Fortsæt til indhold
Livsstil

Alcatraz omdannes til luksushotel

<p>Måske er det din chance for mod kolde kontanter at overnatte, hvor Al Capone og George "Machine Gun" Kelly, samt adskillige af de største filmstjerner også har været mere eller mindre frivillig indlogeret.</p>

Hvordan var det nu?

Clint Eastwood flygtede fra det i rollen som fangen Frank Morris i filmen ”Escape from Alcatraz” fra 1979. Sean Connery nøjedes ikke bare med at stikke af, han brød ved Gud ind i det igen (og forhindrede en biologisk katastrofe sammen med Nicolas Cage) i The Rock fra 1996. Og i disse år har tv-stationer verden over, herunder TV3, succes med tv-serien Prison Break, der hævdes at foregå samme sted.

Fængslet på Alcatraz-øen i San Francisco-bugten med den pragtfulde udsigt over det iskolde vand til Golden Gate-broen er (film-!)historiens mest berømte. Og nu kan du måske blive blandt de første, der ganske frivilligt i nattens mulm og mørke sniger dig op fra hotellet, der tænkes placeret i en nybygning for sig, og i stedet snuppe en overnatning eller to i en af de gamle celler.

Hvem ved, måske er du heldig bagefter at kunne fortælle, at du har delt om end ikke briks og das i hjørnet, så dog kvadratmeter med nogle af de virkelige berømtheder, som Al Capone og George "Machine Gun" Kelly, der udover filmstjernerne også har været indlogeret.

Det er i hvert fald en reel mulighed, efter at en af de talrige amerikanske myndigheder, den med ansvar for den slags offentlige anlæg, The U.S. National Park Service, har fremlagt hotelplanerne.

I dag og faktisk siden 1963 har Alcatraz nemlig været lukket som fængsel, og tankerne har været mange om den fremtidige brug, bl.a. som casino, a la de casinoer, hvor Capone i sin tid hvidvaskede millioner af dollars.

Turistattraktion siden 1963

Nu ser der så ud til at blive luksushotel på øen, som i mellem tiden har udviklet sig til en fantastisk turistattraktion med halvanden million årligt besøgende, der med høretelefoner på ørerne og på adskillige sprog kan vandre rundt og beskue de gamle faciliteter og lade nakkehårene rejse sig, når celledørene i hovedtelefonen drøner i.

Oprindeligt var Alcatraz en del af forsvaret omkring San Francisco opført i 1850’erne. Men i begyndelsen af 1900-tallet havde den teknologiske udvikling overhalet fortet på øen, og i stedet blev Alcatraz bygget om til et militærfængsel.

Depressionen og forbudstiden i 30'ernes USA øgede behovet for et topsikret og flugtsikkert fængsel, og i 1934 åbnede det Alcatraz, som millioner af filmelskere verden kender fra en lang række film. Her blev de mest hårdkogte blandt USA’s kriminelle buret inde, efter typisk at have haft flere flugtforsøg bag sig fra andre fængsler.

Flugtforsøg fra Alcatraz

I de 29 år fungerede Alcatraz som nationalt, topsikret fængsel og nåede at holde 1.545 fanger bag tremmer. Kun 14 fanger forsøgte at flygte. Det mest berømte flugtforsøg fra Alcatraz skete i juni 1962, da det faktisk lykkedes de to brødre John og Clarence Anglin samt fangen Frank Morris (Som Eastwood portrætterede) at flygte fra Alcatraz og komme ud i friheden. Fangerne brugte regnfrakker som flydeemner, men druknede efter al sandsynlighed i San Francisco Bay i forsøget på at svømme over til fastlandet. Deres lig lig blev dog aldrig fundet.

Den fangeflugt indledte en debat om, Alcatraz fortsatte status som fængsel. Omkostningerne til at holde bygningerne ved lige var ekstremt høje, og det var også besværligt at sejle besøgende ud til øen i San Francisco Bay. Det blev siden besluttet, at tiden var løbet fra det topsikrede fængsel, og den 21. marts 1963 forlod den sidste fange Alcatraz.