Det autoimmune mysterium: Når kroppen ikke kan kende forskel på ven og fjende

Autoimmune sygdomme er helt anderledes og mere uforudsigelige end såkaldt kardiometaboliske sygdomme som hjerte-kar-sygdomme og type 2-diabetes, og vi oplever i disse år en kraftig stigning af dem. Sygdomme med svære lægelatinske navne som multipel sclerose, cøliaki, Hashimotos thyreoditis, morbus Crohn, colitis ulcerosa og psoriasis præger hverdagen for stadig flere af os, og flere og flere børn og unge bliver ramt af type 1-diabetes og bliver afhængige af insulin.

Fra 2000 til 2016 steg det samlede antal børn og unge (0-19 år) med sygdommen fra 1675 til 3150. Desværre ved vi fortsat alt for lidt om, hvorfor man udvikler en autoimmun sygdom. Vi ved dog, at alle med en autoimmun sygdom er genetisk disponerede for at udvikle den. Men det samme er også mange raske mennesker, der ikke bliver syge.

Noget tyder på, at nogle mennesker er prædisponeret til at kunne overreagere med deres immunsystem, og når der sker noget, der trigger det, sættes en kaskade af reaktioner i gang, som giver en autoimmun sygdom.

Gener er ikke hele forklaringen

Særlige gener og vævstyper kan gøre én mere disponeret for at udvikle autoimmune sygdomme. Vi ved, at visse gener er forudsætningen for at udvikle visse autoimmune sygdomme. Hver sygdom kræver bestemte gener og/eller vævstyper, men kun en brøkdel af de mennesker, som bærer disse gener, får den pågældende sygdom.

Gener og vævstyper kan vi ikke ændre på. Og de har heller ikke ændret sig i befolkningen over de sidste mange tusind år. Og medmindre mange familiemedlemmer omkring os er syge, ved vi sjældent på forhånd, om vi er særligt disponerede for at få en bestemt autoimmun sygdom eller ej.

Men gener er langt fra hele forklaringen på, at ens immunsystem kan blive autoreaktivt og pludselig miste sin evne til at skelne mellem vært og fjende. Hvis det hele handlede om gener, ville autoimmune sygdomme ikke pludselig kunne sprede sig så eksplosivt, som de gør.

Faktum er, at vores gener ikke har ændret sig gennem millioner af år. De tilbageværende stammefolk i verden har præcis de samme gener som vi vesterlændinge, men de bliver ikke ramt af autoimmune sygdomme i nær samme omfang som os – medmindre de ændrer livsstil. Indianerne i USA blev tidligere betragtet som et folk, der ikke kunne få alvorlige sygdomme. Men nu er indianerreservaterne kendt for at være overrepræsenteret med sukkersyge og andre livsstilsbetingede sygdomme. Deres genmateriale har ikke ændret sig på de få hundrede år, men deres samlede helbredstilstand er gået fra den ene yderlighed til den anden.

Traumer præger helbredet

Der er ingen tvivl om, at genetik betyder meget for, hvilke sygdomme vi har risiko for at få, og det kan være forskelligt fra menneske til menneske. Men om de kommer til udtryk eller ej, afhænger af kombinationen af disse medfødte dispositioner og de ting, vi eksponeres for gennem livet.

Om lidt kommer vi meget mere ind på, hvad der kan udløse de autoimmune sygdomme, fra kost, motion, rygning, alkohol, stress og søvn til infektioner, antibiotika, fysiske og psykiske traumer, giftige stoffer og allergier.

Så når sygdommen rammer, er det på ingen måde irrelevant at sætte sig ned og skrive en tidslinje over, hvad der er sket i ens liv. Hvilke store livsbegivenheder har formet dig og påvirket dig? Og hvornår har du været syg, af hvad, og hvordan har du det i dag?

Man er nødt til at forholde sig til hele livet i denne sammenhæng. Kan en virusinfektion være med til at fremkalde en autoimmun sygdom mange år efter? Ja, det kan den. Kan en traumatisk livsoplevelse præge ens immunsystem resten af livet? Ja, det kan den. Og kan ens kost spille en rolle, selv om man synes, at man spiser helt almindeligt og sundt? Ja, det kan den sagtens. Det er helheden, det handler om. Dit unikke kropslige univers og samspillet mellem dine gener, dine celler, dit immunsystems respons og dine barrierer i kroppen.

Sådan en tidslinje kan afsløre, hvad der eventuelt har trigget immunsystemet til at reagere. Måske har der samtidig været en uheldig påvirkning af tarmfloraen og fordøjelsen, så du fik aktiveret de genetiske dispositioner, du har arvet. For tarmbakterierne og mave-tarm-systemet spiller en afgørende rolle for, hvordan dit immunsystem fungerer.

Det er næppe en øvelse, du er blevet bedt om at udføre tidligere. Som læger kan vi lindre og symptombehandle, men vores uddannelse og vores sundhedssystem er ikke indrettet til at beskæftige os med, hvorfor den slags sygdomme er opstået, og om der kunne være noget i livsstilen, der har trigget sygdommen, og livsstilsændringer, man kunne lindre symptomerne med.

Men der er enormt meget værdifuld viden at hente og mulighed for behandling og reducering af kronisk sygdom, hvis vi turde stille os selv spørgsmålet lidt oftere: “Hvorfor er denne person blevet syg?” Hvis man sætter sig ind i disse ting, forstår man kroppen lidt bedre. Og måske kan man gå tilbage og ændre nogle af de faktorer, der har indflydelse på kroppen og helbredet. Og hermed få det bedre.

Et medfødt og et tilegnet immunforsvar

Allerede når vi fødes, har vi et immunforsvar, for vi får antistoffer via moderkagen. Det er aktivt fra samme sekund, vi kommer til verden, og i stand til at beskytte os mod fremmede invasioner af f.eks. en række vira, bakterier, parasitter og andre fjendtlige fremmedlegemer.

Dette kaldes vores medfødte immunforsvar og dannes i fostertilstanden, fordi vi helt automatisk kommer til at overtage en del af vores mors immunsystem, inden vi har set dagens lys. Under selve fødslen begynder vi at opbygge endnu en type immunforsvar, fordi vi udsættes for vores mors bakterieflora fra både skede og endetarm, mens vi passerer fødselskanalen.

Det er begyndelsen til vores tilegnede immunforsvar. Disse bakterier er temmelig afgørende for vores risiko for at få autoimmune sygdomme senere i livet.

Forskning viser, at børn født ved kejsersnit, der jo ikke udsættes for deres mors bakterier som ved en vaginal fødsel, har højere risiko for at udvikle immunologiske sygdomme, f.eks. astma, allergi, forskellige bindevævssygdomme som gigt og kronisk tarmbetændelse m.m. For astma er der 20 pct. øget risiko, og for immundefekter er risikoen 40 pct. højere blandt børn, der er født ved kejsersnit. Også risikoen for at udvikle type 1-diabetes er øget.

Det erhvervede immunsystem styrkes yderligere, hvis vi ammes, og efterfølgende når vi indtager verden og ser, spiser, indånder og udsættes for bakterier, virus, allergener i naturen, vores omgivelser, i maden og luften.

Det medfødte og det erhvervede forsvar skal tilsammen gerne kunne beskytte os bedst muligt mod sygdom og skader, og som jeg tidligere har været inde på, er den allervigtigste funktion for dette samlede immunsystem at kunne skelne mellem ven og fjende. Hvilke fremmedlegemer skal angribes? Og hvilke organer skal beskyttes?

Det er lige præcis denne evne, der er nedsat ved autoimmune sygdomme, så kroppen ved en fejl angriber sig selv i stedet for de vira, bakterier og uønskede stoffer, den burde. Den kan altså ikke længere på samme fine måde skelne mellem eget væv og fremmedlegemer og angriber for meget. Man kan sige, at immunsystemet på nogle måder er blevet overaktivt, eller med et endnu mere præcist ord, når egne væv angribes: autoreaktivt.