Mette Fugl fortæller

Mette Fugl var ellers holdt op med at ryge. I syv måneder havde hun levet uden sin daglige pakke røde Gauloises og var næsten holdt op med at savne både nikotinen og ritualet, der hører med.

Men så kom hun til Afghanistan. Det var i 2001, og Danmarks Radio ønskede en reporter til Afghanistan - en som ikke kun var optaget af antallet af bomber og specifikationerne på de maskiner, der sendte raketterne afsted. De ville have en, som kunne fortælle historierne om de mennesker, som frygtede bomberne, gemte sig for bomberne og blev ramt af bomberne.

»Så jeg tog afsted,« siger Mette Fugl, der ikke havde mange betænkeligheder ved at rejse i krig. Hun havde endda besluttet, at hun ikke ville lave historierne fra Pakistan, hvor de fleste andre journalister var samlet på det tidspunkt, men ville bevise, at det kunne lade sig gøre at komme ind i Afghanistan. De var 20 journalister, som bestak en grænsevagt og kørte op gennem Kyberpasset og ind i det krigshærgede land.

»De første mange kilometer var jeg helt høj over, at det var lykkedes - at vi var kommet ind. Men som vi nærmede os toppen af passet, begyndte vi at høre skud i bjergene omkring os, og det gik op for os, at vi var på vej midt ind i en krig.«

Stenet ihjel
Væk er smagen af rugbrød og røræg og stemningen af almindelig morgen på hotel Skt Petri i København. Mette Fugl har ført os til Afghanistan, hvor varmen brænder i kinderne, og støvet gør det svært at trække vejret. Bjergene er uendelige og landskabet brutalt i al sin skønhed.

Midt i det hele kæmper to bilfulde journalister sig afsted. Tilsyneladende er de alene, men i bakkerne omkring dem er nogen helt klar over, at de er på vej.

»Vi havde netop holdt hvil, pjattet og sunget sange. Pludselig dukkede en gruppe mænd frem på vejen foran os. Det varTalibanere, og vi vidste, at det var om at komme væk i en fart. Jeg sad i den forreste bil, og det lykkedes os at køre fra dem. Dem i den anden bil var ikke så heldige. Mine kolleger blev gennet ud af bilen og ført op i bjergene lidt fra vejen. Der blev de alle stenet ihjel.«

Et øjeblik siger hun ingenting, men hendes blik siger det hele.

»Sådan var Afghanistan. Jeg var bange hele tiden, jeg var stresset, og der var ikke noget ordentligt at spise. Men der var masser af cigaretter.«

Mette Fugl har røget lige siden. Hun spidder et stykke vandmelon på gaflen. Hun ser op, og et smil spiller pludselig i mundvigen.

»Så nu er der ikke andet at gøre end at finde mig en kold tyrker. Ved du, hvor jeg kan finde en?,« siger hun og breder sit grin ud over restauranten.

Alenemor det meste af livet
De andre morgenmadsgæster smiler sammen med Mette Fugl, ligesom hendes historier i snart 30 år har forarget, forundret og og fyldt de danske tv-seere med håb. Fra begyndelsen har hun været en af Danmarks Radios mest markante profiler, og hun slog tidligt sit navn fast som en fantastisk formidler og en knivskarp interviewer.

Drivkraften har alle årene været en uudslukkelig trang til at opleve nyt og fortælle historier. Eventyrlysten har bragt hende verden rundt og flyttede for 15 år siden hendes base fra København til Europas navle i Bruxelles. I dag har hun sat sig et mål om at blive den korrespondent, der har rapporteret længst tid fra EU.

»Det ligner næsten, at jeg har haft en plan, men i virkeligheden var det lidt tilfældigt, at jeg endte i Bruxelles. Jeg blev skilt fra min søns far, da min dreng var helt lille, og jeghar været alenemor det meste af mit liv. Det var kaotisk nok, så jeg blev i Danmark, indtil han flyttede hjemmefra. Da dukkede stillingen i Bruxelles pludselig op.«

Det tilfældige aspekt nævnte hun dog ikke, for de folk, der skulle ansætte hende. Hun fik vist heller ikke sagt, at hendes tyske ikke var flydende, men snarere én stor kasserollebøjning.

Jeg løj lidt om det hele
»Jeg gjorde som en mand, ville have gjort. Løj lidt om det hele. Og så fik jeg jobbet,« griner hun. Hun tager en tår kaffe - den er endelig blevet kold - og tjekker klokken. Hun skal nå at pakke, inden hun om et par timer sidder på flyet til Bruxelles. De næste dage skal hun tale med nogle ministre om Europas fremtid, inden hun hopper på et fly til Californien.

»Men så spændende og fashionabelt er det altså ikke altid. Jeg bruger også mange dage på at filme parlamentsbygningen fra alle tænkelige vinkler og vente på ministerbiler, så jeg kan få en kommentar. Der er masser af dage, hvor jeg ikke rejser nogen steder hen, og hvor jeg ikke møder nye mennesker eller laver de historier, som jeg brænder mest for.«

Alligevel elsker hun Bruxelles, hvor hun har sit netværk og sine venner, en hyggelig lejlighed og en kæreste, som bor kun fem minutter derfra. Og selv om det er op ad bakke at formidle EU-stof til danskerne, så synes hun faktisk, at det er både hamrende spændende og rigtig vigtigt.

»Så jeg agter at blive lige så længe, der er arbejde til mig. Altid, håber jeg. Samtidig har jeg spekuleret over, hvorfor jeg allerede har fået lov at blive her så længe. Måske er det lykkedes mig at gøre mig så besværlig, at folk ikke vil have mig hjem igen. Det er i hvert tilfælde en strategi, jeg er blevet præsenteret for før. Bare lav ballade nok, så får du lov at blive, hvor du er.«

Uforskammede mails
Hun griner, men mener det egentlig også. Hun ved godt, at hun ikke altid er så nem.

»Jeg stiller meget høje krav til både mig selv og mine omgivelser. Og hvis nogen beder mig om at gå på kompromis med mit arbejde, så brokker jeg mig. Højt. Der er ingen tvivl om, at jeg går hårdt til folk engang imellem,« siger Mette Fugl.

Mange har igennem tiden fået et vredt opkald eller en uforskammet mail fra Mette Fugl, og endnu flere har mærket hendes kontante stil i interviews og artikler. Mere end en gang har hun fået en kontant melding retur.

»Den, de fleste husker, er nok dengang Niels Helveg Petersen kaldte mig en dum kælling for åben skærm. Han mente det nu mest for sjov, men andre har sagt det for alvor.«

Fortryder mange ting
At Mette Fugl kan være irriterende har dog ikke gjort hendes fanskare mindre. I 2003 fik hun sammen med Ulla Terkelsen ”Den Gyldne Havfrue”, som uddeles af foreningen Women In Film and Tv, fordi de ”gennem årtier har været markante og synlige forbilleder i formidlingen af internationale nyheder.”

Og en hel generation af kvinder har set op til Mette Fugl og frydet sig, når hun fik en god historie på krogen eller fik spiddet en af de tunge drenge. Selv synes hun dog aldrig, at hun er dygtig nok.

»Jeg synes, at jeg er dygtig, men jeg bruger meget energi på hele tiden at lave det bedre, end det jeg lavede i går. I virkeligheden er jeg perfektionistisk indtil det neurotiske. Men jeg synes vel nok, at jeg har lavet noget, som nogen kan lære noget af.«

Det forbilledlige gælder dog kun Mette Fugls arbejdsliv. Privatlivet synes hun ikke, at nogen skal bruge som eksempel. Det har det været alt for kaotisk til. Hun har alt for ofte været alt for utjekket, og især to valg fortryder hun den dag i dag: At hun ikke var mere udholdende i sit ægteskab med kollegaen Birger Thørgersen, som hun var gift med i fire år og fik sønnen Andreas sammen med. Og at hun insisterede på at køre karriere og være alenemor på samme tid i stedet for at vente med karrieren, til drengen var blevet stor.

»Det var hæsligt og unødvendigt at gå på arbejde med lyden af barnegråd i ørene. Jeg kunne sagtens have ventet med karrieren, til han var blevet ældre. Det ville jeg gerne gøre om.«

Mettes store idol
Hun afbrydes af mobilen.

»What's fresh from hell, som Dorothy Parker ville have sagt,« siger hun og fisker fredsforstyrreren op af tasken. Denne gang er det hendes søster angående en pakkekalender til deres far. Mette har slæbt en posefuld gaver med hjem fra Bruxelles, men nu blev der ikke tid til at aflevere dem hos søsteren på Nørrebro.

»Så må jeg stille dem her i receptionen, og så må du hente dem en dag ved lejlighed. Jeg ved godt, det er besværligt, men jeg kan altså ikke nå det.«

Mette Fugl lyder pludselig lidt træt. Hun er altid på farten, og som regel elsker hun at have gang i tusind ting. Men et øjeblik ligner hun en, der mest af alt ønsker sig et par timers helle.

»Men jeg tror nu ikke, at jeg ville blive mere lykkelig ved at slå mig ned og leve et stille liv,« siger hun.

Dyreprint og tømmermænd
Mette Fugl sætter en ære i at udvikle sit sprog og fortælle ting på en ny måde hver gang, men netop disse ord har hun brugt før. Om sit store idol og forbillede Agnes Henningsen, som var forfatter og feminist og mor til blandt andet den senere så berømte designer Poul Henningsen.

»Hun er heltinden over alle heltinder. Hun var enlig mor, forfatter og feminist på et tidspunkt, hvor ingen af delene var spor nemme. Hun var så fattig og desperat, at hun var nødt til at få talent.«

Agnes Henningsen er hendes forbillede, fordi hun var modig, men især fordi hun levede med en konstant længsel, som Mette Fugl kender fra sig selv. Længslen har været en følgesvend for hende lige så længe, hun kan huske. Som barn kunne hun blive helt dårlig, når hun i lufthavnen hørte ”Sidste udkald til Kuala Lumpur”.

Selv i dag, hvor det ofte er hende, der skal med flyet til eksotiske steder, længes hun efter mere. Det tvinger hende ud i nye udfordringer og opgaver, og hele tiden søger hun de steder hen - professionelt og privat - hvor hun endnu ikke har været. Selv efter 30 år i branchen og 58 år på jorden er hun langt fra mæt.

»Jeg har da overvejet, hvornår jeg bliver voksen og får lyst til bare at læne mig tilbage i en øreklapstol og lægge fødderne op på en puf. Men jeg er begyndt at tro, at det måske aldrig sker,« siger Mette Fugl.

Vil ikke ældes med ynde
En overgang legede hun med tanken om at skrive sine erindringer og kalde dem ”Ingen nye meddelelser,” sådan som det lyder, når der ikke er nogen beskeder på telefonsvareren. Titlen ville symbolisere, at alle ting var besvaret og alle opgaver løst. Sådan nydeligt og ordentligt.

»Men så gik det op for mig, hvor sørgeligt det vil være, den dag livet ikke har bud efter mig mere. Den dag, der ikke er noget, jeg skal eller vil. Frygteligt. Så det skal mine erindringer i hvert tilfælde ikke hedde - og sådan skal mit liv aldrig være.«

Mette Fugl har altså ikke tænkt sig at ældes med ynde. Hun vil stritte imod det bedste, hun har lært.

»Ikke at jeg har tænkt mig at gå i dyreprint og have tømmermænd til jeg er 80, men jeg har tænkt mig at blive ved med at have drømme og projekter,« siger Mette Fugl og skænker sig endnu en kop kaffe. Hun er i øvrigt klædt i kort kjole - med dyreprint - og al kaffen skyldes, at hun har tømmermænd efter en heftig aften i byen sammen med DR's samlede korrespondentkorps.

Bilen punkterede
»Jeg tog tilbage til Afghanistan,« siger hun og er tilbage ved historien om sin tid som krigsreporter og det ødelagte rygestop.

Hun tænkte, at det var den bedste krisehjælp, hun kunne få - at få lov at komme tilbage og køre den samme tur, som de kørte den dag, hendes kolleger blev dræbt.

Så Mette Fugl satte sig endnu en gang i en lille jeep og kørte op gennem Kyberpasset og ind i Afghanistan.

Da de nåede det sted, hvor de fire journalister havde mistet livet, punkterede bilen. Mette Fugls hjerte galoperede afsted, men ud af flækken kom de ikke lige med det samme.

Til gengæld tog endnu en fantastisk sin form, parat til at blive fortalt.