Hvert femte stykke legetøj lever ikke op til EU-krav
Europæisk undersøgelse viser, at 18 procent af legetøj indeholder homronforstyrrende stoffer.
En ny undersøgelse fra Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) viser, at hvert femte stykke legetøj indeholder hormonforstyrrende stoffer.
Det skriver Ingeniøren.
ECHA har i undersøgelsen testet 464 stykker legetøj for sundhedsskadelige stoffer. 91 produkter ud af de 464 overskred grænseværdierne for hvor mange ftalater, der må være i legetøj og småbørnsartikler. De 91 produkter indeholdt ftalaterne DEHP, DBP og BBP. De tre ftalater er på EUs kandidatliste over særligt problematiske stoffer.
I alt har ECHA undersøgt 5.625 produkter fra 27 forskellige lande. 18 procent af de testede produkter, levede ikke op til EUs krav til for miljø- og sundhedsskadelige stoffer.
Funktionsleder i Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion, Jane Pedersen, mener at den nye EU-undersøgelse viser det samme billede, når det kommer til de danske forhold. Miljøstyrelsens seneste kontrol, der er fra 2014, viste at overtrædelser af ftalater i legetøj og småbørnsartikler på det danske marked, var ca. på samme niveau som på det europæiske.
»Vores undersøgelse fra 2014 bygger på stikprøver, hvor vi har undersøgt produkter, der har været tilgængelige på det danske marked. Og de resultater vi fik dengang, stemmer meget godt overens med de resultater EU-undersøgelsen er kommet frem til,« siger Jane Pedersen.
Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion foretager en ny kontrol af ftalater i legetøj og småbørsartikler i 2018.
Flere studier har vist, at ftalater er særlig skadelige for børn i fosterstadiet og i løbet af det første år, hvor der sker størst udvikling af hjernen. Der er endvidere også foretaget dyreforsøg, hvor især rotter har vist, at ftalater påvirker kønsudviklingen, og resulterer i en nedsat produktion af kønshormoner.
I Danmark har vi forbud mod ftalater i legetøj og småbørnsartikler til børn i alderen 0-3 år. Det er ikke et EU-bestemt forbud, og gælder derfor kun inden for landets grænser. Netop derfor skal man være ekstra forsigtig med legetøj købt i udlandet.
Ftalater bruges til at blødgøre PVC-plast, men stofferne er ikke bundet i plasten. Netop derfor kan de afgives fra f.eks. legetøj.
Ca. 39 procent af de testede produkter, der ikke levede op til kravene om grænseværdier, kunne ikke spores tilbage til producenten. 17 procent af produkterne, der ikke bestod testen var importerede fra Kina.