Flest hunde dør af kræft
Dilemma for mange hundeejere: Skal den kræftsyge hund behandles eller aflives?
Har du haft en hund eller kat, der skulle aflives?
Så har du måske også prøvet at trække afgørelsen længere ud, end godt var for dyret. Mange er så nært knyttede til deres hunde og katte, at det næsten er som at miste et nært familiemedlem, når de dør.
Derfor er mange også parate til at betale store beløb for behandlinger, der kan forlænge livet og forbedre livskvaliteten.
Kræft er den vigtigste sygdomsmæssige dødsårsag hos hunde. 15 pct. dør af kræft, og næst efter alderdom er det den hyppigste årsag til, at folk får deres hund aflivet.
Kemoterapi til dyr klar
Syv praktiserende dyrlæger har som de første herhjemme og i Europa i det hele tager netop færdiggjort en tillægsuddannelse i veterinær onkologi (kræft hos dyr), via et samarbejde mellem Den Danske Dyrlægeforening og Institut for Mindre Husdyrs Sygdomme, Københavns Universitet.
Det betyder bl.a., at de nu kan tilbyde kemoterapi til kræftsyge hunde og katte.
»Vi kan ikke helbrede dem for kræft, men med kemobehandlingen kan vi i nogle tilfælde give dem en bedre livskvalitet og forlænge deres levetid. En forudsætning for behandling skal altid være, at dyret ikke lider under det, og at det får højere livskvalitet,« siger dyrlæge, lektor Annemarie Kristensen, Institut for Mindre Husdyrsygdomme, Københavns Universitet (tidligere Landbohøjskolen). Hun står bag uddannelsen af de syv dyrlæger.
Behandlingen er dyr, men en del er villige til at betale. F.eks. koster det 20.000-25.000 kr. at få en 30 kg tung hund med lymfekræft behandlet med kemoterapi. Lymfekræft er en af de almindelige kræftformer hos hunde, og den kan ikke behandles med operation. Uden behandling vil man normalt være nødt til at aflive den mellem to uger og to måneder efter, at den har fået stillet diagnosen. Med kemoterapi bliver den gennemsnitlige levetid et år, men der er variationer. 15 pct. er stadig i live efter to år.
En hund, der opereres for knoglekræft, lever typisk to måneder efter. Kombineres det med kemoterapi, lever den typisk et år, men 25-30 pct. er stadig i live efter to år.
Bivirkninger
Hunde, der behandles med kemoterapi, taber ikke al håret på samme måde, som mennesker gør, men nogle taber dækhårene. Derimod er det ikke usædvanligt, at de får kvalme, opkast og diarre. Da det er svært at vide, om en hund har kvalme, får de altid kvalmestillende medicin i forbindelse med behandlingen. Da antallet af hvide blodlegemer falder i forbindelse med behandlingen, sker det, at en ud af 100 får blodforgiftning, som kan være livstruende.
Annemarie Kristensen fortæller, at hunde typisk er 8-12 år, når de får konstateret kræft. Nogle hunderacer er mere udsatte end andre, f.eks. dør 40 pct. af alle berner sennen-hunde af kræft, og i gennemsnit dør berner sennen-hunde som syv-årige. Årsagen er genetisk. Også boxere, Boston terrier og flatcoated retrievere er mere udsatte end gennemsnittet, hvorimod f.eks. Cairn terrier og beagle er mindre udsatte. Fra data fra det nyligt oprettede veterinære cancerregister kan man se, at hud- og brystkræft er de mest almindeligt indrapporterede kræftform hos hunde i Danmark.
Afhængighed
Når folk ofte er villige til at betale så forholdsvis store beløb for at forlænge hundens liv med et års tid, forklarer cand. psych. og hundepsykolog Lone Greva det med, at mange hunde indgår som en del af familien.
»Vi nærer næsten lige så dybe følelser for dem som for andre familiemedlemmer. Hunde adskiller sig fra andre dyr ved, at de indgår i floklivet på en måde, så vi fornemmer gensidige varme følelser og afhængighed,« siger Lone Greva, Harlev ved Århus.
»Det tiltaler os, at vi føler os elskede uden betingelser. Vi har behov for at have kontakt med et individ, der også har brug for os. Derfor kan mange ikke magte at sige farvel. Skal hunden aflives, er det en bevidst handling, de ikke bryder sig om at foretage.«
Lone Greva har haft mennesker i terapi, som var i dyb sorg efter at have fået en hund aflivet. Alligevel opfordrer hun til, at man nøje overvejer, for hvis skyld man udsætter hunden for en måske smertefuld behandling.
»Det er virkelig op til de professionelle at være skånselsløst ærlige over for sig selv og over for hundeejeren, når de skal råde dem,« siger hun.