen for et sort og hårdt kapitel i hendes liv.

»Jeg havde det faktisk ikke spor godt. Når man er ung, er der jo rigtig mange ting, man ikke forstår. Og man er så usikker – jeg var i hvert fald,« siger hun.

Isoleret med Dostojevskij

Iselin C. Hermann trivedes ikke på teaterskolen. For hun syntes egentlig ikke, hun var særlig god til skuespilleriet. Og hendes usikkerhed betød, at hun lukkede sig inde og omverdenen ude.

»Jeg havde rigtig svært ved at omgås andre mennesker. Og jeg tror, jeg blev en lille smule skør i bolden. Når jeg ikke var på teaterskole, sad jeg for mig selv og læste Knut Hamsuns ”Sult” og læste Dostojevskijs ”Forbrydelse og straf” i loop. Jeg var i virkeligheden skide bange for andre mennesker, tror jeg,« siger hun.

Der glider en tænksom hinde hen over hendes ellers klare øjne. Som om hun et kort øjeblik vender tilbage til sin isolerede tilværelse i lejligheden i Aix en Provence. Hvor hun var en usikker 18-årig på fremmed grund og var bange for mennesker. Men så smiler hun og vender tilbage til sofaen i lejligheden på Østerbro i København.

»Jeg kan huske, at der var en fyr, som åbenbart syntes, jeg var sød. Jeg havde så inviteret ham på te, men idet han kommer op ad trappen, tager jeg ham om hagen og skubber ham baglæns ned ad trappen og siger: ”Du skal overhovedet ikke komme her og besøge mig”,« siger hun og fortsætter:

»Jeg kunne slet ikke finde ud af det. Men jeg levede også af yoghurt og te – det var, hvad jeg spiste og drak, for jeg ville ikke bede mine forældre om flere penge. Det kan man jo også blive knald i låget af.«

Et afgørende møde

Det er svært at forestille sig den sprudlende forfatter med knaldrød læbestift, et selvsikkert smil og særdeles veludviklet tale-gen som en menneskesky teenager. Som hun sidder tilbagelænet i sin hvide sofa med fødderne oppe – og de røde ballerinaer, der matcher læberne, placeret på gulvet – er der en ro og hvilen-i-sig-selv over hende. Det er her, cirkus kommer ind i billedet. For mødet med cirkus er mellemregningen, der mangler mellem Iselin C. Herman i dag og dengang. Det, der i sin tid rev den menneskesky teenager ud af sin skal og startede transformationen til kvinden med de røde læber og røde sko.

»Min mor havde sagt: Det er ligegyldigt, hvad du gør, bare det er fornuftigt. Og jeg kunne godt se, at det gik ikke at blive i Aix en Provence. Så jeg fandt en cirkusskole i Paris, pakkede de få ting, jeg havde, og flyttede dertil. Men først efter jeg havde ringet hjem og spurgt, om det var fornuftigt nok – det mente min mor heldigvis, at det var. For det gjorde, at jeg fik det bedre,« fortæller Iselin C. Hermann.

Hvad var det, der gjorde, at du fik det bedre?

»Det var dels den der disciplin, der jo er i cirkusverdenen, og dels de søde, dejlige mennesker, jeg mødte der, som gerne ville have mig med i deres fællesskab. Cirkusskolen gjorde noget ved mig. Det gav mig noget selvtillid og disciplin. Også fordi jeg blev kastet ud i noget, jeg overhovedet ikke troede, jeg kunne. Men det viste sig, at jeg godt kunne. Det gav mig et rygstød på en måde. Og en tiltro til, at hvis man kaster sig ud i noget og gør det helt, så kan man godt.«

Det franske visit og mødet med cirkus blev på den måde en skelsættende oplevelse, der har præget hele hendes liv. Her lærte hun, at det godt kan betale sig at turde.

Det næste halve år gik med at gå på line, akrobatik og gadeteater. I gadeteatret med de andre fra cirkusskolen var Iselin C. Hermann mest den, der gik rundt med hatten. For hun blev aldrig lige så god som de andre. Men bare det at være med gav hende stor glæde.

Instruktøren

Hun drog dog tilbage til Danmark efter et halvt år på cirkusskolen i Paris. Selv om selvtilliden havde fået et skub, kaldte de trygge rammer alligevel på hende. Og på trods af den mørke tid på Teaterskolen i Aix en Provence var hun stadig besluttet på, at hun skulle være skuespiller. I halvandet år rejste hun rundt med et omrejsende teaterensemble, før hun kom frem til, at hendes skæbne ikke lå på teaterscenen.

»Det var ikke mig. Som skuespiller skal man have den der kameleon-evne til at lægge sig selv væk og give plads til karakteren, man skal spille. Den evne har jeg ikke. Og så var det også sindssygt hårdt at rejse rundt på den måde,« siger hun.

Men hun havde ikke lyst til at slippe teaterverdenen. Så hun søgte ind på Statens Teaterskole på instruktørlinjen.

»Jeg ville sindssygt gerne være instruktør. Det ville jeg egentlig stadig gerne. Det er ligesom at være dirigent for et orkester at få alle de mennesker til at indgå i et samlet produkt,« siger hun og vifter begejstret med hænderne.

Hun kom ikke ind på Teaterskolen. Men i en vis forstand er Iselin C. Hermann instruktør. Bare ikke på teatret, men i kraft af sit forfatterskab. Hun er dirigenten, der får alle karaktererne til at spille sammen og blive til én samlet fortælling.

Født ud af sorg

Iselin C. Hermann sprang dog først ud som forfatter i 1998. Inden da var hun i mange år forlagssekretær og -redaktør blandt andet hos Brøndums Forlag, hvor hun også mødte sin første mand, Hans Jørgen Brøndum, som hun fik sine tre sønner med. Hun redigerede bøger, hun skrev dem ikke. Og sådan var det, lige indtil endnu en skelsættende begivenhed brød ind.

»Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle være forfatter. Aldrig. Men så døde min far meget pludseligt. Jeg elskede ham vanvittigt højt. Jeg mistede retningsfornemmelsen, og min verden ramlede fuldstændig. Jeg vidste ikke rigtig, hvem jeg var mere. Eller hvad jeg kunne og skulle. Så for ligesom at flytte mig fra den sorg, jeg var i, tænkte jeg: Jeg bliver nødt til at lave et andet rum. Og så satte jeg mig ned og skrev en brevroman, der blev til den bog, der hedder ”Prioritaire”,« fortæller hun.

Det blev Iselin C. Hermanns gennembrud. ”Prioritaire” blev en af de mest succesfulde danske debutromaner i nyere tid og blev oversat til 20 sprog. Som med mange af de andre begivenheder, der har formet Iselin C. Hermanns liv, peger hun på det som et tilfælde.

»Jeg var jo nok ikke kommet til at skrive, hvis jeg ikke havde arbejdet med litteratur. Så var jeg måske gået tilbage til at være skuespiller. Men det var så det, jeg ”kom til”, så at sige. Og det var helt uvirkeligt i starten. Forfatter, who me?, tænkte jeg,« siger hun.

Tilfælde eller ej, så havde hun i hvert fald modet til at kaste sig ud i det.

»Mange siger, at al begyndelse er svær. Jeg vil sige, at al begyndelse er let. For du går til det uden at vide, hvad du gør. Når du har prøvet det før, er der jo en masse, du sammenligner med og måske også skal leve op til. Det er sværere, synes jeg,« siger hun.

Charmeret til tragedie

Springet ud i forfattertilværelsen er ikke det eneste impulsive ryk, Iselin C. Herman har gjort i sit 53 år lange liv. I 2004 gik hun fra sin mand gennem 20 år Hans Jørgen Brøndum.

»Jeg forelskede mig hovedkulds i en mand, som havde den farligste af egenskaber: Han var vildt charmerende. Og så kunne jeg ikke andet end at forlade Hans Jørgen. Tænk, jeg var så forelsket, at jeg troede, Hans Jørgen ville være glad på mine vegne – så har man godt nok knald i låget,« siger hun.

Den stærke forelskelse til trods var hun ikke glad. Tværtimod.

»Jeg var jo enormt vred på ham, jeg var forelsket i. For han havde fået mig til at gå fra Hans Jørgen. Og både han og mine drenge var ulykkelige. Jeg tror generelt, at succesraten for forhold, hvor begge kommer direkte fra lange forhold, er alt andet end god,« siger hun.

Vreden og sorgen over det ødelagte ægteskab overskyggede alt for Iselin C. Hermann. Og forholdet til den charmerende mand gik også itu. Den dag i dag ser forfatteren det som en sten i skoen i sit liv.

»Det kan godt være, at alle mennesker efterhånden bliver skilt, men for den enkelte er det jo en tragedie. Ægteskabets døre åbnes indefra, så jeg havde ikke gjort det, hvis jeg ikke havde været klar. Men på en måde fortryder jeg det. Eller jeg er i hvert fald dybt ulykkelig over, at jeg gjorde det,« siger hun.

Fortryder gør hun alligevel ikke rigtig. For man kan ikke gå tilbage, lyder det fra forfatteren.

»Der er mange ting, jeg ikke skulle have gjort – eller skulle have gjort. Men alle de ting har alligevel været en del af det, der er blevet mit liv. Og du kan ikke gå tilbage. Det er ligesom, hvis du stryger en fjer modsat fibrene – så stritter den ud til alle sider.«

Aix en Provence om igen

Tilbage gik hun altså ikke. Men fremad gik hun heller ikke rigtig efter bruddet med den charmerende mand. Hun stod stille i et sorgfyldt vakuum.

»Der havde jeg godt nok nogle slemme år. Forfærdelige. Jeg kunne ikke skrive. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg levede af. Jeg havde det virkelig, virkelig dårligt. Drengene og jeg blev genhuset, fordi lejligheden her blev renoveret – og jeg kan faktisk ikke huske rigtigt, at jeg har boet der. Men jeg boede der i halvandet år. Et eller andet sted tror jeg, at det var en depression af en eller anden art. Men det var også en ren sorg over, at mit liv var faldet fra hinanden,« siger hun.

Iselin C. Herman var mentalt tilbage i lejligheden i Aix En Provence. Ligesom den usikre teenager dengang havde den nu voksne kvinde forskanset sig i sin sorg og isoleret sig fra omverdenen. Men igen ville tilfældet det anderledes, da Iselin blev overtalt til at tage til en nytårsfest for at fejre indgangen til 2010.

»Der stod pludselig en ualmindeligt smuk mand. Jeg syntes egentlig, han var ret sød. Det lykkedes mig ikke desto mindre at brænde ham af tre gange på en aften. For jeg skulle ikke have nogen ind i min sfære,« siger hun.

Den smukke mand hed Tom Møller Kristensen. Men han blev ikke skubbet væk ligesom drengen i Aix en Provence. Og gjorde han, kom han i hvert fald igen. For i dag er han og Iselin C. Hermann gift.

En linedansers bekendelser?

I dag er Iselin langt væk fra det mørke sted. Hun har slettet alle spor. Selv den roman hun nåede at skrive, er slettet og smidt ud.

»Det var en meget grim, meget ulykkelig og uforløst bog. Men ikke desto mindre et helt manuskript på 250 sider og halvandet års arbejde, som jeg fysisk smed ud i skraldespanden og slettede fra min computer. Så den findes simpelthen ikke. Den var alt for tæt på mig selv og havde alt for meget karakter af at være en terapeutisk proces. Og terapeutiske processer er kun gode for en selv. Det synes jeg ikke, jeg skulle underholde andre mennesker med,« lyder det fra forfatteren.

Den næste bog endte dog ikke i skraldespanden. Hun har netop færdiggjort sin nyeste bog ”Cirkus Manera”, hvor hun på en måde er gået tilbage. Selv om man ifølge hende ikke kan gøre netop det. Alligevel er hun vendt tilbage til sin ungdoms fascination af cirkus. Men det er ikke en linedansers bekendelser, understreger hun.

»Jeg har aldrig skrevet om mit eget liv, om noget, jeg direkte selv har oplevet. Men omvendt vil jeg sige, at du ikke kan skrive om noget, du ikke kender. Om følelser, du ikke kender til. Domino, min forrige bog, handler om en kvinde, der bliver forelsket og forlader sin mand. Det er ikke min historie, men følelsen i den bog kendte jeg kun alt for godt,« forklarer hun og uddyber:

»Du kan opfinde mennesker, historier, skæbner, og du kan instruere et helt univers. Men du kan ikke opfinde miljø, omgivelser og dufte. Hvis ikke detajlen er i orden, er der ingen troværdighed. Ingen trampolin at springe fra, kan man sige.«

Iselin C. Hermanns møde med cirkus har spillet en afgørende rolle i hendes liv. Og når det kommer til selvsikkerheden, så er den langt fra rustet med alderen. For selv om hun ikke har gået på line, siden hun som 18-årig stoppede på cirkusskolen i Paris, er hun overbevist om, at hun sagtens ville kunne holde balancen på linen den dag i dag.

»Jeg er helt sikker på, jeg stadig kan det. Det er ligesom at cykle, tror jeg. Og jeg er ikke bange for det. Det er det vigtigste.«

Er der noget, du er bange for?

»Jeg er ikke bange for mennesker. Men hver gang jeg slipper en ny bog ud, er jeg da bange for, hvordan den bliver modtaget. Og så er jeg bange for hunde – så meget, at jeg begynder at svede, når jeg ser dem. Det går, hvis de er i snor, men ellers er jeg rædselsslagen for dem.«•