17 mandetyper identificeret
<p>Ifølge ny svensk bog findes der indenfor mandekønnet 17 "typer", som i kombinationer findes i alle mænd. Se hvad - og hvem - der bl.a. gemmer sig bag "Reptil-manden", "Fars søn" samt "Magt-junkien". Og hvad man kan gøre for at komme videre.</p>
En ny bog "17 mandetyper - og hvad de siger til psykologen" sætter ord på, hvad der kendetegner mænd i alle varianter. Helt præcist 17 er der, hævder bogens svenske forfattere, 17 mandetyper, som går igen i ren form eller diverse kombinationer i den enkelte.
Til den svenske avis Expressen fortæller forfatterne, psykologerne Mattias Lundberg og Anders Wahlberg om nogle af de vanskeligste mandetyper og hvilke problemer der ofte kendetegner deres liv. Begge forfattere rubricerer i øvrigt sig selv som "Drengerøven" - en type, som de fleste mænd ifølge de to psykologer genkender fra sig selv - ofte i kombination med to andre typiske arketyper - "Mors dreng" og "Reptil-manden".
En voksen mand er ofte mere påvirket af, hvad mor synes, end man umiddelbart skulle tro. En mands mor stiller desuden mere udtalte krav end hans far, og give ham dårlig samvittighed," siger Anders Wahlberg til Expressen.
I øvrigt har mange af de mest typiske mandetyper generelt store besværligheder med at forstå sig på kvinder. I nogle tilfælde lever de samtidig sammen med kvinder, som også har svært ved at forstå dem. Derfor - håber forfatterne - kan bogens beskrivelse af mangfoldigheden af mandetyper være en hjælp til de mange forhold, hvor parterne går skævt af hinanden i samlivet.
FPN har plukket en håndfuld af de mest typiske 17 mandetyper ud og nævner i uprioriteret rækkefølge:
"Martyren"
En meget rar type, som i virkeligheden ikke vil have hjælp uden at hjælperen også har medfølelse med ham. Det lykkes ham aldrig at fuldføre martyriet uden, at forholdet også ryger sig en tur. Martyren ser altid problemer hos andre, aldrig hos sig selv. Dette er manden, som forfalder til barnagtigheder. Og manden, som ofte træffer beslutninger på andres vegne uden at spørge dem. Når nogen protesterer, lyder hans typiske svar "som altid er alting min fejl. Jeg kan ligeså godt gå hen og hænge mig selv. Der er alligevel ingen, der bekymrer sig om mig". Som en forkælet lille unge vil manden her have alting på sin måde, uden hensyntagen til legekammeraterne og helst med det samme.
Må arbejde med: At komme ud af sandkassen og erkende, at andre mennesker har følelser og behov.
"Magtjunkien"
Karriererytteren, som går efter magt og selvpromovering. Med alderen går han mere og mere i et med arbejdet. Tilgodeser hustru og børn med penge, men forsømmer dem følelsesmæssigt. Ændrer ikke livsstil medmindre der sker forandringer i hans jobsituation. F.eks. hvis han fyres eller forflyttes til en mindre attraktiv stilling. I så fald rammes han af en krise og indser - for sent - at han ikke burde have sat alt på et bræt og været bedre til at pleje de varige relationer noget før. Det er dog aldrig for sent.
Må arbejde med: Selvværdet. Selvtilliden hos ham er ofte i top men inderst inde er magt-manden ofte bange for at blive afsløret som en "svindler" - netop derfor er det, at han arbejder så hårdt.
"Den aggressive"
Lider af ukontrolleret vrede, som dukker op pludseligt og ofte uden grund. Dette er en mand, der let kommer op i det røde felt og ser ud til at eksplodere over småting. Normalt reagerer han mest med verbal aggression, men vreden kan også blive fysisk og føre til smadret køkkeninventar og værre ting.
Må arbejde med: At erkende og arbejde med sin vredesfølelse og finde en mere konstruktiv måde, at få afløb for de vanskelige følelser på.
"Reptil-manden"
Reptil-hjernen er mandens underbevidste drivkraft. Den hjælper ham til at få dækket sine behov uden at tænke over det. Krybdyr hjernen forbindes normalt med mandens adfærd i forbindelse med sex, men den kan også aktiveres, hvis han udsættes for trusler, frygt eller ydmygelser.
Et klassisk eksempel på reptilhjernen vil nogle måske genkende fra episoden, hvor ens ellers rolige, ældre chef totalt mister hovedet under firmaudflugten, fordi kontorets nyansatte, kvindelige kollega har slået ham i bowling eller overhalet ham på go-cart banen. En ydmygelse, som slår mandens fornuft, erfaring og forstand ud af kurs til fordel for de primitive ur-instinkter.
Blandt reptil-hjernens mindre ønskværdige sider indgår seksuelle sidespring og uventet aggressivitet fra en ellers rar og rolig mand.
Må arbejde med: Sin selvbeherskelse og stresshåndtering.
"Mors dreng"
En ganske dejlig type, om det ikke var for hans forhold til sin mor. Hun, på sin side, udnytter hans dårlige samvittighed og kræver hans hjælp i tide og utide. Han har svært ved at sige nej til mor, måske på grund af en barnlig længsel efter kærlighed og bekræftelse, som han aldrig rigtig har fået fra moderen. Alt imens konen eller kæresten er ved at gå til. Mors dreng skal have hjælp, inden kvinden i hans liv får nok og siger stop.
Må arbejde med: Tænke over, hvad han egentlig vil. Siger han ja til mor fordi han selv synes at det er rart at hjælpe eller det alene for at undgå den sorte samvittighed?
"Den fortabte"
Når denne mandetype tvinges til at træde ud af den gammelkendte og trygge rolle kan det gøre ham desorienteret og usikker på sig selv og omgivelserne. Når han f.eks. må repræsentere noget, han ikke virkelig tror på eller skal samarbejde med folk, han ikke kan lide. Hans fortabthedsfølelse forværres, hvis han oplever at måtte forklare eller forsvare sin adfærd overfor den, han elsker. Et eksempel: Manden er mod sin vilje blevet overtalt til at gå med arbejdskollegerne på bar. Han har det skidt, fordi han har vist svaghed ved at handle mod sin egen vilje og ikke synes, at han er tro mod sig selv. Han frygter tilmed, at konen skal tro, at han er upålidelig
Det skal manden arbejde med: At tro mod og ærlig over for sig selv og ikke falde for gruppepres.
Den hjemvendte
Manden, som har rosenrøde forestillinger om at finde tilbage til det oprindelige og drømmer om, hvor godt alting var før i tiden. Ofte skuffes han, når han forsøger at overføre idealbillederne på nethinden til virkelighedens verden.
Han er også typen, som er parat til at rykke familien op med rode for at få stillet sine længsler. I bedste fald indser han sin vildfarelse i tide. De fleste kender til trangen til at søge tilbage til kendte steder, mennesker eller situationer, når vi møder stor modgang eller forandring i livet. Hvis vi følger trangen oplever vi næsten altid, at stederne og personerne har ændret sig, siden sidst.
Må arbejde med: Ikke at lade sig overmande og styre af følelser. Indse, hvorfor han i sin tid forlod det, han forlod, og hvorfor han nu ønsker sig tilbage. Tryghedstrangen har mange former.
Afvigeren
En mand, som er rigtig sød og rar. En mand, der vil og prøver så meget, men aldrig rigtig bliver "en af drengene". Han har andre interesser og blødere værdier og kan være svær at greje for kvinder, som tit tager ham for at være bøsse.
Må arbejde med: At acceptere sig selv og styre sit selvværd, så han kan forsvare sig mod folks fordomme.
Drengerøven (Sportsfanatikeren)
Drengerøven, som har et stort behov for at være sammen med slænget - ofte i forbindelse med sport. Hvis flokmentaliteten tager overhånd kan det blive et problem for parforholdet. Men at indføre udgangsforbud eller stjæle fjernbetjeningen nytter ikke for den kvinde, der gerne vil have et varigt forhold til ham. Sportsfanatikeren må tænke lidt over, hvorfor det er så vigtigt for ham at holde fast i drengerøven,
kvinden må overveje, om der findes et modsætningsforhold mellem dig og sporten. Hvis du kan lide sport, så prøv at hæng på en gang imellem.
Drengerøven må arbejde med: Sin flokmentalitet, og hvorfor det er så vigtigt for ham at være samme med slænget som ofte. han bør også overveje, hvor kærestens plads er i flokken og, om der er plads til hende.
Fars søn
Her er manden, der aldrig rigtigt er sluppet ud af sin fars skygge. En mand, der frustreres og irriteres, når hans far fortsætter med irettesættelserne og opdragelsen selv i voksenlivet. Far og søn har svært ved at finde hinanden, og det smerter dem begge. Sønnen har svært ved at indse, at farens irettesættelser er et forsøg på at hjælpe og vise velvillighed. Far husker jo, hvordan han måtte være efter sønnen som dreng, men har ikke helt erkendt, at sønnen er vokset i såvel alder som forstand.
Sønnen må arbejde med: Indsigt og forståelse. Han må indse, at farens stikpiller er overdrevne, men velmente, og at det er omsonst og unødvendigt at lade sig gå på af dem.
Den utro
En usympatisk type, som kan forandres. Et typisk motto for den utro er: Lidt utroskab sætter blot lidt ekstra krydderi på kærlighedslivet. Typisk er han gift og har været det i en årrække. Hustruen opfatter han efterhånden som et serviceorgan - lige indtil den dag, hans bedrag kommer for en dag. For det sker - har forfatterne erfaret - nemlig før eller siden, når han selv bliver sløset og begår fodfejl. Når manden derefter finder sig selv i en 1-værelses lejlighed uden kone, uden kærlighed og serviceforplejning, slår angsten fuldt igennem. Uden konen er der ikke længere nogen at være utro mod. Og netop det kan være nøglen til hans forvandling.
Det skal manden arbejde med: At turde være svag. Bør søge hjælp lære sin dybeste angst bedre at kende og se på, hvor den stammer fra.
Skørtejægeren
Ligner den utro, men har typisk sagt farvel til sin tidligere kærlighed, før han går på jagt efter en ny. Søger konstant bekræftelse af, at han er en dygtig "kvindejæger". Kan få problemer, da han ofte selv bliver ramt af jalousi i forhold til sine ofte unge erobringer. Hans besiddertrang bliver ofte for voldsom, så partneren bryder med ham. Denne mandetype må derfor indse, at den bevægelsesfrihed han selv kræver af partneren, må han også give hende.
Må arbejde med: Sit selvværd. Den bliver hverken større eller stærkere af at skifte partnere konstant. Jagtinstinktet må stækkes, hvis han vil finde eller fastholde drømmekvinden.