Flot skivejr både i syd og nord
Fpn har taget en vejrudsigt-rundtur til de klassiske skisportslande og giver tips til, hvordan du kan tjekke skiforholdene på skidestinationen hjemme fra skærmen. Og til hvordan du kommer sikkert og mest ubesværet frem til pisterne.
Weekendvejret bliver flot omkring Innsbruck i Østrig. Tørt og solrigt, med dagtemperaturen på seks grader og pæn nattefrost ned til -12-14 grader. Først på ugen skulle solskinnet dog blive krydret med både lidt sne og lidt regn.
Da skisportstederne ligger i 600-3000 meters højde, skal man huske, at temperaturen falder omkring én grad celcius for hver 200 meter, man bevæger sig op.
Også skirejsende til Frankrig kan se frem til flot vejr i vinterferien. Meteologerne forudser, at der bliver tørt og solskin de næste fem-seks dage - i hvert fald i området omkring Geneve. Om dagen temmelig lunt med 11-12 grader og om natten lige under frysepunktet.
Bedste skivejr i 20 år
Holder man i stedet af de nordligere himmelstrøg og skal på skiferie i Norge eller Sverige, kan man hygge sig ved tanken om, at skivejret og sneforholdene er meget lovende. I Norge tales der om det bedste skiføre i 20 år. For eksempel ligger der meget tæt på 133 cm sne på bakkerne ved Hemsedal - den 32 år gamle rekord på 132,2 cm er blevet slået i år. Og de norske skiløjper vil den kommende periode mange steder været badet i sol. Vejrudsigten lover i hvert fald fuld sol og dagtemperaturer mellem 3-10 grader, mens nætterne byder på svag frost ( i området omkring Nesbyen).
Også i sverige kan man boltre sig i snemængderne. I området omkring Sälen ligger der nu hele 95 cm sne, mens Idre Fjäll har omkring 65 cm - det er flot efter svensk standard.
Vejrudsigten for de svenske løjper de kommende seks dage er lidt broget. Omkring Sälen skal man regne med noget skyet vejr i weekenden og måske lidt sne, men mandag og tirsdag skulle det klare flot op med en del sol.
Hvis du har vanskelig ved at vente på at få skiene på, kan du smugkigge lidt på din vinterferiedestination.
Tjek Chamonix ud hjemme fra sofaen
Flere sites tilbyder hjælp i form af detaljerede oplysninger om sne- og vejrforhold på en række skidestinationer, og på mange sites kan man via webcams følge med i skiforholdene på løjperne.
For eksempel kan man på norske webcams tjekke vejr og sne ud på en lang række norske fjälle.
Og Via skiinfo.com kan man ved hjælp af Google Earth zoome ind på skisportsstedet, studere bjergtoppene og skiresortet fra forskellige vinkler.
Hvad med for eksempel at udforske Chamonix og Avoriaz hjemme foran skærmen og på samme tid få serveret en snerapport fra stedet.
På skisport.dk kan du klikke dig ind på udvalgte skisportssteder og lande for at få informationer om den kommende uges skivejr og snemængderne.