Vore katte og hunde får sukkersyge
Niårige Vaks og hans ”mor” har lært at leve med de daglige indsprøjtninger og at holde sig til den anbefalede tørkost - kæledyr rammes i stigende grad af diabetes og af samme årsag som mennesker.
Som Vaks kommer logrende og interesseret ind i konsultationen på Gistrup Dyreklinik ved Aalborg, ser der ikke ud til at være det ringeste i vejen med den ni-årige gråsorte mellempuddel. Ej heller lider han af dyrlæge- eller sprøjteskræk – det er tydeligt.
Vaks lider derimod af diabetes, som et stigende antal af vores katte og hunde får det, ofte på grund af deres menneskers adfærd.
»Vaks er langt fra det værste eksempel, vi har fået ind her. Men det ændrer ikke ved, at noget måtte gøres,« understreger dyrlæge Henrik Strange.
Kan ende med døden
Alternativet til ubehandlet sukkersyge er en lang række følgesygdomme i bl.a. lever, nyre og stofskiftet i det hele taget, og i sidste ende måske døden for Vaks og hans lidelsesfæller.
Der findes ingen officielle tal for den slags herhjemme, men Strange er ikke i tvivl om, at der bliver flere og flere, og at så mange som hver hundrede hund og kat nu er ramt af sukkersyge, hvorfor han også har skrevet artikler om emnet på www.netdyredoktor.dk.
Amerikanske tal bekræfter tendensen, som er endnu mere udtalt derovre.
Henrik Strange pointerer, at det i høj grad også her i landet er menneskers ændrede livsstil, der medfører stigningen. Først og fremmest hos det stigende antal katte, som vi lader flytte ind hos os i lejlighederne i byerne, og som aldrig kommer uden for en dør. De får ofte ikke tilstrækkeligt med motion, hvilket fører til overvægt og derefter oftere type 2 diabetes, som vi også ser det hos mennesker. Også fordi dyrene samtidig i misforstået venlighed fodres forkert, ofte med den alt for fede menneskemad.
Tendensen er også til stede hos hunde, som Vaks, hvor der også er andre faktorer herunder gener, der spiller ind. De rammes ofte af diabetes type 1, der dagligt skal flere sprøjter til at afhjælpe samt selvfølgelig diæt.
Vaks’ "mor" Vibeke Brisson fra Mou bemærkede første gang symptomerne hos sin puddel for lidt over to år siden.
»Vaks begyndte at drikke mange gange mere vand end tidligere og tissede som følge deraf også meget mere. Han vækkede mig flere gange hver nat ved at skubbe den tomme hundeskål rundt på gulvet og bagefter skulle han jo også ud. Og da han så også begyndte at tabe sig, og urinen blev mere klistret, var jeg klar over at noget var galt,« fortæller Vibeke Brisson. Hun har nu lagt kosten om for Vaks:
Indsprøjtninger hver dag
»Før fik han både kød, fisk og ris og hvad jeg nu havde, måske en ostemad fra morgenbordet. Nu får han kun næringsrig tørkost, som dyrlægerne anbefaler,« fortsætter hun.
»Det største problem var imidlertid, at jeg ikke var sikker på, at jeg kunne overkomme selv at skulle give ham de to indsprøjtninger hver dag. Ville han stå stille, kunne jeg stikke rigtigt? Jeg øvede mig efter dyrlægens anvisninger meget på et æble. Vaks kommer villigt hen til mig hver dag, står altid pænt, sukker dybt og får det overstået, muligvis ved udsigten til den dyrlægegodkendte godbid, der altid følger i form af et stykke oksehud at gnaske i,« fortæller hun, der får et anerkendende nik med fra dyrlægen.
Vaks kan måske ikke forvente at blive helt så gammel som sine artsfæller, og han har også fået nedsat syn ramt af grå stær som følge af sygdommen.
»Hvis han ikke havde et godt liv alligevel, havde jeg nok fået ham aflivet. Man lærer at blive glad for tiden, der er gået godt,« forklarer Vibeke Brisson, inden hun trækkes hjemad af en stadig logrende Vaks.