Dét tænder vi på ved hinanden
Se sexologernes topliste over, hvad mænd og kvinder tænder mest på ved hinanden.
Kvinder og mænd tiltrækkes ikke overraskende af forskellige ting ved hinanden.
Mænd er mest visuelt orienterede, men når kvinderne skal vælge er et maskulint ydre også et klart plus, vurderer to sexologer.
Mænd er visuelle
Mænd bruger synssansen i langt mere udtalt grad end kvinder, når de umiddelbart skal vurdere en eventuel partner. Det forklarer sexolog Robert Lubarski:
"Mænd er meget visuelle. Det er et jægerinstinkt helt tilbage fra dyrestadiet – og dybest set er vi stadig hanner, der gerne vil befrugte så mange hunner som muligt, og så kigger vi på kvindernes måde at se ud på og agere på. Uanset hvad mænd siger, de gerne vil have, og hvad de kigger efter, så er der én ting, der overskygger alt: Den åbne kvinde. Altså en smilende kvinde, der sprudler, er legende og favnende.
Det tænder mænd på
Langt hår
Det er nærmest indbegrebet af femininitet i mænds øjne. Et symbol på det feminine, det legende og det åbne, fordi kvinden ikke går op i at have "praktisk hår".
Humor
Humor er den korteste vej til hjertet. Vi elsker kvinder for deres hjerteenergi, og hvis de har let til latter, opfatter vi det, som om de lukker os ind.
Intelligens
Mænd tænker, at intelligente kvinder er gode i sengen, fordi intelligens ofte hænger sammen med en lyst til at udforske. Og inderst inde har vi også lyst til at finde sammen med en kvinde, som kan give os modstand, for det gør livet mere spændende.
Læs også på Altfordamerne.dk: Så ofte har vi sex
Initiativrigdom
Mænd gider ikke ligge og pumpe løs i en kvinde, som passivt ligger og venter på orgasmen. Sex skal være en leg. Og så er det en vej, der går direkte til vores hjerte, så når vores kæreste modtager os i døren og giver os et uventet blowjob, bliver vi fyldt med kærlighed.
Kontaktfulde øjne
Et af de vigtigste redskaber for en dyb, seksuel kontakt er at kigge hinanden i øjnene og få fornemmelsen af at kigge ind bag facaden. Øjnene må gerne være åbne, smilende og nysgerrige.
Timeglasfigur
Mænd vil gerne have kvinder, der har former. Brede hofter fortæller os, at hun vil være god til at bære vores eventuelle afkom – og brysterne minder os om alt, hvad der er livgivende og moderligt.
Selvtillid
En kvinde skal hvile i sig selv. Når vi møder en kvinde, som tør stå ved sig selv og tage initiativ. Vi synes, det er fantastisk, når det ikke kun er op til os at gøre livet eventyrligt og sjovt.
Farven rød (på tøj og læber)
Rød er flamme, ild, legende sensualitet.
Det tænder kvinder på ved mænd
Ranglede ben. Selvhøjtidelighed. Hår på ryggen. Hvordan lyder det? Intelligens. Store hænder. Humor. Var det bedre?
Vi har spurgt parterapeut og sexolog Tanja Glückstadt om, hvad kvinder tænder på ved mænd.
Selvsikkerhed
Hvis en mand har selvtillid, behøver han ikke at være perfekt på alle andre områder. Selvtillid signalerer en mand med mental styrke, vi kan læne os op ad, hvis vores egen styrke ikke længere er tilstrækkelig.
Maskulint ydre (over 175 cm, store hænder og skægstubbe)
Når en kvinde ser en høj mand, tænker hun ubevidst, at han er en god beskytter. Lige så ubevidst sammenligner mange kvinder en mands hænder og længden på hans fingre med størrelsen på hans penis, mens skægstubbe både signalerer maskulinitet og modenhed.
Humor
Smilet er ofte det første en kvinde ser, og et smil smitter os og fortæller, at det er en mand, som ikke har for meget tungsind. Når vi griner, udskilles der endorfiner, som er lyst- og energigivende.
Læs også på Altfordamerne.dk: Vælg hvem du forelsker dig i
Intelligens
Vi vil gerne have mænd, som kan give os mentalt modspil. Menneskets instinkt for overlevelse fortæller os, at en intelligent mand kan udtænke planer, så han uden problemer kan forsørge familien.
Dyb stemme
En dyb stemme signalerer maskulinitet og kan virke beroligende. Det kan samtidig forføre os rent seksuelt.
Passion
Kvinder tiltrækkes af mænd, der brænder for noget, og som er dygtige til det. Er han passioneret omkring sit job, handler det for os ikke om lønsedlens størrelse, men om engagement, hengivenhed og disciplin – det går tit igen i andre sammenhænge.
Omsorgsfuld
Vi vil have en mand, som kan beskytte os og trøste os, når vi har brug for det. Samtidig er det meget afgørende, at en mand er god mod børn, hvis han skal have potentiale på længere sigt.
God hygiejne
Udseende er det første vi ser, og er den personlige hygiejne i orden, tyder det på, at manden har integritet og tager vare på sig selv – for hvis han ikke engang kan tage sig af sin egen pleje, kan han så tage sig af os?