Rekordvinter venter i Alperne
Efter sidste sæsons magre snefald på Europas skidestinationer er der godt nyt til sneglade danskere, der i den kommende tid sætter kursen mod Alperne. Sneen vælter ned.
Mens klodens klogeste klimaeksperter er samlet på Bali for at diskutere emner som global opvarmning og CO2-udledning, vælter det ned med sne på størstedelen af Europas skisportsområder.
Allerede på nuværende tidspunkt er der på 90 pct. af de europæiske skidetinationer faldet mere sne, end det var tilfældet i hele den forgangne sæson.
"Det har ikke set bedre ud på noget tidspunkt de seneste mange årtier. Det vælter simpelthen ned," siger direktør i Skisport.dk Rasmus Skov Jensen.
Han er ikke i stand til at fremhæve enkelte destinationer. Sneen er nemlig faldet over det hele - fra det østligste af Alperne i Wagrain til det syd-vestligste område i Frankrig ved Isola 2000.
Indkapslet bjerg
Den første dyne af sne kom for en måneds tid siden, og i løbet af den seneste uge er der kommet endnu et massivt lag, så Rasmus Skov Jensen allerede nu mener, at der er sne nok til resten af sæsonen.
"Det fine er, at det har været lidt tøvejr mellem de to store omgange med snefald i denne sæson. Normalt frygter man jo tøvejr, men her er det godt, fordi når det efterfølgende fryser, så er det med til at indkapsle bjerget. Man kan sige, at der bliver dannet en god grundlak, og så får man efterfølgende sprøjtet nye lag på. Man får det ikke bedre," siger Rasmus Skov Jensen.
Gode udsigter i Frankrig
I Frankrig skal man helt tilbage til 1996 for at finde et lignende snefald på nuværende tidspunkt.
I Tignes er der eksempelvis faldet 158 cm nysne inden for den seneste uge, og andre store skimekkaer som Val Thorens og Les Menuires er fulgt efter med mere end en meter nysne inden for de seneste syv dage. Dermed nærmer Val Thorens-området, der med De 3 Dale dækker mere end 600 km pister, og hvert år er feriemål for tusindvis af danskere, sig en snedybde på to meter.
I Østrig er det St. Anton, der fører an med næsten tre meter sne på toppen, men også andre store destinatoner som Iscghl og Sölden byder på gode forhold med halvanden meter i de øvre dele af området.
Gode pudderforhold
Også de italienske alper er dækket af sne. La Thuile fik 90 cm i sidste uge, og der meldes om gode pudderforhold i Mont Blanc-massivet i bl.a. Courmayeur.
De norske fjelde er ligeledes iklædt den hvide masse. I Voss Fjellandsby er der kommet 140 cm sne, mens der meldes om 120 cm i Bjorli. Norges største skiområde, Trysil, beretter om 37 åbne lifter, så der er plads til at boltre sig.
Se flere snedybder her.
"Live-sne"
Hvis man vil følge med i sneudviklingen i Alperne, kan man gå ind på skiområdernes hjemmesider og følge sneudviklingen "live". Her er nogle links:
Østrig: St. Anton
Italien: Livigno
Frankrig: Val d'Isere
Schweiz: Verbier
Norge: Hafjell