Melankoli er en klippefast lykke i mit liv

For når Tina Dickow slår håret ud og lader sin musik få frit løb, er det svært ikke at lade sig rive med.

Publikum lod sig da også begejstret forføre, da Dickow stillede sig op på scenen med sin guitar og et sort bagtæppe fuld af små lys, der funklede som tusinde stjerner i natten. Det skete, da hun midt i februar sluttede endnu en danmarksturne af i KB Hallen i København.

Sangfeens to seneste soloplader har for alvor fået danskernes ører med på Dickow-bølgen, men den 30-årige sangerinde har faktisk ikke altid været særligt begejstret for at dele ud af sine tekster og melodier. Det med musikken var nemlig i mange år en helt privat sag for Tina Dickow, der som barn elskede at sidde for sig selv hjemme i kælderen i Åbyhøj og rode med sin fars store musikanlæg.

Her havde den eftertænksomme pige opbygget en tryg verden, som ingen andre skulle blande sig i, og som ingen kunne tage fra hende. Her kunne hun være sig selv, når fodboldtasken var smidt hen i hjørnet og balletskørtet hængt op på knagen.

Ballerina i vildmarken

Mens Tina Dickow fortæller, at hun dengang på den ene side gerne ville være ballerina og på den anden side var meget vildmarksagtig og tæt knyttet til naturen, læner hun sig hjemmevant tilbage i den hvide sofa i Hotel Axels lobby. Vi møder hende dagen før koncerten i KB Hallen.

Hendes hals bliver plejet med flere kopper dampende te, for den seneste tids travlhed har slidt på stemmebåndet. Selv om en stemmeekspert har rådet hende til at spare på ordene, fortæller Tina Dickow alligevel med sin dybe Århus-accent om sit liv med musik.

Sangerindens største musikalske inspiration har altid været Bob Dylan. Efter hendes mening er han den bedste sangskriver nogensinde, og hans tidlige plader har sat dybe spor. Men han var ikke alene. Tina Dickow skrev sin første sang, da hun var 10 år. Det var, da Tracy Chapman kom med sin første plade.

»Den plade var noget helt særligt. Mig og Tracy var noget helt særligt. Jeg lyttede til den plade igen og igen og sad med guitaren og prøvede at lære mig selv at spille sangene. Jeg prøvede at lyde nøjagtig som hende, og det var virkelig en sejr, når jeg fik knækket en sang og kunne spille den selv. Der var ingen sex eller andre forstyrrende elementer, bare maskulin attitude og en guitar,« forklarer Tina Dickow, som også selv har valgt en karriere, der koncentrerer sig om musikken – stemmen, teksterne og guitaren – og lader de andre syngende blondiner om at vride kroppen i små toppe og hotpants foran kameraet.

Musik frem for årstal og facit

Tina Dickows musikunivers havde hidtil mest strakt sig til familiens kælder og pigeværelset, men da hun var 15 år, kom Pearl Jams plade "Ten" på gaden, og den ændrede hendes verden totalt.

Sportstøjet blev skiftet ud med lange nederdele, partisanertørklæder og militærstøvler, mens det lange lyse hår blev filtret sammen i tykke dreadlocks.

Et efterskoleophold satte for alvor gang i musikken, og da hun startede i gymnasiet, spillede Tina Dickow i kopibandet Fester Kester, hvor hun for første gang præsenterede et nummer, som hun selv havde skrevet. Alligevel var det den boglige side, der havde overtaget, så efter studentereksamen fra Århus Statsgymnasium, begyndte Tina Dickow at læse religionsvidenskab på universitetet – selv om alle vennerne startede på musikkonservatoriet.

»Men jeg fandt jo ret hurtigt ud af, at jeg havde lidt svært ved at koncentrere mig om bøgerne, og allerede efter et semester søgte jeg også ind på konservatoriet,« fortæller Tina Dickow. Ingen i hendes familie eller i familiens omgangskreds er kunstnere, så det havde aldrig rigtig været en del af Tina Dickows verdensbillede, at man kunne leve af noget så 'nemt' eller abstrakt.

»Og i lang tid havde musik jo været meditation eller en form for terapi for mig, som ikke kom andre ved,« forklarer hun.

Men i takt med, at den unge pige havde mødt flere og flere, som beskæftigede sig professionelt med musikken, var den retning efterhånden blevet en reel mulighed. Så hun skiftede årstal og facit ud med noder og akkorder.

»Det var en kæmpe omvæltning at gå fra bøgerne, for jeg har altid elsket at gå i skole og lære at forstå ting. I musikken er der ikke noget at forstå. Kun noget at føle. Så det at give sig hen til musik var et stort skridt for mig,« siger Tina Dickow, mens hun skiftevis sidder på kanten af sofaen og laver fagter med armene og læner sig helt tilbage i dyb tænksomhed.

»Jeg har altid tænkt lige lovlig meget over tingene. Det var derfor, jeg i første omgang valgte universitetet. Men det gik op for mig, at jeg ikke ville leve af at forstå tingene på den måde. Det er gennem kunsten, at tingene glimtvist giver mening for mig, men det er først gået op for mig nu. Før kunne jeg ikke finde mig selv, men nu kan jeg mærke mig selv,« siger hun.

Mere end musik

Hun flyttede til London i 2002 for at få rigtig gang i karrieren som sangskriver – og måske for at finde sig selv.

I den hektiske millionby mødte Tina Dickow en ukendt ensomhed og utryghed, som manede tekster og melodier frem på en helt ny måde.

»I London har jeg mig en slags observatørpost og en bekymringsfri og dybest set ret egoistisk tilværelse. Derovre er der ingen, som kræver noget af mig. Der kan jeg bare gå rundt i min egen verden af indtryk og sange, hvis jeg vil,« forklarer sangerinden, som sætter hjernen i det kreative gear, når hun opholder sig i London.

Gider ikke være hip

Så kredser tankerne om filosofiske emner – mennesker, kærlighed og kunst – og det er ved at gå rundt alene og tænke på den måde, at hun fremkalder materialet til sine sange. Enspændertilværelsen og det tænksomme liv har givet Tina Dickow et image som 'den ensomme trubadur', men det er ikke noget, hun går særligt meget op i.

»Det er ikke mit ærinde at være mode- eller stilikon. Jeg brænder ikke for at være først med de første eller hip med de hippe. Det skal være så tidløst og filterløst som muligt – ligesom min musik,« siger Tina Dickow, der med en helt enkel makeup, håret samlet i en rodet knold i nakken og en figursyet grå jakke over en sort nederdel heller ikke i dag skejer ud.

Det eneste, man hæfter sig ved, er de tøffelagtige filtstøvler, som hun har taget på fødderne her på en sjælden fridag.

Tina Dickow erkender, at beskrivelsen af hende som den stille og lidt kedelige, melankolske jyske pige er rigtig nok. Men det er ikke ensbetydende med, at hun er trist.

»Melankoli er ikke tristhed, men en klippefast lykke i mit liv. Der er ikke noget federe end at sætte en playlist med stribevis af melankolske sange i gang på min iPod. Det minder mig om, hvor fedt og smukt livet er i al sin forgængelighed. Sådan tror jeg, at der er mange, der har det. Jeg bliver jo heller ikke ked af mine egne sange. At synge dem er en rituel renselse, som kun gør mig gladere,« siger det musikalske talent, der har sunget sine egne sange, siden hun dannede bandet Tina Dickow and Sheriff i 1998.

Ifølge anmeldere og musikeksperter kom det helt store gennembrud dog først med "In the red" i 2005.

»På det tidspunkt troede jeg faktisk, at jeg allerede var der. Men så skal jeg love for, jeg fandt ud af, at der var et hak mere,« siger den talentfulde sanger og sangskriver, som oplever at folk smiler til hende, kommer med kommentarer til hendes musik eller stopper hende på gaden.

Den del af det er meget sjov, men sangerinden holder sig fra de kulørte blade, ligesom hun siger nej til invitationer om at deltage i tv-shows.

Hun gider ikke være en kendis, man ser overalt, og som har en mening om alt. Derfor holder hun sig til ting, som har med hendes arbejde og musik at gøre.

Hjem til Danmark

Lige nu forventer hun ikke, at der er flere hak opad herhjemme, men der er stadig masser af muligheder uden for Danmark.

Hun har allerede turneret i England og USA i årevis, og Tyskland er nu også kommet med på listen over lande, hvor hun under sit internationale kunstnernavn Tina Dico slår til. Forleden var hun i Frankfurt for at spille en radiokoncert med kun 80 publikummer, der havde vundet billetten i en konkurrence i et radioshow. Og der er langt fra at stå foran det trofaste hjemme-publikum i Århus Musikhus – og efterhånden også resten af Danmark – til at spille for en lille flok tyskere, som ikke aner, hvem Tina Dico er.

»Der skal man sgu stramme sig an. Men det er ved sådan nogle lejligheder, man finder ud af, at sangen skal kunne bære i sig selv. Og i sådan en situation går det op for mig, at jeg jo bare er en pige med en guitar – men så skal jeg fandeme vise dem,« udbryder musikmagikeren.

Det er netop kontrasterne, der er med til at holde Tina Dickow i gang, men efterhånden synes hun, at der er lige lovlig mange, som er lidt for ekstreme og ikke kan kombineres med det liv, som vennerne eksempelvis lever. Derfor regner sangerinden med snart at finde lidt mere stabilitet.

»Jeg er hyggedansker og familiemenneske helt ind til benet, og jeg skal snart tilbage til Danmark. Her ligger mit hjerte og min fremtid. Jeg kan jo se, at alle vennerne er ved at være 'cuddled up with kids', og jeg får da også lyst til det hele. Jeg glæder mig til at blive voksen og falde til ro,« siger Tina Dickow, som regner med at slå sig ned i Købehavn, hvor alle vennerne efterhånden bor.

Så vil det vise sig, om karrieren kan kombineres med mand og børn og hjem.

»Lige nu har jeg kun et midlertidigt hjem i London. Men et dejligt hjem, som jeg gerne vil beholde som mit lille helle derovre.«

Dødsensangst for stilstand

Selv om hun har haft stor succes og er blevet almindelig kendt i hele Danmark og i dele af udlandet, mener Tina Dickow ikke, at det har forandret hende indeni. Og betegnelsen stjerne kan hun slet ikke skrue sig selv ned i.

»Jeg er i bund og grund den samme, som da jeg var 16 år. Jeg føler mig ikke som en stjerne. Når vi er på turné, er det stadig mig og ni kammerater i en bus. Bare med lidt mere champagne end før,« siger Tina Dickow, mens hun piller lidt ved sin sorte mobiltelefon. Men efter en lille tænkepause kan hun godt se, at hendes liv indimellem er ret usædvanligt.

»Koncert i København lørdag aften. Fotooptagelse på Times Square søndag. Og med i et amerikansk tv-show mandag. Der foregår da mange ting, hvor jeg bare må sige wauw, hvad skete der lige der,?« siger hun og ser op.

Det er nu, hvor hun har opnået så mange ting, at den helt store udfordring melder sig. For selvom hun gerne vil proppe lidt ro og stabilitet ind i sit liv, er det også det, der skræmmer hende.

»Jeg er dødsensangst for følelsen af ikke at være på vej et sted hen i karrieren. Bange for slå mig ned og blive rigtig voksen. Jeg skal holde mig helt oppe på tæerne og stadig være nysgerrig. Blive ved med at lede efter sangene og skrive dem,« siger hun og hilser pludselig højt på en af drengene på bandet, der går forbi lobbyens hyggelige sofahjørne.

Der er dog intet, der tyder på, at musiktalentet er på vej til at gå i stå. Til gengæld er der nogle gamle interesser, som er begyndt at trække i hende igen.

»Jeg er begyndt at hive fat i nogle mere boglige ting, og jeg tror, at jeg skal i gang med at læse igen. Indtil videre er det efter min egen plan, men jeg kunne godt forestille mig, at jeg skulle gå mere systematisk til værks på et tidspunkt. Indimellem kan det faktisk være frustrerende at koge alting ned til fire linjer, der skal rime,« siger hun.

Hvad der præcis skal ske, røber Tina Dickow ikke, men hun er sikker på, at fremtiden tegner sig lys og rar.

»Fremtiden kan kun blive fed. Jeg skal have en dejlig familie, og jeg har forhåbentlig masser af arbejde med i bagagen, som jeg er stolt af,« siger Tina Dickow, mens de store brune øjne bliver fjerne.

Hun har endnu ikke fundet manden i sit liv, men glæder sig til at finde ham.