Fortsæt til indhold
Livsstil

Test: Kendt vaskepulver dumper

Det norske forbrugerråd har testet vaskepulver og har givet Ariel Color bundkarakter.

Af EVA DAM JØRGENSEN

Selv om et vaskepulver hører til de mest solgte og markedsføres massivt i reklamerne, behøver det ikke være bedre end konkurrenterne. Tværtimod. Det fremgår af den norske hjemmeside Forbrukerportalen.no.

Ifølge hjemmesiden har det norske forbrugerråd gennemført en test for at finde ud af, om tøjet bliver ordentlig rent ved en 30 graders vask. For at teste produkterne blev der bl.a. smurt motorolie, sminke, vin, blod, sennep og græs på tøjet, inden det røg i vaskemaskinen.

Vaskemidlerne, der blev brugt, var de fem mest solgte i Norge, og ganske overraskende var det Ariel Color, som viste sig at være det dårligste. Vaskemidlet får som det eneste af produkterne karakteren ”under middel”. Det fremgår også af testen, at Ariel ikke er svanemærket.

Og vinderen er...

Resten af de afprøvede produkter klarer sig dog ikke meget bedre. Vinderen af testen er dog OMO Color, som klarer sig en anelse bedre end tre andre produkter, som alle får betegnelsen "middel".

At varme vand op, koster mange penge og meget strøm, men der er penge at spare på begge fronter, når man vasker tøjet på 30 i stedet for 40 grader, lyder det fra producenterne. Problemet ved at vaske ved mindre end 40 grader er dog, at tøjet ikke altid bliver rent.

Konklusionen på vasketesten er, at skånevask ved 30 grader er godt for miljøet og pengepungen, men man kan ikke være sikker på, at tøjet bliver rent. Hvis bakterier og fedtpletter skal af tøjet, må man op på 60 grader.

Du kan læse hele testen HER

LÆS OGSÅ: Her er den bedste vaskemaskine