Hvis hun ryster på hånden, dør et menneske

Der er stille på operationsstuen. »Boremaskine,« siger en kvindestemme.

»Kniv. Tak.«

Luften er intens og koncentreret, blikkene er rettet mod feltet i midten af det store grønne dække oplyst af operationslamper, hvor patientens hjerne ligger blottet – kraniet er netop blevet åbnet. Den 38-årige kvindelige neurokirurg Rikke Rosendal er i gang med at operere i et menneskes hjerne. Under det meste af den fire timer lange operation på Århus Universitetshospital ser hun knivskarpt gennem et mikroskop, og på computerskærmen er scanningsbilledet af patientens hjerne, så hun kan orientere sig. Hun ser ikke på uret, kun på, det hun laver. Når hun peger på kraniet med en pind, viser en markering på scanningen, hvor i hjernen hun er. Og hun kan se svulsten tydeligt, fordi patienten, som noget ganske nyt i Danmark, har drukket en væske, der får svulstens celler til at fremstå tydelige på skærmen, når mikroskopet skrues over på et særligt filter. Siden hendes første hjerneoperation i 2003 har hun følt sig hjemme, når hun opererer. Sikker på hænderne og i færd med at redde liv sammen med resten af operationsteamet.

Inden har de forberedt sig godt, og aftenen inden de store operationer gennemgår hun operationens forventede forløb i sine tanker, ser billederne på sin indre skærm. Hvor skal der passes ekstra på, hvor er der vitale blodkar. Nogle gange drømmer hun også om operationen om natten. Når det er ”knivtid”, og operationen er i gang, er hun skarp. Mens hun opererer, tænker hun ikke på, om patienten er et barn eller en mor til tre som hende selv.

»Jeg ved godt, at det er en person, vi skal passe rigtig godt på, men jeg kan altså ikke stå og tænke, at nu opererer jeg for eksempel en eller andens datter. Det nytter simpelthen ikke noget. Jeg holder fokus 100 procent på hjernen og tænker ikke på tiden. Bagefter tænker jeg igen på patientens omstændigheder. Når jeg vender tilbage til jorden igen,« siger hun.

Nøglen til nuet

Det ene øjeblik arbejder Rikke Rosendal intenst iklædt det grønne operationstøj. Kort tid efter står hun i stramme jeans med den smarte brune lædertaske over skulderen nede i børnehaven på jagt efter en forlist madkasse, inden turen går hjem. Rikke Rosendaler mor til tre børn på seks, ni og 12 år, og hendes mand er plastikkirurg på samme hospital som hende.

Den spinkle, sportstrænede kvinde kan noget, mange misunder hende: Koncentrere sig 100 procent i nuet og ikke lade sig distrahere af ret meget. Hun er udholdende og trives fint med en vis uro og mange bolde i luften, der alle skal gribes - for selv er hun ret sprælsk, smilende og livlig. Hun er sin egen, hvad enten hun er hjemme, til karate eller som nu står og opererer. Hendes opskrift er passion for opgaven og hårdt arbejde. Hun taler lidt forsigtigt, når hun siger, at hun gerne vil være dygtigst til at operere, og tilføjer med det samme, at: »Det bliver jeg nok ikke – men så god som muligt.«

Hun går målrettet efter det, og for Rikke Rosendal betyder det ikke, at hun så ikke også kan leve et passioneret privatliv. En pæn portion ”manpower” og et positivt livssyn leverer lysten til at virke.

»Det giver mig ikke et kick at operere, men jeg bliver da spændt og meget fokuseret, hvis jeg ved, jeg skal operere tæt på de mest følsomme områder af hjernen. Selvfølgelig gør jeg det. Jeg er god til ikke at lade mig bekymre eller blive nervøs, og jeg ved jo, at patienten har enormt meget brug for operationen. Jeg har en rar, let følelse i brystet, når jeg tager handskerne af, og alt er gået godt.”

Opererer til hun er færdig

Opererer Rikke Rosendal i mange timer, får hun lidt druesukker ind i mundbindet undervejs. Det holder hende i gang. Er operationen ikke færdig til fyraften, bliver hun.

»Når først man har været i gang, kan det være svært at orientere sig i hjernen. Det kan man ikke sætte en anden ind i, og det vil være for farligt for patienten. Jeg bliver, selvom jeg regnede med at hente børn. Sådan er det. Der er det vigtigt at have en forstående mand,« siger hun.

»Jeg har en høj puls, når jeg er færdig, tror jeg. Og så er jeg glad for at smide operationstøjet og få noget frisk luft. Jeg er ikke træt. Slet ikke,« siger hun energisk og understreger, at de fleste hjerneoperationer går godt.

Når de ikke gør, har hun stor glæde af, at ægtefællen er i samme branche og er lydhør og lægger øre til. Det gør han også, når jobbet gør rigtigt ondt.

Tragedier udmatter

De akutte samtaler med pårørende, der pludselig har mistet deres børn, en ægtefælle eller er tæt på at gøre det, er langt hårdere end at operere. Det mener i hvert fald Rikke Rosendal:

»Samtalerne er håndværk. Det at kunne give god information til mennesker, hvis verden er brudt sammen, og det hele er forfærdeligt - det er en kunst at lære at håndtere det. Lige så vel som man skal være en god håndværker med kniven for at kunne arbejde som neurokirurg, så skal man også blive rigtig god til at tage de sværeste samtaler. Ellers må man have et andet speciale,« siger Rikke Rosendal.

Hun har haft enkelte samtaler med forældre, der har mistet deres børn akut. Det dræner psykisk.

»Den forståelige måde, de reagerer på, deres sorg, det er ren, rå empatisk overload. Det er så intense følelser, at jeg slet ikke kan undgå at blive påvirket og være fyldt med knuder i maven, fordi jeg faktisk er ulykkelig indeni på deres vegne. Og det er også okay, at jeg og kollegerne bliver det.«

Opgaven består så i at være professionel og samtidig vise medfølelse og være empatisk.

»Det er jo klart, at jeg ikke må gå ind og give mig til at tudbrøle. Det er deres sorg, ikke min. Og de har ikke brug for, at fagpersonen kommer ind og bryder sammen. Det kan jeg så gøre bagefter, når jeg har været professionel og hjulpet dem ved at give dem god information. Så kan jeg godt gå for mig selv og græde lidt. Det må man gerne. Og det har jeg brug for af og til. Det er heldigvis ikke så tit, men jeg synes, det kan være slemt. Særligt når det er børn eller hele familier, eller flere børn på en gang, så har jeg meget brug for at grounde lidt, når det hele er overstået. Fordi det er helt forfærdeligt. Jeg har jo været så tæt på,« siger hun stille.

Hun tilføjer efter en lille pause, at lægerne også tit har godt nyt efter operationerne, fordi de har kunnet forlænge livet hos - eller ligefrem helbrede - patienten. Og så siger hun ligesom til sig selv:

»Det er den gode energi fra disse stunder, som giver mig overskud til at rumme de tilsvarende svære.«

Af og til kan hun ikke lade være med at reflektere over, hvor sårbar eksistensen er:

»Jeg har i hvert fald lært at påskønne hverdagen, få noget ud af min tid og fortælle min familie, hvor meget jeg holder af dem. Og så har jeg det svært med mennesker, som er kronisk utilfredse og brokker sig over ligegyldigheder.«

Når liv smelter sammen

Det er for eksempel i de situationer, at privat- og arbejdsliv kan smelte sammen, fordi Rikke Rosendal ikke kan sige sig helt fri for at tage oplevelser med hjem. Sjældent er det den anden vej rundt, der er nemlig styr på hjemmefronten, som hun siger, og den er en vigtig base for at lade op. Hun fungerer i øvrigt fint sammen med »nullermænd og andet godtfolk« og har ikke brug for at kunne vise det perfekte hjem frem. En hushjælp sørger dog for »at rydde det værste kaos,« og det er hun dybt taknemmelig for i det daglige i en travl børnefamilie, når huslighed ikke står øverst på CV’et over ønskede spidskompetencer.

»Der er andre ting, jeg hellere vil. Min identitet som kvinde står og falder ikke med et spotless home. Mine unger har første prioritet – og fra jeg er hjemme, og til de snorker, handler det mest om dejligt samvær med min familie,« siger hun og fortsætter:

»Jeg synes, man skifter fuldstændig ham, når man går på arbejde. Jeg kan godt komme fra en eller anden familiesituation, en super hyggelig eller en med uro, og så tage på arbejde uden at blive forstyrret af tanker om dem derhjemme. Naturligvis tænker jeg på dem, men jeg ved, de har det grundlæggende rigtigt godt – også når jeg er på vagt. Så det fylder ikke, når jeg først har kitlen på. Men det kan være mere vanskeligt den anden vej rundt. De kan godt få en ”stille mor” hjem.«

Det er altid vigtigt her

Det var slet ikke meningen, at Rikke Rosendal skulle være neurokirurg. Hun ville egentlig være tropelæge, vaccinere afrikanske børn og behandle parasitter. Men da hun stødte på kirurgien under studiet og kom med i en forskningsgruppe, forelskede hun sig i neurokirurgi. Den var uimodståeligt udfordrende. Dog har hun ikke opgivet at komme til troperne og arbejde på et eller andet tidspunkt, når børnene er vokset til. Både hun og hendes mand, der også er kirurg, ville gerne rejse ud og yde en indsats. Nu er det jo neurokirurgien, der trækker.

»Jeg kan rigtig godt lide at være på operationsgangen, og gøre et stykke arbejde færdigt og vide, at indsatsen er vigtig for patienterne, som er alvorligt syge. Det er verdens bedste job.« Rikke Rosendal nikker bekræftende.

»Hjælper vi ikke, risikerer de at dø eller blive handicappede. Det passer godt til min psyke at arbejde intenst. At turde handle. Gøre noget. Men også kende sin begrænsning – vide, hvornår man skal søge rådgivning hos en ældre kollega. Og hele tiden blive bedre.«

Selvværd som drivkraft

Rikke Rosendal er både bevidst om, hvad hun kan, og det ansvar hun har i sit arbejde, når hun hver dag træffer et hav af beslutninger og vurderer menneskers helbred fra liv til død. Hun ville hilse velkomment, hvis flere kvinder turde gå efter deres faglige drømme og gribe mulighederne, der kommer forbi. Tænke flere positive tanker om sig selv.

»Mænd er virkeligt gode til at klappe sig selv på skulderen og være tilfredse med egen indsats, vi kunne godt lære noget.«

At have den power for egen passion nyder hun selv godt af, og selvtilliden har hun med i bagagen fra barndommen. Hun er vokset op som midterbarn i en kernefamilie, hvor hun beskriver stemningen som ”kærlig, afslappet og tolerant”.

»Jeg var et lidt nørdet skolebarn, men en sprudlende teenager, og jeg har altid haft en meget stærk trang til selvstændighed. Jeg ville ikke bestemmes over. Sådan har jeg også i dag, griner hun. Derhjemme blev jeg guidet og rummet med den personlighed, jeg nu engang har,« siger hun og fortsætter:

»Jeg kan ærgre mig over den der desværre typiske kvindeting med ”Er jeg nu god nok?”. Det lider jeg ikke af. Man kan og skal naturligvis altid lære mere og blive dygtigere til sit fag, men jeg er nu jævnt godt tilfreds med min egen indsats.«

Forskning til fremtiden

Når Rikke Rosendals børn er puttet i seng, tænder hun ofte computeren og sætter sig til at forske, og på nogle af fridagene laver hun forsøg. Efter et år i Oxford hos den professor, der opfandt teknikken til de hjerneoperationer for Parkinsons sygdom, hvor patienten er vågen imens, er de nu gået sammen om et fælles forskningsprojekt, fordi de mener, der er områder i hjernen, hvor det er hensigtsmæssigt at etablere elektroder hos patienter med svært forhøjet blodtryk.

»Det er nødvendigt at forske. Det er vigtigt at videreudvikle videnskaben, for det er til gavn for os alle, også dem, der skal overtage efter os. Som forsker kan man ikke lade være med at interessere sig for nye ting på vej, for eksempel inden for kræftbehandling. Det er, set med mine øjne, en del af almindelig lægefaglig dannelse.«

Mor med jord under neglene

Familien er vigtig for neurokirurgen. Det vigtigste. Rikke Rosendal bliver ikke unødigt hængende efter fyraften, men sørger i stedet for at være effektiv på arbejdet. Nuet er omdrejningspunktet. Og når hun er sammen med børnene, er hun oftest god til aktivt at holde tanker ude af sindet på alt det, hun skal nå senere.

»Det at være mor, kan jeg mærke, ligger i min stenalderhjerne et eller andet sted. Børnene er så spontane i deres samvær, og så bliver jeg også nærværende, det er ikke kompliceret, og der behøver jo ikke være det store program med bagning og skovtur hver eneste dag,« mener Rikke Rosendal, som elsker at smide sig i sofaen med børnene og en Asterix-tegneserie.

I hverdagen er der ikke meget tid tilbage, når man trækker tid fra til at være på job og være mor. Alligevel er der lige plads til at dyrke karate sammen med børnene i en klub, hvor børn og voksne træner samtidig. Men skal hun koble helt fra, gør hun som så mange andre: Går i haven.

»Jeg sørger altid for at have nogle genstridige skvalderkål, jeg kan luge væk! Det er afslappende. Totalt terapeutisk,« siger Rikke Rosendal begejstret, og slår en høj latter op, mens hun tænker på næste mulighed for at nyde tiden udenfor.

I morgen har hun en fridag - et af børnene holder børnefødselsdag. Så efter arbejde køber hun gaver, inden hun sætter nøglen i døren derhjemme. Træt på den gode måde efter travle timer mellem liv og død.•